søndag den 9. februar 2014

FAMILIETRÆF 23. - 24. AUGUST 2014



Kære familiemedlemmer.

Som tidligere meddelt i Familieavisen Smilet blev vores fætter- og kusinetræf desværre ikke gennemført i 2013, fordi stedet - vi havde kontaktet og satset på - gik konkurs. Der var ikke andre ledige steder i området i august/september måned.

Vi håber til gengæld, at rigtig mange familiemedlemmer kan deltage i år ;-)

Familietræffet for Familien Nielsen er arrangeret som et weekendophold

                                         lørdag, den 23. august 2014


                                                                    på 

                         
Hotel Pejsegården, Søndergade 112, 8740 Brædstrup - www.pejsegaarden.dk.

Prisen for weekendopholdet er kr. 730 pr. person.

For dette beløb får du:

- eftermiddagskaffe med hjemmebag,
- 3 retters middag excl. drikkevarer,
- overnatning i dobbeltværelse og
- morgenbuffet.

Tillæg enkeltværelse kr. 150

Børn under 12 år med opredning i forældres værelse 1/2 pris.

Hvis man ikke ønsker overnatning, er prisen for eftermiddagskaffe og aftensmad kr. 350.

Der er fri afbenyttelse af pool og sauna.

                                                               ---oo0oo---
Søndag, den 24. august:

Efter morgenbuffeen og udtjekningen er alle velkommen til at besøge Laila, som bor ca. 10 km fra Pejsegården. Hos Laila vil der være mulighed for at se hendes dejlige have med mange spændende blomster og planter, stenskulpturer m.m. og nyde den smukke natur lige ned til Gudenåen.  Der vil blive serveret frokost bestående af sandwich og efterfølgende kaffe med hjemmebag, som vi forhåbentlig kan indtage ude i haven.

                                                              ---oo0oo---
Pejsegården beder jer bestille opholdet direkte på tlf nr. 7575 1766 under booking nr. B1439 (Grethe Nielsen) senest den 30. maj 2014.

Vi er naturligvis interesseret i at vide, hvem der har booket værelse og antallet af deltagere. Derfor beder vi jer orientere os  - gerne pr. e-mail ingvardfrisk@gmail.com - når I har booket værelse.

Med hensyn til afregning skal deltagerne selv betale direkte til Pejsegården ved afrejsen.

Som I kan se, har vi valgt at udsende invitationen pr. e-mail til de personer, som vi har e-mailadresse på fra Familieavisen Smilet.

Da ikke alle har oplyst e-mailadresse, beder vi jer venligst videresende denne mail eller orientere jeres søskende om familietræffet. De af jer som benytter facebook kunne måske lægge invitationen ud til jeres "venner" i efterkommere af Kristen og Kristine Nielsen, således at forhåbentlig alle familiemedlemmer bliver bekendt med arrangementet.

Det vil også være fint, hvis du Bent kan indrykke meddelelsen i Familieavisen Smilet.

Vi vil dog sende en invitation med almindelig post til Antonius, Eva og Ester.

Glæder os til at høre fra jer og med håbet om et  på gensyn i august

                                                        Yanne, Laila og Gitte

lørdag den 27. april 2013

Aflysning af familietræf i Silkeborg 2013

Kære familie!

Vi skulle være samlet i august i Silkeborg.

Desværre er stedet, hvor vi skulle være, gået konkurs, og alle andre mulige steder i Silkeborg optaget på grund af sæson med store arrangementer.

Derfor har arrangørerne bedt os meddele, at sammenkomsten er udsat til august 2014. Vi kan ikke udsætte det til andre måneder, idet vi skal starte i Lailas have, som står i fuldt flor i august

Derfor på gensyn i august 2014

torsdag den 18. april 2013


Vedr. slægtsbogen kan jeg oplyse, at jeg stadig søger oplysninger, og jeg kan bl.a. her vise et eksempel, som Eva har skaffet mig gennem Erna Thøgersen:

Jens Thøgersens skøde:

 

Skøde: No. 6 – 16/5 1893

 Undertegnede, Husmand Thøger Nielsen af Fly skøder og overdrager herved til min Søn, Jens Thøgersen, samt, den mig ifølge Skøde, tinglyst 5. Februar og 12. Marts 1878, tilhørende Ejendom, skyldsat under:

Matr.nr.        By                 Sogn              Hartkorn                             Glskat

17e                Fly                Fly           0 Skp. 0 Fjk  1 3/4 Alb.      0 Kr 29 Øre

17f                -”-                 -”-            1   -     1   -       ¼     -          2  -  39   -

Med paastaaende Bygninger med mur- og sømfast Tilbehør, Besætning og Inventarium,  ? og Afgrøder, og Ejendommens øvrige rette Tilhørende og Tilliggende, saaledes som dette alt er Køberen overleveret, samt Anpart i Sognets Kirke- Korn- og Kvægtidende. (aflyst)

 Købesummen, 1700 kr., er afgjort derved, at Køberen overtager og forrenter fra 11. December Termin 1892 at regne den i Ejendommen indestaaende Pantegæld stor 700 Kr. til Jakob Jensen, Fly, ifølge Obligation, tinglyst 12. Marts 1878, samt fra Dato ? mig følgende Aftægt og Underhold af det solgte, saa længe jeg lever.

Til Beboelse forbeholder jeg mig udelukkende Afbenyttelse afag af Stuehuset, som jeg nu benytter, hvori er indrettet 2 Værelser, det ene er forsynet med en Kakkelovn og en Seng, hvilke Værelser Husets Ejer holder forsvarligt og godt ved lige.

                                                                                           2.

Min Kost er jeg berettiget til at nyde ved Ejerens Bord, idet der skal bydes mig samme eller ligesaa god Mad, som han selv spiser,; dersom jeg ønsker det, er jeg berettiget til at faa Maden bragt ind paa mit eget Værelse til de sædvanlige Spisetider. Ejeren skal holde mit Opholdsværelse forsvarlig opvarmet og forsyne mig med Lys efter mit Behov, samt vedligeholde mig med Klæder, samt Undertøj  som Gangklæder, og reparere disse, naar det gjøres nødvendigt.

                                                                                        3.

I Sygdomstilfælde skal Ejeren skaffe Læge og Medicin uden Udgift for mig, og i øvrigt ved enhver Lejlighed yde mig al fornøden Hjælp og Pleje, saavel i Sygdoms som i Svaghedstilfælde.

                                                                                       4.

Jeg har ret til at modtage Besøgende i min Aftægtsstue og har fri Færdsel overalt paa Ejendommens Grund og utilsaaede Jorder.
                                                                                        5.

Skulde jeg ønska at fraflytte Aftægtsboligen, bortfalde Præstationerne efter foranstaaende Poster 1 – 4, men jeg er da berettiget til at medtage af Stedets Indbo en Skabskiste og den Seng med Klæder, som jeg nu benytter, hvorfor der i Stedet for det øvrige i stedet for betaler Stedets Ejer mig aarlig  200 Kr – to Hundrede Kroner – hver den første Dag i hvert Kvartal.

Skulde jeg ønske at flytte tilbage til Aftægtsboligen, skal jeg være berettiget hertil med ½ Aars Varsel til den en 1ste Maj eller 1ste November, og nyder da atter Aftægten som foran bestemt

 Saafremt jeg afgaar ved Døden, medens jeg beboer Aftægtsboligen, skal Stedets Ejer bekoste min hæderlige og anstændige Begravelse efter Egnens Skik og Brug mod at beholde mine Efterladenskaber som Vederlag.

Til Sikkerhed for nærværende Aftægt, der Kapitaliseres til 1000 Kr., og som Køberen forpligter sig og senere Ejere, ved sin Underskrift paa dette Skøde, til at opfylde skadesløst i enhver Henseende, vil Skødet være at tinglyse som Pantebrev med oprykkende Prioritet efter ovennævnte Pantegæld.

Og da Købesummen saaledes er berigtiget, skal den solgte Ejendom herefter tilhøre Køberen med de samme Herligheder og Rettigheder, Byrder og Forpligtelser, hvormed jeg har ejet den, i hvilken Henseende bemærkes, at der paa Matr.nr. 17a, hvorfra Parcellen er udstykket, er tinglyst et Fæstebrev, dateret 20. April 1839, til Thomas Jensen angaaende et stk. Eng, og under 3. Maj 1870 en Aftægtskontrakt til Jakob Jensen og Hustru fra hvilken Forhæftelse nærværende Ejendoms ene Parcel Matr. Nnr. 17e ikke er frigjort. Førnævnte Fæstebrev forhæfter tillige Matr.nr. 17f.

 Af Hensyn til Stempelberegningen hersættes Ejendommens Værdi til 3500 Kr, heraf 1000 Kr. regnes for medfulgt Løsøre. Af Købesummen regnes ligeledes de 1000 Kr. for løsøret

Fly den 30. April 1893

Som Sælger                                                                    Som Køber

 Thøger Nielsen                                                Jens Thøgersen

Til Vitterlighed:

 Peder Pedersen

Frederik Nielsen

 
Undertegnede Aftægtsnyder, Thøger Nielsen, meddeler herved Samtykke til at der forud for Aftægten prioriteres 1000 Kr. Et Tusinde Kroner.

 
Fly den 5. Mai 1895

Thøger Nielsen

 Den i nærværende Dokument hjemlede Aftægtsvillighed til Thøger Nielsen begæres herved udslettet af Pantebogen. Dødsattest medfølger

Fly d. 25. Maj 1913

Jens Thøgersen



 Til familiefesten i Silkeborg i sensommeren i år, vil jeg medbringe den nyreviderede udgave af slægtens historie, enten på tryk eller på DVD.
 
Hilsen til Jer alle og på gensyn i Silkeborg
 
Bent
 
 

Karins fotos bl.a. tur til Møn



Karin i Selde har ryddet op i sine billeder, og sendt nogle familiebilleder:

De første er fra turen til Møn:










 

- og her fra en tur til Ebeltoft:







 
En april-tur til Møn.
Bilen blev pakket med Eva og os og så gik turen fra Breum er søndag i silende regn i april. Da vi nåede kaffestedet lige før Vejle var det blevet tørvejr og ganske lunt. Målet for turens første dag var Ester i Nyborg og lidt før aftensmadstid rullede Puntoen ind på Bøgevej.
Ester havde lavet en dejlig søndagsmiddag med ribbenssteg og citronfromage, så vi satte os veltilpasse i lænestolene og lod tv-et underholde os lidt efter opvasken var overstået.
Inden turens start havde Marinus arbejdet hårdt hos Louise med at klargøre til fliselægning og jeg havde været ”alenebedstemor” i 1½ døgn med de tre børnebørn. Så efter kaffen var indtaget tørnede vi ind i ”køjerne” og sov sødt til den årle morgen.
Ester og Eva er jo morgenmennesker, så de var oppe længe før os andre. Men ved 9-tiden og i strålende solskin drejede Puntoen igen ud af Bøgevej og satte kursen mod Ny Ørnebjergvej 30 i Stege, hvor vi var spændte på at se Antonius’ nye hjem.
Flaget var hejst og han tog imod med åbne arme. Han har fået et dejligt hjem og fortalte han var faldet godt til i nabolaget og havde fået nye venner.
Vi blev sendt ind i Stege og spise kåldolmer og Antonius ville ikke med, da han var lidt svimmel. Til gengæld fejlede snakketøjet ikke noget og der blev snakket om mangt og meget fra deres lange liv – de tre søskende imellem. Og det blev til mange anekdoter den eftermiddag.
For ikke at trætte Antonius for meget kørte vi igen ved 16.30 tiden og efter at have sat Ester af fortsatte vi tre mod Breum og Selde.
Så alt i alt mener jeg at det har været et par rigtig gode dage og håber de tre ”gamle” også nød min ”skøre idé”.
 
Hilsen Karin Knudsen
Selde d. 16.4.2013
 

søndag den 9. september 2012

En cykeltur på Skive-Glyngøre banen

For nylig fandt jeg efterfølgende artikel i Jyllandsposten, og da jeg har opholdt meget af min ungdom i Skive, bl.a. gået i skole i 5 år, været bybud i 1 år, ansat i receptionen på hotel Royal et par år, syntes jeg artiklen fortjente at blive bragt videre i vores blog:
 

En artikel i Jyllandsposten af Arne Rudi Jensen
En pige i hver havn
På Sallingbanen fra Skive til Glyngøre kan man opleve nøgne piger, Danmarks længste træbro, aber på gågaden, landets bedste pilsner,
naturister og vibedans.
 
 
Banens historie:
Sallingbanen, Skive-Glyngøre åbnet 1884
 
Fem år efter forlængedes banen med statsbanefærge fra Glyngøre til Nykøbing Mors
 
I 1979 kørte det sidste tog på den 26,8 km lange strækning.
 
Stationer: Skive, Skive Nord, Dølbyvad, Lyby, Jebjerg, Roslev, Tinghøj, Durup, Bysted, Glyngøre
 

Alle sømænd er glade for piger
men min skat, du kan stole på mig,
det er fuldstændigt sandt når jeg siger,
at mit hjerte kun banker for dig.
Og lidt for Susanne,
Birgitte og Hanne
og Tove og Anne
og Lissy og Kiss
foruden Agnete,
Elisa og Grethe
og Anne-Margrethe,
og Molly og Lis.
 
Disse ord fra Otto Brandenburgs sømandssang (filmen ”Sømand i knibe” 1960) ligger lige på læben, når man ruller ud på Salling Natursti, der er anlagt på den tidligere jernbanelinje mellem Skive og Glyngøre. Vi skal nemlig ud at se på piger, og som rorgænger på mit landgående fartøj har jeg sat kursen mod nordvest.

Sallingpigerne, som de kaldes, står på deres stiletter i det bare ingenting, deres bronzefigurer - to meter høje og med svaj i hoften - kan ses i naturskønne omgivelser, som regel tæt på fjorden i havnebyerne. Vil man hilse på en af de otte ungmøer, står de imødekommende i Skive, Lyby, Glyngøre, Gyldendal, Virksund, Sundsøre, Jebjerg og på Fur.

Kunstneren bag pigerne er Erik Dahl Nygaard, der foruden de kreative aktiviteter driver et lokalt entreprenørfirma.

 
 
Waders på broen
Apropos søens folk begynder vi på havnen i SDkive, nærmere bestemt Fjordvej, der fører ud til Danmarks længste træbro. Inden man når til den, kommer man igennem en farverig skurby, hvor de lokale fritidsfiskere holder til på vejnavne som Torskestræde, Sildestræde og Rejestræde. De fleste af skurene er dejligt fri for prangende detaljer, og navneskilte hører til: ”Landternen” og ” Æ hus” er et par af opfindsomhederne.
Man føler sig næsten hensat til Christiania, dog med den afgørende forskel, at her lugter mere af tang end af tjald, og der er knap så mange hanekampe og piercinger. Her hygger man sig over en formiddagsbajer, snakken går livligt bag de åbne vinduer i fiskernes klubhus.
Den 300 meter lange træbro fører over et af Danmarks få tilbageværende floddeltaer, der hvor Karup Å/Skive Å munder ud i Limfjorden. Broen blev åbnet i 2006, den kostede godt fire mio. kroner, og den er bygget i azobeltræ, også kaldet jerntræ. Det kræver stort set ingen vedligeholdelse, og broen vil have en levetid på omkring 70 år.
Det er en stor fornøjelse at krydse den pælefunderede bro med Skives silhuit i baggrunden, med den rislende å og fjordens fugleliv serveret på en glinsende sølvbakke. Det har vandrerne, løberne og cyklisterne da også opdaget.
Men på enkelte dage af året, kan det være barske betingelser. Den laveste del af broen er ”kun” 1,5 meter over dagligt vande, så i ekstreme højvandssituationer må man iføre sig waders for at passere herlighederne.
 

 
Fisk og aber i gågaden

Skive er ikke sådan at slippe, og inden vi begiver os ud på banen, skal vi også lige kigge på fisken, jernmændene og aberne i gågaden.

Den to en halv meter høje Fisken stikker snuden op foran Skive Bibliotek, som var den lige blevet halet op af havet. Inspirationen til skulpturen har billedhuggeren Javier Panos hentet i Skives byvåben, hvor en fisk svømmer under en bro. Han ville gerne benytte andre materialer end de gængse til opgaven, så foruden glas, beton og keramik brugte han 500 sølvskeer. Bagsiden af skeerne udgør fiskens skæl og de skråtstillede skeskafter dens gæller. Det er der kommet et særdeles flot resultat ud af.

Aberne udgør en hel koloni ved indgangen til gågaden ved Nørreport. De elleve aber i naturlig størrelse kravler og hopper og springer, og det ser ganske livagtigt ud med den tørstige fætter, der drikker af vandet fra den rende, der løber gennem gågaden. Kunstneren Poul E. Nielsen levede en række år i Indien, hvor aberne er hellige dyr, og så skulle Skive naturligvis også have sin egen bronzeflok.

Hancocks blomster

Og nu nærmer vi os jernbanesporet, thi de omtalte jernmænd, fire af slagsen, der består af rustne stålrør, bærer en jernbaneskinne mellem sig i bunden af Nordbanevej, hvor stationen Skive Nord tidligere lå. Herfra foretog jeg mine første togrejser som dreng med en brun papbillet i hånden, når jeg skulle på besøg hos bedstefar og bedstemor i Jebjerg. Stationen er revet ned, og jeg må styre min cykel mod den ”nye” banegård, der blev åbnet i 1962 som afløser for byens to tidligere stationer.

Herfra stiler vi mod Glyngøre, ruten går vest om Skive, først asfalt og på resten af de 29 km er der fint køregrus. Under viadukten i forstaden Vinde kan vi se Hancock-bryggeriets karakteristiske profil i det fjerne, og det er en virksomhed, der er værd at stifte nærmere bekendtskab med.

Bryggeriets pilsner, der går under navnet Høker Bajer er netop blevet kåret til Danmarks bedste, og hvem har ikke lyst til at smage den. Landets fremmeste brygmestre stod for vurderingen, og den lyder:

”Luftigt langt hvidt skum. Farven er strågylden. Aroma domineret af blomst, humle, æble og lyse malte (korn). Smagen går i bittersød retning. Mundoplevelsen er fyldig og frisk med en kort bitter eftersmag. Sprød, tør og jomfruelig. Godt håndværk. Smager, som en pilsner skal.”

Der er altså blomster i! Jamen, så skal fruen da have en kasse bajere næste gang i stedet for den sædvanlige buket tulipaner. Med håbet om, at hun vil dele.

Hvilken blomst det drejer sig om, fremgår ikke af vurderingen, og jeg kunne ikke selv afgøre det, da jeg efter dagens strabadser skyllede nektaren ned. Sprød, tør og jomfruelig, javel. Under alle omstændigheder, så smagte pilsneren fortræffeligt! Og jeg sender en tak til brygmester Erik E. Strange Nielsen.


 

Hellig krig

Lyby Kirke viser sig på sit bakkehæld, gudshuset var engang midtpunkt i Salling Syssel, der omfattede Salling, Mors og Fjends, og hvis tingsted lå på den nærliggende Bostrup Tinghøj.Det er ikke kun i disse år, der er krisetider. I 1375 samledes egnens fornemste mænd og selvejere, honoratiores og Viborg-bispen i kirken og drøftede landets alvorlige situation, der betød, at indbyggerne …”havde lidt forfærdelig skade af rov og brand, af kornets ufrugtsommelighed, af fjendernes grumhed, bratdød, fædød og fiskenes formindskelse.”

Regeringen ville i dag have givet oppositionen skylden og nedsat en kommission, men dengang i Lyby Kirke var der anderledes kampkraft i forsamlingen … ”Thi svor de med oprakte hænder mod himmelen, at de skulle stadig og aldeles uden svig og skalkhed lægge vind på at forsvare kirkens personer friheder og det, som den tilhøre.”

 

Få butikker tilbage

Således opildnet når vi til Jebjerg, hvor Harald Ekstramand – ekstramand var betegnelsen for en altmuligmand på de kanter – i min barndom i 50’erne med håndkraft sørgede for, at bommene ved stationen gik op og ned på de rigtige tidspunkter. I dag er stationen ombygget til ukendelighed, og der er heller ikke meget tilbage af den blomstring, der blev byen til del, efter at jernbanen kom til i 1894. I det første år blev der åbnet en gæstgivergård, Salling Højskole og Jebjerg Mejeri åbnede dørene, og omkring århundredeskiftet var der to store købmandsforretninger og en brugsforening, to mode- og maufakturforretninger, en skrædder- og manufakturhandel, to store bagerier, en bog- og papirhandel, to smede- og maskinværksteder, en større grovsmedeforretning, en tømmerhandel, to hjul- og karetmagerforretninger, en større ure- og guldsmedeforretning, to skomagerforretninger, to træhandlere, tre murermestre og lige så mange tømrermestre og snedkermestre, en af landets største cykelforretninger, to slagtermestre, et møllebyggerværksted og en kurvemagerforretning. Beboerne behøvede altså ikke at forlade byen for at holde sig forsynet.

Nu er det hele stort set lukket, en lille cykelekspedition afslører, at en bager og en købmand holder stand.

 

53 øre for en nøgen dag

Jeg kigger efter et stykke med bart i ”den nøgne by”, Durup, men alle går tækkeligt klædt i solen. De bare løjer foregår i byens svømmehal, der huser Danmarks Naturister Durup, samlingspunkt for midt- og vestjyske naturister, den nyeste lokalforening under Danske Naturister. Siden 2008 har byens naturister været aktive, og med prisen for et års medlemskab kan man være nøgen for bare 53 øre om dagen!

Et par viber gør sig til på engene op mod Glyngøre, ikke for den cyklende explorer, men for hinanden. Med det karakteristiske sort-hvide, takkede mønster på undervingerne laver de akrobatik på himlen, mens kåde skrig fylder luften. Den himmelske bejler forsøger at lokke den udkårne med i fjerene. Viben er Danmarks mest almindelige vadefugl, på latin hedder den Vanellus Vanellus. Viben er i øvrigt moderigtigt klædt i grøn overside og med strittende hårtop.

Glyngøre, kendt for sine marinerede sild – også hos hoffet – ligger på en odde, der rager ud i Limfjorden. Naturstien slutter ved den gamle Jernbanestation på havnen, stationen er i dag museum, og foran står måske landets flotteste eksemplar af DSB’s vingehjul med krone på toppen. Statsbanernes sidste tog kørte på strækningen i 1979.

På havnens vestmole står et kønt lille fyrtårn i danske farver. Det er et af 23 danske jernfyr – de var langt billigere at opføre end de grundmurede fyr. Lyset blev for første gang tændt i vinkelfyret i 1911. Den godt 100-årige dame er i dag blevet elektrisk, og fyrpasserens opgave består i at sørge for at anlægget ikke svigter samt at pudse glasset foran fyrlampen.

Og lige ved siden af fyret står en af Sallingpigerne og spejder mod Sallingsundbroen. Jeg inviterer hende på middag i Limfjordens Hus få skridt væk. Det bliver en god dag …



søndag den 2. september 2012

Kajs australske liv

Nedenstående tekst har jeg fundet idag på Kajs profil i GENI
 
 
”Jeg vil give en kort beskrivelse af, hvad jeg har oplevet siden jeg rejste hjemme fra i 1972.

 Jeg sejlede af i midten af januar fra England og landede i Fremantle en søndag morgen med omkring 36 graders varme, nej en hedebølge. Alting var lukket så man undrede over hvad man havde kommet til, kunne ikke engang købe en øl, og man skulle være her i minimum to år. Heldigvis fortsatte jeg min tur til Adelaide, Melbourne og endelig Sydney, hvor man blev taget til en emigrations center. Det var et helt andet liv her, end man var vant til i Danmark, men jeg ville blive her i to år, lige meget hvor svært det ville være. Den første eftermiddag havde vi tordenvejr og det regnede som jeg aldrig havde set med 5 cm på 20 minutter. Jeg fik mit første job inden ugen var omme. Det var så som arbejdsmand ved et byggefirma, hvor formanden tog mig under sin beskyttelse, og inden længe blev jeg hvad de kalder underformand. Dante, formandens navn, skiftede arbejde til undergrundsbanen. Det varede ikke længe før han tilbød et job som tømrer, som jeg tog imod med grådige hænder. Derfra har jeg så arbejdet som tømrer siden. Jeg var i Sydney i 18 måneder før jeg startede min tur omkring i Australien, før jeg skulle rejse hjem. Selvfølgelig måtte man jo have en bil, og man havde købt en Land Rover, som nok skulle klare turen. Det gik fint, man arbejdede i Brisbane, Rockhampton, før jeg kom til Townsville, hvor man måtte blive til regntiden var ovre. På vejen til Townsville druknede jeg nu Land Roveren i havet, heldigt man redede den, men den begyndte jo at bruge olie, elkablerne begyndte at kortslutte, så tiden var inde til at skifte den ud. Købte en gammel Commer Van, som tog mig resten af vejen til Perth. Via Darwin og det nordlige af Western Australia.

Her i Perth mødte jeg så Patricia, det var så enden på turen og rejsen tilbage til Danmark.
 
Her i Western Australien har jeg igen arbejdet som tømrer. En af mine arbejdsgivere er en af mine bedste venner i dag. Patricia og jeg har flyttet en smule rundt. Startede af i Perth, flyttede til en lille landsby, kaldet Clackline, ca. 80 km. øst for Perth, hvor jeg startede vores eget byggefirma. Vi var der i ca. 8 år, før vi flyttede til Albany. Hvor vi er i dag. Siden vi flyttede til Albany, har jeg så gået på aftenskole for at få mit byggelicens.Det er et kursus over 7 år på aftenskole.

Et par ting som jeg har været involveret i er f.eks. 78 broer på motorvejen i Perth, nogle swimmingpools i Olympiske mål. 1 dykkerpool. Nu bygger jeg kun huse og renoverer.

Nu lige en kort historier om Patricia: Pat var i kommunikationen i Politiets Hovedkvarter i Perth. Skiftede til Skattekontoret, det kunne hun ikke lide, og var glad da vi flyttede. Her i Albany har hun arbejdet på Sygehuset som telefonist/receptionist til sidste år, hvor hun gik på pension i 3 måneder. Hun er nu tilbage igen.”

Albany, den 2. juli 2006

lørdag den 18. august 2012

Nyt fra Breum og Selde


Her er der en billedserie fra vores ferie hos Eva, hvor vi lægger nye fliser
i indkørslen. Tænkte om du ville lægge dem på familieavisen - jeg har godt nok ferie, men
travlt med andre ting. Vi har en uges ferie tilbage..

Karin