onsdag den 17. juni 2015


Laila og Poul Eriks have ned til Gudenåen

 
Laila og Poul Erik Elmholt og havehunden Puk har flere terrasser rundt omkring i haven.
Stenterrassen helt nede ved åen er et af børnebørnenes yndlingssteder. Her er der nemlig også en bålplads, hvor der ofte bages pandekager efter en kanotur på Gudenåen.
 
Det lille orangeri i baggrunden er nyeste påfund i den 4600 kvm store have på Ryvej 67 i Voervadsbro.
 
 Grisespalterne pynter flot langs indkørslen
 
Stierne mellem træerne helt ned til åen er et af Laila Elmholts favoritsteder. Her er altid svalt, så det er et godt sted at afstresse med en rive efter en lang dag i haven.

Publiceret: 24.05.2015 13:19 i Horsens Folkeblad:
 
Voervadsbro - Man skal ikke mange meter ned ad den stejle indkørsel til Ryvej 67 i Voervadsbro, før man fornemmer, at man er på vej ned til en helt særlig have.

Træer, blomsterbede, stier, stensætninger og små terrasser ligger spredt på de 4600 kvadratmeter.

Men det er først, når man bevæger sig halvvejs gennem haven, at havens helt store attraktion åbenbarer sig.

For enden af haven bugter Gudenåen sig nemlig og spreder et liv af fuglekvidder og løbende vand.

Åen har selvfølgelig altid ligget der, men resten af haven er langt fra den, som Laila Elmholt kastede sig over i 1997.

- Dengang var der kun en sti ned til åen, resten var træer og vildnis, fortæller hun.

Træerne er der endnu. Faktisk er en stor del af havens bede bygget op omkring de gamle træer. Og et af haveejernes yndlingssteder er netop mellem træerne i bunden af haven helt nede ved åben, hvor der altid er svalt.

- Det er her, jeg stresser af med at rive stierne, griner Laila Elmholt, der bruger på den gode side af 37 timer om ugen på at luge i bede, lave grene om til flis og i øvrigt lave lidt om hist og pist.

Pensionist i arbejde
Den nyeste større ændring i haven er et orangeri, der er skudt op på gårdspladsen foran huset. Det er Lailas mand, Poul Erik, der har lavet en stor del af arbejdet selv. Han er blevet pensionist, men Laila skal nok sørge for, at han ikke går i stå.

Ud over orangeriet har han på det seneste lavet en ny kant af grisespalter langs indkørslen og en bålplads og en ny terrasse af gamle kampesten nede ved åen.

- Og så er det mig, der passer urtehaven, fortæller han og viser, at det ikke varer længe, inden der skal graves kartofler op af de imponerende højbede.

Haven hos Laila og Poul Erik Elmholt er åben i dag til klokken 17.






tirsdag den 16. juni 2015

Fjandboen der blev i Australien

Fjends Egnshistoriske Forenings efterårsskrift 2015 er netop udkommet, og det indeholder en artikel, som jeg synes familien skal have lejlighed til at læse:

Fjandboen der blev i Australien






tirsdag den 12. maj 2015

Artikel i Skive Folkeblad den 10. maj 2015

Artikel i Skive Folkeblad den 10. maj 2015:

En tilfældig blind date på en natklub i Perth i det sydvestlige Australien tilbage i 1974 viste sig at indeholde meget mere end blot fuldesnak, røde kinder og lange blikke.

Indtil videre har mødet budt på 40 års ægteskab for det dansk-irske par Pat og Kaj Nielsen.

- Jeg havde kun kendt ham i to måneder, da han sagde til mig, at han havde besluttet sig for, at han ville giftes med mig. Og efter lidt betænkningstid sagde jeg ja, siger 70-årige Pat Nielsen.

Den nu 69-årige Kaj Nielsen, der er født og opvokset i Vroue, var egentlig på vej hjem til Danmark efter to års arbejde som tømrer i landet. Men inden han skulle hjem, nåede han at blive introduceret for irske Pat. Det skete nytårsaften i 1974.

De to havde umiddelbart ikke så meget til fælles, og Pat var ikke videre imponeret over Kaj Nielsen ved første øjekast.

- Det var ikke kærlighed ved første blik. Han stod der med sit lange, lyse hår og en øl i hånden. Og jeg havde altid sagt, at jeg ikke skulle have en mand, der drak, fortæller hun.

Men de to havde dog alligevel det til fælles, at de begge kom fra Europa og ikke havde slået rødder i hverken Australien ellers deres hjemland. Pat havde dog tre små drenge fra et tidligere ægteskab.

Langsomt som aftenen skred frem, forsvandt Pats skepsis over for Kaj, da hun fik at vide, at han alligevel snart skulle hjem til Danmark igen. Så hun tog daten, som den kom.

Det endte med at blive en hyggelig aften, men da Pat sagde farvel til Kaj Nielsen, troede hun ikke, at hun skulle se mere til ham.

Men allerede næste morgen stod Kaj Nielsen i hendes døråbning. Hun blev først overrasket over at se ham igen, og i begyndelsen spillede hun en anelse kostbar, men Kaj Nielsen kæmpede for sin sag.

- Jeg kunne lide hende, det var jeg ikke i tvivl om, og jeg fik kæmpet mig mere og mere ind i varmen hos hende. Efter kort tid begyndte vi at se hinanden hver dag. Og flybilletten til Danmark blev aldrig bestilt, siger Kaj Nielsen.

Blot få måneder efter det første møde på natklubben var de to et officielt par. De blev gift i Perth i slutningen af marts, men deres familier vidste ingenting om brylluppet.

- Jeg var ikke bange for at blive gift så hurtigt. Det føltes helt rigtigt for mig, så vi kastede os ud i det uden at spørge nogen, siger Kaj Nielsen.

Parret slog sig derefter ned på et lille landbrug med en tilhørende kaffebar 80 kilometer nordvest for Perth. Senere fik Kaj Nielsen læst sig til en byggelicens. Han blev tømrermester, og ved siden af sit arbejde begyndte han at bygge et nyt hus til familien. Huset ligger i Albany i det sydvestlige hjørne af Australien, og der har familien boet i mange år nu. Aldrig har Kaj Nielsen savnet Danmark.

- Da jeg steg ud af flyveren i 1972, følte jeg mig hjemme med det samme. Der var ikke noget, der holdt mig i Danmark, og så var det nemt at forfølge kærligheden, siger Kaj Nielsen.

Nu besøger parret Danmark som minimum hvert andet år. I øjeblikket er de her, fordi Kajs bror fylder 75 år. De bor hos Kajs søs­ter Oda i Kjeldbjerg.

Men selv om det er dejligt at komme tilbage til Danmark og besøge familien en gang imellem, så kommer Pat og Kaj aldrig til at forlade Australien.

- Den livskvalitet, vi har i Australien, kan vi ikke finde i Danmark. Vi kan godt lide, at vi kan være udenfor de fleste af årets dage, og så er det i Australien, vi har vores identitet nu, siger Kaj Nielsen.

søndag den 9. februar 2014

FAMILIETRÆF 23. - 24. AUGUST 2014



Kære familiemedlemmer.

Som tidligere meddelt i Familieavisen Smilet blev vores fætter- og kusinetræf desværre ikke gennemført i 2013, fordi stedet - vi havde kontaktet og satset på - gik konkurs. Der var ikke andre ledige steder i området i august/september måned.

Vi håber til gengæld, at rigtig mange familiemedlemmer kan deltage i år ;-)

Familietræffet for Familien Nielsen er arrangeret som et weekendophold

                                         lørdag, den 23. august 2014


                                                                    på 

                         
Hotel Pejsegården, Søndergade 112, 8740 Brædstrup - www.pejsegaarden.dk.

Prisen for weekendopholdet er kr. 730 pr. person.

For dette beløb får du:

- eftermiddagskaffe med hjemmebag,
- 3 retters middag excl. drikkevarer,
- overnatning i dobbeltværelse og
- morgenbuffet.

Tillæg enkeltværelse kr. 150

Børn under 12 år med opredning i forældres værelse 1/2 pris.

Hvis man ikke ønsker overnatning, er prisen for eftermiddagskaffe og aftensmad kr. 350.

Der er fri afbenyttelse af pool og sauna.

                                                               ---oo0oo---
Søndag, den 24. august:

Efter morgenbuffeen og udtjekningen er alle velkommen til at besøge Laila, som bor ca. 10 km fra Pejsegården. Hos Laila vil der være mulighed for at se hendes dejlige have med mange spændende blomster og planter, stenskulpturer m.m. og nyde den smukke natur lige ned til Gudenåen.  Der vil blive serveret frokost bestående af sandwich og efterfølgende kaffe med hjemmebag, som vi forhåbentlig kan indtage ude i haven.

                                                              ---oo0oo---
Pejsegården beder jer bestille opholdet direkte på tlf nr. 7575 1766 under booking nr. B1439 (Grethe Nielsen) senest den 30. maj 2014.

Vi er naturligvis interesseret i at vide, hvem der har booket værelse og antallet af deltagere. Derfor beder vi jer orientere os  - gerne pr. e-mail ingvardfrisk@gmail.com - når I har booket værelse.

Med hensyn til afregning skal deltagerne selv betale direkte til Pejsegården ved afrejsen.

Som I kan se, har vi valgt at udsende invitationen pr. e-mail til de personer, som vi har e-mailadresse på fra Familieavisen Smilet.

Da ikke alle har oplyst e-mailadresse, beder vi jer venligst videresende denne mail eller orientere jeres søskende om familietræffet. De af jer som benytter facebook kunne måske lægge invitationen ud til jeres "venner" i efterkommere af Kristen og Kristine Nielsen, således at forhåbentlig alle familiemedlemmer bliver bekendt med arrangementet.

Det vil også være fint, hvis du Bent kan indrykke meddelelsen i Familieavisen Smilet.

Vi vil dog sende en invitation med almindelig post til Antonius, Eva og Ester.

Glæder os til at høre fra jer og med håbet om et  på gensyn i august

                                                        Yanne, Laila og Gitte

lørdag den 27. april 2013

Aflysning af familietræf i Silkeborg 2013

Kære familie!

Vi skulle være samlet i august i Silkeborg.

Desværre er stedet, hvor vi skulle være, gået konkurs, og alle andre mulige steder i Silkeborg optaget på grund af sæson med store arrangementer.

Derfor har arrangørerne bedt os meddele, at sammenkomsten er udsat til august 2014. Vi kan ikke udsætte det til andre måneder, idet vi skal starte i Lailas have, som står i fuldt flor i august

Derfor på gensyn i august 2014

torsdag den 18. april 2013


Vedr. slægtsbogen kan jeg oplyse, at jeg stadig søger oplysninger, og jeg kan bl.a. her vise et eksempel, som Eva har skaffet mig gennem Erna Thøgersen:

Jens Thøgersens skøde:

 

Skøde: No. 6 – 16/5 1893

 Undertegnede, Husmand Thøger Nielsen af Fly skøder og overdrager herved til min Søn, Jens Thøgersen, samt, den mig ifølge Skøde, tinglyst 5. Februar og 12. Marts 1878, tilhørende Ejendom, skyldsat under:

Matr.nr.        By                 Sogn              Hartkorn                             Glskat

17e                Fly                Fly           0 Skp. 0 Fjk  1 3/4 Alb.      0 Kr 29 Øre

17f                -”-                 -”-            1   -     1   -       ¼     -          2  -  39   -

Med paastaaende Bygninger med mur- og sømfast Tilbehør, Besætning og Inventarium,  ? og Afgrøder, og Ejendommens øvrige rette Tilhørende og Tilliggende, saaledes som dette alt er Køberen overleveret, samt Anpart i Sognets Kirke- Korn- og Kvægtidende. (aflyst)

 Købesummen, 1700 kr., er afgjort derved, at Køberen overtager og forrenter fra 11. December Termin 1892 at regne den i Ejendommen indestaaende Pantegæld stor 700 Kr. til Jakob Jensen, Fly, ifølge Obligation, tinglyst 12. Marts 1878, samt fra Dato ? mig følgende Aftægt og Underhold af det solgte, saa længe jeg lever.

Til Beboelse forbeholder jeg mig udelukkende Afbenyttelse afag af Stuehuset, som jeg nu benytter, hvori er indrettet 2 Værelser, det ene er forsynet med en Kakkelovn og en Seng, hvilke Værelser Husets Ejer holder forsvarligt og godt ved lige.

                                                                                           2.

Min Kost er jeg berettiget til at nyde ved Ejerens Bord, idet der skal bydes mig samme eller ligesaa god Mad, som han selv spiser,; dersom jeg ønsker det, er jeg berettiget til at faa Maden bragt ind paa mit eget Værelse til de sædvanlige Spisetider. Ejeren skal holde mit Opholdsværelse forsvarlig opvarmet og forsyne mig med Lys efter mit Behov, samt vedligeholde mig med Klæder, samt Undertøj  som Gangklæder, og reparere disse, naar det gjøres nødvendigt.

                                                                                        3.

I Sygdomstilfælde skal Ejeren skaffe Læge og Medicin uden Udgift for mig, og i øvrigt ved enhver Lejlighed yde mig al fornøden Hjælp og Pleje, saavel i Sygdoms som i Svaghedstilfælde.

                                                                                       4.

Jeg har ret til at modtage Besøgende i min Aftægtsstue og har fri Færdsel overalt paa Ejendommens Grund og utilsaaede Jorder.
                                                                                        5.

Skulde jeg ønska at fraflytte Aftægtsboligen, bortfalde Præstationerne efter foranstaaende Poster 1 – 4, men jeg er da berettiget til at medtage af Stedets Indbo en Skabskiste og den Seng med Klæder, som jeg nu benytter, hvorfor der i Stedet for det øvrige i stedet for betaler Stedets Ejer mig aarlig  200 Kr – to Hundrede Kroner – hver den første Dag i hvert Kvartal.

Skulde jeg ønske at flytte tilbage til Aftægtsboligen, skal jeg være berettiget hertil med ½ Aars Varsel til den en 1ste Maj eller 1ste November, og nyder da atter Aftægten som foran bestemt

 Saafremt jeg afgaar ved Døden, medens jeg beboer Aftægtsboligen, skal Stedets Ejer bekoste min hæderlige og anstændige Begravelse efter Egnens Skik og Brug mod at beholde mine Efterladenskaber som Vederlag.

Til Sikkerhed for nærværende Aftægt, der Kapitaliseres til 1000 Kr., og som Køberen forpligter sig og senere Ejere, ved sin Underskrift paa dette Skøde, til at opfylde skadesløst i enhver Henseende, vil Skødet være at tinglyse som Pantebrev med oprykkende Prioritet efter ovennævnte Pantegæld.

Og da Købesummen saaledes er berigtiget, skal den solgte Ejendom herefter tilhøre Køberen med de samme Herligheder og Rettigheder, Byrder og Forpligtelser, hvormed jeg har ejet den, i hvilken Henseende bemærkes, at der paa Matr.nr. 17a, hvorfra Parcellen er udstykket, er tinglyst et Fæstebrev, dateret 20. April 1839, til Thomas Jensen angaaende et stk. Eng, og under 3. Maj 1870 en Aftægtskontrakt til Jakob Jensen og Hustru fra hvilken Forhæftelse nærværende Ejendoms ene Parcel Matr. Nnr. 17e ikke er frigjort. Førnævnte Fæstebrev forhæfter tillige Matr.nr. 17f.

 Af Hensyn til Stempelberegningen hersættes Ejendommens Værdi til 3500 Kr, heraf 1000 Kr. regnes for medfulgt Løsøre. Af Købesummen regnes ligeledes de 1000 Kr. for løsøret

Fly den 30. April 1893

Som Sælger                                                                    Som Køber

 Thøger Nielsen                                                Jens Thøgersen

Til Vitterlighed:

 Peder Pedersen

Frederik Nielsen

 
Undertegnede Aftægtsnyder, Thøger Nielsen, meddeler herved Samtykke til at der forud for Aftægten prioriteres 1000 Kr. Et Tusinde Kroner.

 
Fly den 5. Mai 1895

Thøger Nielsen

 Den i nærværende Dokument hjemlede Aftægtsvillighed til Thøger Nielsen begæres herved udslettet af Pantebogen. Dødsattest medfølger

Fly d. 25. Maj 1913

Jens Thøgersen



 Til familiefesten i Silkeborg i sensommeren i år, vil jeg medbringe den nyreviderede udgave af slægtens historie, enten på tryk eller på DVD.
 
Hilsen til Jer alle og på gensyn i Silkeborg
 
Bent