For nylig fandt jeg efterfølgende artikel i Jyllandsposten, og da jeg har opholdt meget af min ungdom i Skive, bl.a. gået i skole i 5 år, været bybud i 1 år, ansat i receptionen på hotel Royal et par år, syntes jeg artiklen fortjente at blive bragt videre i vores blog:
En artikel i Jyllandsposten af Arne Rudi Jensen
En pige i hver havn
På Sallingbanen fra Skive til Glyngøre kan man opleve
nøgne piger, Danmarks længste træbro, aber på gågaden, landets bedste pilsner,
naturister og vibedans.
Banens historie:
Sallingbanen,
Skive-Glyngøre åbnet 1884
Fem år efter forlængedes
banen med statsbanefærge fra Glyngøre til Nykøbing Mors
I 1979 kørte det sidste
tog på den 26,8 km
lange strækning.
Stationer: Skive, Skive
Nord, Dølbyvad, Lyby, Jebjerg, Roslev, Tinghøj, Durup, Bysted, Glyngøre
Alle sømænd er glade for piger
men min skat, du kan stole på mig,
det er fuldstændigt sandt når jeg siger,
at mit hjerte kun banker for dig.
Og lidt for Susanne,
Birgitte og Hanne
og Tove og Anne
og Lissy og Kiss
foruden Agnete,
Elisa og Grethe
og Anne-Margrethe,
og Molly og Lis.
Disse ord fra Otto Brandenburgs sømandssang (filmen ”Sømand i
knibe” 1960) ligger lige på læben, når man ruller ud på Salling Natursti, der
er anlagt på den tidligere jernbanelinje mellem Skive og Glyngøre. Vi skal
nemlig ud at se på piger, og som rorgænger på mit landgående fartøj har jeg sat
kursen mod nordvest.
Sallingpigerne, som de kaldes, står på deres stiletter i det
bare ingenting, deres bronzefigurer - to meter høje og med svaj i hoften - kan
ses i naturskønne omgivelser, som regel tæt på fjorden i havnebyerne. Vil man
hilse på en af de otte ungmøer, står de imødekommende i Skive, Lyby, Glyngøre,
Gyldendal, Virksund, Sundsøre, Jebjerg og på Fur.
Kunstneren bag pigerne er Erik Dahl Nygaard, der foruden de
kreative aktiviteter driver et lokalt entreprenørfirma.
Waders på broen
Apropos søens folk begynder vi på havnen i SDkive, nærmere
bestemt Fjordvej, der fører ud til Danmarks længste træbro. Inden man når til
den, kommer man igennem en farverig skurby, hvor de lokale fritidsfiskere
holder til på vejnavne som Torskestræde, Sildestræde og Rejestræde. De fleste
af skurene er dejligt fri for prangende detaljer, og navneskilte hører til: ”Landternen”
og ” Æ hus” er et par af opfindsomhederne.
Man føler sig næsten hensat til Christiania, dog med den
afgørende forskel, at her lugter mere af tang end af tjald, og der er knap så
mange hanekampe og piercinger. Her hygger man sig over en formiddagsbajer,
snakken går livligt bag de åbne vinduer i fiskernes klubhus.
Den 300
meter lange træbro fører over et af Danmarks få
tilbageværende floddeltaer, der hvor Karup Å/Skive Å munder ud i Limfjorden. Broen
blev åbnet i 2006, den kostede godt fire mio. kroner, og den er bygget i
azobeltræ, også kaldet jerntræ. Det kræver stort set ingen vedligeholdelse, og
broen vil have en levetid på omkring 70 år.
Det er en stor fornøjelse at krydse den pælefunderede bro
med Skives silhuit i baggrunden, med den rislende å og fjordens fugleliv serveret
på en glinsende sølvbakke. Det har vandrerne, løberne og cyklisterne da også
opdaget.
Men på enkelte dage af året, kan det være barske
betingelser. Den laveste del af broen er ”kun” 1,5 meter over dagligt
vande, så i ekstreme højvandssituationer må man iføre sig waders for at passere
herlighederne.
Fisk og aber i
gågaden
Skive er ikke sådan at slippe, og inden vi begiver os ud på
banen, skal vi også lige kigge på fisken, jernmændene og aberne i gågaden.
Den to en halv meter høje Fisken stikker snuden op foran
Skive Bibliotek, som var den lige blevet halet op af havet. Inspirationen til
skulpturen har billedhuggeren Javier Panos hentet i Skives byvåben, hvor en
fisk svømmer under en bro. Han ville gerne benytte andre materialer end de
gængse til opgaven, så foruden glas, beton og keramik brugte han 500 sølvskeer.
Bagsiden af skeerne udgør fiskens skæl og de skråtstillede skeskafter dens
gæller. Det er der kommet et særdeles flot resultat ud af.
Aberne udgør en hel koloni ved indgangen til gågaden ved
Nørreport. De elleve aber i naturlig størrelse kravler og hopper og springer,
og det ser ganske livagtigt ud med den tørstige fætter, der drikker af vandet
fra den rende, der løber gennem gågaden. Kunstneren Poul E. Nielsen levede en
række år i Indien, hvor aberne er hellige dyr, og så skulle Skive naturligvis
også have sin egen bronzeflok.
Hancocks blomster
Og nu nærmer vi os jernbanesporet, thi de omtalte jernmænd,
fire af slagsen, der består af rustne stålrør, bærer en jernbaneskinne mellem
sig i bunden af Nordbanevej, hvor stationen Skive Nord tidligere lå. Herfra
foretog jeg mine første togrejser som dreng med en brun papbillet i hånden, når
jeg skulle på besøg hos bedstefar og bedstemor i Jebjerg. Stationen er revet
ned, og jeg må styre min cykel mod den ”nye” banegård, der blev åbnet i 1962
som afløser for byens to tidligere stationer.
Herfra stiler vi mod Glyngøre, ruten går vest om Skive,
først asfalt og på resten af de 29
km er der fint køregrus. Under viadukten i forstaden
Vinde kan vi se Hancock-bryggeriets karakteristiske profil i det fjerne, og det
er en virksomhed, der er værd at stifte nærmere bekendtskab med.
Bryggeriets pilsner, der går under navnet Høker Bajer er
netop blevet kåret til Danmarks bedste, og hvem har ikke lyst til at smage den.
Landets fremmeste brygmestre stod for vurderingen, og den lyder:
”Luftigt langt hvidt skum. Farven er strågylden. Aroma
domineret af blomst, humle, æble og lyse malte (korn). Smagen går i bittersød
retning. Mundoplevelsen er fyldig og frisk med en kort bitter eftersmag. Sprød,
tør og jomfruelig. Godt håndværk. Smager, som en pilsner skal.”
Der er altså blomster i! Jamen, så skal fruen da have en
kasse bajere næste gang i stedet for den sædvanlige buket tulipaner. Med håbet om,
at hun vil dele.
Hvilken blomst det drejer sig om, fremgår ikke af
vurderingen, og jeg kunne ikke selv afgøre det, da jeg efter dagens strabadser
skyllede nektaren ned. Sprød, tør og jomfruelig, javel. Under alle
omstændigheder, så smagte pilsneren fortræffeligt! Og jeg sender en tak til
brygmester Erik E. Strange Nielsen.
Hellig krig
Lyby Kirke viser sig på sit bakkehæld, gudshuset var engang
midtpunkt i Salling Syssel, der omfattede Salling, Mors og Fjends, og hvis
tingsted lå på den nærliggende Bostrup Tinghøj.Det er ikke kun i disse år, der
er krisetider. I 1375 samledes egnens fornemste mænd og selvejere, honoratiores
og Viborg-bispen i kirken og drøftede landets alvorlige situation, der betød,
at indbyggerne …”havde lidt forfærdelig skade af rov og brand, af kornets
ufrugtsommelighed, af fjendernes grumhed, bratdød, fædød og fiskenes
formindskelse.”
Regeringen ville i dag have givet oppositionen skylden og
nedsat en kommission, men dengang i Lyby Kirke var der anderledes kampkraft i
forsamlingen … ”Thi svor de med oprakte hænder mod himmelen, at de skulle
stadig og aldeles uden svig og skalkhed lægge vind på at forsvare kirkens
personer friheder og det, som den tilhøre.”
Få butikker tilbage
Således opildnet når vi til Jebjerg, hvor Harald Ekstramand –
ekstramand var betegnelsen for en altmuligmand på de kanter – i min barndom i
50’erne med håndkraft sørgede for, at bommene ved stationen gik op og ned på de
rigtige tidspunkter. I dag er stationen ombygget til ukendelighed, og der er
heller ikke meget tilbage af den blomstring, der blev byen til del, efter at
jernbanen kom til i 1894. I det første år blev der åbnet en gæstgivergård,
Salling Højskole og Jebjerg Mejeri åbnede dørene, og omkring århundredeskiftet
var der to store købmandsforretninger og en brugsforening, to mode- og
maufakturforretninger, en skrædder- og manufakturhandel, to store bagerier, en
bog- og papirhandel, to smede- og maskinværksteder, en større
grovsmedeforretning, en tømmerhandel, to hjul- og karetmagerforretninger, en
større ure- og guldsmedeforretning, to skomagerforretninger, to træhandlere,
tre murermestre og lige så mange tømrermestre og snedkermestre, en af landets
største cykelforretninger, to slagtermestre, et møllebyggerværksted og en
kurvemagerforretning. Beboerne behøvede altså ikke at forlade byen for at holde
sig forsynet.
Nu er det hele stort set lukket, en lille cykelekspedition
afslører, at en bager og en købmand holder stand.
53 øre for en nøgen
dag
Jeg kigger efter et stykke med bart i ”den nøgne by”, Durup,
men alle går tækkeligt klædt i solen. De bare løjer foregår i byens svømmehal,
der huser Danmarks Naturister Durup, samlingspunkt for midt- og vestjyske
naturister, den nyeste lokalforening under Danske Naturister. Siden 2008 har
byens naturister været aktive, og med prisen for et års medlemskab kan man være
nøgen for bare 53 øre om dagen!
Et par viber gør sig til på engene op mod Glyngøre, ikke for
den cyklende explorer, men for hinanden. Med det karakteristiske sort-hvide,
takkede mønster på undervingerne laver de akrobatik på himlen, mens kåde skrig
fylder luften. Den himmelske bejler forsøger at lokke den udkårne med i fjerene.
Viben er Danmarks mest almindelige vadefugl, på latin hedder den Vanellus
Vanellus. Viben er i øvrigt moderigtigt klædt i grøn overside og med strittende
hårtop.
Glyngøre, kendt for sine marinerede sild – også hos hoffet –
ligger på en odde, der rager ud i Limfjorden. Naturstien slutter ved den gamle
Jernbanestation på havnen, stationen er i dag museum, og foran står måske
landets flotteste eksemplar af DSB’s vingehjul med krone på toppen. Statsbanernes
sidste tog kørte på strækningen i 1979.
På havnens vestmole står et kønt lille fyrtårn i danske
farver. Det er et af 23 danske jernfyr – de var langt billigere at opføre end
de grundmurede fyr. Lyset blev for første gang tændt i vinkelfyret i 1911. Den
godt 100-årige dame er i dag blevet elektrisk, og fyrpasserens opgave består i
at sørge for at anlægget ikke svigter samt at pudse glasset foran fyrlampen.
Og lige ved siden af fyret står en af Sallingpigerne og
spejder mod Sallingsundbroen. Jeg inviterer hende på middag i Limfjordens Hus
få skridt væk. Det bliver en god dag …
.jpg)
