En cykeltur på Skive-Glyngøre banen

For nylig fandt jeg efterfølgende artikel i Jyllandsposten, og da jeg har opholdt meget af min ungdom i Skive, bl.a. gået i skole i 5 år, været bybud i 1 år, ansat i receptionen på hotel Royal et par år, syntes jeg artiklen fortjente at blive bragt videre i vores blog:

 

En artikel i Jyllandsposten af Arne Rudi Jensen

En pige i hver havn

På Sallingbanen fra Skive til Glyngøre kan man opleve nøgne piger, Danmarks længste træbro, aber på gågaden, landets bedste pilsner,

naturister og vibedans.

 

 

Banens historie:

Sallingbanen, Skive-Glyngøre åbnet 1884

 

Fem år efter forlængedes banen med statsbanefærge fra Glyngøre til Nykøbing Mors

 

I 1979 kørte det sidste tog på den 26,8 km lange strækning.

 

Stationer: Skive, Skive Nord, Dølbyvad, Lyby, Jebjerg, Roslev, Tinghøj, Durup, Bysted, Glyngøre

 

Alle sømænd er glade for piger

men min skat, du kan stole på mig,

det er fuldstændigt sandt når jeg siger,

at mit hjerte kun banker for dig.

Og lidt for Susanne,

Birgitte og Hanne

og Tove og Anne

og Lissy og Kiss

foruden Agnete,

Elisa og Grethe

og Anne-Margrethe,

og Molly og Lis.

 

Disse ord fra Otto Brandenburgs sømandssang (filmen ”Sømand i knibe” 1960) ligger lige på læben, når man ruller ud på Salling Natursti, der er anlagt på den tidligere jernbanelinje mellem Skive og Glyngøre. Vi skal nemlig ud at se på piger, og som rorgænger på mit landgående fartøj har jeg sat kursen mod nordvest.

Sallingpigerne, som de kaldes, står på deres stiletter i det bare ingenting, deres bronzefigurer - to meter høje og med svaj i hoften - kan ses i naturskønne omgivelser, som regel tæt på fjorden i havnebyerne. Vil man hilse på en af de otte ungmøer, står de imødekommende i Skive, Lyby, Glyngøre, Gyldendal, Virksund, Sundsøre, Jebjerg og på Fur.

Kunstneren bag pigerne er Erik Dahl Nygaard, der foruden de kreative aktiviteter driver et lokalt entreprenørfirma.

 

 

Waders på broen

Apropos søens folk begynder vi på havnen i SDkive, nærmere bestemt Fjordvej, der fører ud til Danmarks længste træbro. Inden man når til den, kommer man igennem en farverig skurby, hvor de lokale fritidsfiskere holder til på vejnavne som Torskestræde, Sildestræde og Rejestræde. De fleste af skurene er dejligt fri for prangende detaljer, og navneskilte hører til: ”Landternen” og ” Æ hus” er et par af opfindsomhederne.

Man føler sig næsten hensat til Christiania, dog med den afgørende forskel, at her lugter mere af tang end af tjald, og der er knap så mange hanekampe og piercinger. Her hygger man sig over en formiddagsbajer, snakken går livligt bag de åbne vinduer i fiskernes klubhus.

Den 300 meter lange træbro fører over et af Danmarks få tilbageværende floddeltaer, der hvor Karup Å/Skive Å munder ud i Limfjorden. Broen blev åbnet i 2006, den kostede godt fire mio. kroner, og den er bygget i azobeltræ, også kaldet jerntræ. Det kræver stort set ingen vedligeholdelse, og broen vil have en levetid på omkring 70 år.

Det er en stor fornøjelse at krydse den pælefunderede bro med Skives silhuit i baggrunden, med den rislende å og fjordens fugleliv serveret på en glinsende sølvbakke. Det har vandrerne, løberne og cyklisterne da også opdaget.

Men på enkelte dage af året, kan det være barske betingelser. Den laveste del af broen er ”kun” 1,5 meter over dagligt vande, så i ekstreme højvandssituationer må man iføre sig waders for at passere herlighederne.

 



 

Fisk og aber i gågaden

Skive er ikke sådan at slippe, og inden vi begiver os ud på banen, skal vi også lige kigge på fisken, jernmændene og aberne i gågaden.

Den to en halv meter høje Fisken stikker snuden op foran Skive Bibliotek, som var den lige blevet halet op af havet. Inspirationen til skulpturen har billedhuggeren Javier Panos hentet i Skives byvåben, hvor en fisk svømmer under en bro. Han ville gerne benytte andre materialer end de gængse til opgaven, så foruden glas, beton og keramik brugte han 500 sølvskeer. Bagsiden af skeerne udgør fiskens skæl og de skråtstillede skeskafter dens gæller. Det er der kommet et særdeles flot resultat ud af.

Aberne udgør en hel koloni ved indgangen til gågaden ved Nørreport. De elleve aber i naturlig størrelse kravler og hopper og springer, og det ser ganske livagtigt ud med den tørstige fætter, der drikker af vandet fra den rende, der løber gennem gågaden. Kunstneren Poul E. Nielsen levede en række år i Indien, hvor aberne er hellige dyr, og så skulle Skive naturligvis også have sin egen bronzeflok.

Hancocks blomster

Og nu nærmer vi os jernbanesporet, thi de omtalte jernmænd, fire af slagsen, der består af rustne stålrør, bærer en jernbaneskinne mellem sig i bunden af Nordbanevej, hvor stationen Skive Nord tidligere lå. Herfra foretog jeg mine første togrejser som dreng med en brun papbillet i hånden, når jeg skulle på besøg hos bedstefar og bedstemor i Jebjerg. Stationen er revet ned, og jeg må styre min cykel mod den ”nye” banegård, der blev åbnet i 1962 som afløser for byens to tidligere stationer.

Herfra stiler vi mod Glyngøre, ruten går vest om Skive, først asfalt og på resten af de 29 km er der fint køregrus. Under viadukten i forstaden Vinde kan vi se Hancock-bryggeriets karakteristiske profil i det fjerne, og det er en virksomhed, der er værd at stifte nærmere bekendtskab med.

Bryggeriets pilsner, der går under navnet Høker Bajer er netop blevet kåret til Danmarks bedste, og hvem har ikke lyst til at smage den. Landets fremmeste brygmestre stod for vurderingen, og den lyder:

”Luftigt langt hvidt skum. Farven er strågylden. Aroma domineret af blomst, humle, æble og lyse malte (korn). Smagen går i bittersød retning. Mundoplevelsen er fyldig og frisk med en kort bitter eftersmag. Sprød, tør og jomfruelig. Godt håndværk. Smager, som en pilsner skal.”

Der er altså blomster i! Jamen, så skal fruen da have en kasse bajere næste gang i stedet for den sædvanlige buket tulipaner. Med håbet om, at hun vil dele.

Hvilken blomst det drejer sig om, fremgår ikke af vurderingen, og jeg kunne ikke selv afgøre det, da jeg efter dagens strabadser skyllede nektaren ned. Sprød, tør og jomfruelig, javel. Under alle omstændigheder, så smagte pilsneren fortræffeligt! Og jeg sender en tak til brygmester Erik E. Strange Nielsen.



 

Hellig krig

Lyby Kirke viser sig på sit bakkehæld, gudshuset var engang midtpunkt i Salling Syssel, der omfattede Salling, Mors og Fjends, og hvis tingsted lå på den nærliggende Bostrup Tinghøj.Det er ikke kun i disse år, der er krisetider. I 1375 samledes egnens fornemste mænd og selvejere, honoratiores og Viborg-bispen i kirken og drøftede landets alvorlige situation, der betød, at indbyggerne …”havde lidt forfærdelig skade af rov og brand, af kornets ufrugtsommelighed, af fjendernes grumhed, bratdød, fædød og fiskenes formindskelse.”

Regeringen ville i dag have givet oppositionen skylden og nedsat en kommission, men dengang i Lyby Kirke var der anderledes kampkraft i forsamlingen … ”Thi svor de med oprakte hænder mod himmelen, at de skulle stadig og aldeles uden svig og skalkhed lægge vind på at forsvare kirkens personer friheder og det, som den tilhøre.”

 

Få butikker tilbage

Således opildnet når vi til Jebjerg, hvor Harald Ekstramand – ekstramand var betegnelsen for en altmuligmand på de kanter – i min barndom i 50’erne med håndkraft sørgede for, at bommene ved stationen gik op og ned på de rigtige tidspunkter. I dag er stationen ombygget til ukendelighed, og der er heller ikke meget tilbage af den blomstring, der blev byen til del, efter at jernbanen kom til i 1894. I det første år blev der åbnet en gæstgivergård, Salling Højskole og Jebjerg Mejeri åbnede dørene, og omkring århundredeskiftet var der to store købmandsforretninger og en brugsforening, to mode- og maufakturforretninger, en skrædder- og manufakturhandel, to store bagerier, en bog- og papirhandel, to smede- og maskinværksteder, en større grovsmedeforretning, en tømmerhandel, to hjul- og karetmagerforretninger, en større ure- og guldsmedeforretning, to skomagerforretninger, to træhandlere, tre murermestre og lige så mange tømrermestre og snedkermestre, en af landets største cykelforretninger, to slagtermestre, et møllebyggerværksted og en kurvemagerforretning. Beboerne behøvede altså ikke at forlade byen for at holde sig forsynet.

Nu er det hele stort set lukket, en lille cykelekspedition afslører, at en bager og en købmand holder stand.

 

53 øre for en nøgen dag

Jeg kigger efter et stykke med bart i ”den nøgne by”, Durup, men alle går tækkeligt klædt i solen. De bare løjer foregår i byens svømmehal, der huser Danmarks Naturister Durup, samlingspunkt for midt- og vestjyske naturister, den nyeste lokalforening under Danske Naturister. Siden 2008 har byens naturister været aktive, og med prisen for et års medlemskab kan man være nøgen for bare 53 øre om dagen!

Et par viber gør sig til på engene op mod Glyngøre, ikke for den cyklende explorer, men for hinanden. Med det karakteristiske sort-hvide, takkede mønster på undervingerne laver de akrobatik på himlen, mens kåde skrig fylder luften. Den himmelske bejler forsøger at lokke den udkårne med i fjerene. Viben er Danmarks mest almindelige vadefugl, på latin hedder den Vanellus Vanellus. Viben er i øvrigt moderigtigt klædt i grøn overside og med strittende hårtop.

Glyngøre, kendt for sine marinerede sild – også hos hoffet – ligger på en odde, der rager ud i Limfjorden. Naturstien slutter ved den gamle Jernbanestation på havnen, stationen er i dag museum, og foran står måske landets flotteste eksemplar af DSB’s vingehjul med krone på toppen. Statsbanernes sidste tog kørte på strækningen i 1979.

På havnens vestmole står et kønt lille fyrtårn i danske farver. Det er et af 23 danske jernfyr – de var langt billigere at opføre end de grundmurede fyr. Lyset blev for første gang tændt i vinkelfyret i 1911. Den godt 100-årige dame er i dag blevet elektrisk, og fyrpasserens opgave består i at sørge for at anlægget ikke svigter samt at pudse glasset foran fyrlampen.

Og lige ved siden af fyret står en af Sallingpigerne og spejder mod Sallingsundbroen. Jeg inviterer hende på middag i Limfjordens Hus få skridt væk. Det bliver en god dag …