Dansk landbrug var i slutningen af 1860’erne ved at løbe
ind i et befolkningsproblem. Bønder og husmænd fik store børneflokke, hvilket
bevirkede at der opstod et proletariat af jordløse gårdmands- og husmandsbørn.
I Sverige løste bønderne delvist dette problem ved at opdele deres jord i
mindre landbrug, der fordeltes til arvingerne. Men i Danmark havde fæstevæsenet
og de mange slægtsgårde, der gik i arv gennem generationer, gjort, at man
nødigt delte danske bøndergårde i arveforhold.
Børnene måtte altså ud at tjene som tyende. Udbuddet af
arbejdskraft blev derved så stort, at det trykkede lønnen til et minimum.
Karlene havde næsten ingen mulighed for at spare op til et husmandssted endsige
en bondegård. Efterspørgslen på jord fik priserne til at stige, og det er
påfaldende, at de steg mest i de egne af landet, hvor storlandbrug med mange
karle og piger på kost dominerede.
Bondebruget og navnlig husmandsbruget var gennem
århundreder lagt an på at være selvforsynende enheder. Korndyrkning og
kvægopdræt gav ikke mere udbytte, end at der kun var meget lidt tilovers til at
sælge, når alle munde skulle mættes og kroppe klædes på. I stort og småt kunne
man klare sig uden rede penge. Tøj til familien fremstillede man i vid
udstrækning selv, og maden hentede man i stald og hønsehus. Ofte byttede man
sig frem mellem naboer. Den lokale væver havde også jordbrug og leverede klæde
af ulden fra bøndernes får mod at få f.eks. såkorn eller vinterfoder til
kreaturerne som betaling.
Befolkningstallet var i 1801 på 1 mill. indbyggere
stigende til i 1890 at være 2,2 mill. indbyggere.
Det er karakteristisk for udviklingen efter 1860, at
byerne voksede kraftigt, især Københavnsområdet.
Den hurtige stigning i antallet af mennesker i byerne
medførte i de større byområder, at boligbyggeriet ikke kunne følge med. I store
byer som Århus og København havde man naturligvis kendt til slum tidligere,
normalt som resultat af hård grundudnyttelse og efterfølgende overbefolkning og
forfald. Nu hvor industrialiseringen var ved at komme i gang, og
mennesketilstrømningen sprængte alle rammer, byggede man direkte slum. At huse
folk blev et spekulations- og investeringsobjekt, som både de statslige og de
kommunale myndigheder greb lidt og sent ind over for. Følgen blev, at der såvel
i København som i provinsbyerne opstod hele kvarterer med elendige
lejekaserner. Sygdom og underernæring var sådanne steder det normale.
Samtidig med slumbyggeriets fremkomst flyttede en række af
byernes bedrestillede lidt væk fra den indre by og bosatte sig i gode huse,
oftest villaer, i nye kvarterer
Gennem anlægget af jernbaner i 1860’erne og 1870’erne blev
det muligt at føre store varemængder til og fra byerne. Industrien udvikledes
gradvis fra 1870’erne; detailhandlen overgik fra torvehandel til butikshandel,
og sammenstuvningen af mennesker i byerne skabte behov for en lang række
servicefunktioner. Byerne frembød derved flere muligheder end tidligere.
Den væsentligste årsag til byernes vækst var imidlertid,
at en mængde mennesker simpelthen flygtede fra landdistrikterne. Nogle har her
talt om ”fabriksfløjtens kalden”, men det er nok rimeligere at pege på det
voksende antal mennesker på landet og på de fortvivlende ringe muligheder for
de fattige.
Kraftig befolkningstilvækst havde på landet betydet flere
fattige, fordi antallet af landbrug - og dermed antallet af arbejdspladser -
umuligt kunne øges i samme takt, som antallet af mennesker. Et voksende antal
mennesker blev proletariseret, og i stedet for deres eget måtte de blive
tyende. Denne befolkningsgruppe, der talte over 150.000 mennesker, havde for
det meste en hård tilværelse: de boede rædsomt og måtte arbejde for så lav en
løn, at de ikke var i stand til at oprette deres egen husstand. Hermed var
giftermål udelukket. De havde ingen rettigheder i forholdet til deres
arbejdsgiver og ingen valgret. I landdistrikterne herskede ydermere en udbredt
skjult arbejdsløshed, således at daglejerne, der udgjorde en væsentlig del af
arbejdskraften, som regel havde mindre end 280-300 arbejdsdage om året.
Et resultat af udviklingen blev også udvandringen,
hovedsagelig til Amerika. I alt udvandrede fra Danmark i perioden 1850-1914 ca.
300.000 mennesker.
I byerne dominerede storborgerskabet, som sad solidt på
ca.¼ af byernes samlede indkomster. Omkring århundredeskiftet var der vokset en
ny form for småborgerskab frem: Detailhandlerne. Tidligere havde de mindre
husholdninger dækket deres indkøb ved torvehandelen.
Detailhandel var et frit erhverv og i mange henseender et
nøderhverv, som man slog sig på, når det kneb med at klare sig på anden vis, og
disse forhold satte sit præg på småhandelen, der kom til at lide under hård
konkurrence, og mangel på såvel kapital som fagkundskab. Gældsstiftelser og
fallitter hørte til dagens orden; omkring 1900 måtte gennemsnitligt 16% af de
københavnske detailhandlere lukke.
Omkring 1890 var den sociale ulighed så stor, at det er på
sin plads at tale om en egentlig underklasse, bestående af en ret broget skare
af ekspedienter, håndværkssvende, faglærte og ufaglærte arbejdere og
tjenestefolk. Der var nok af arbejdskraft, så lønningerne lå tit omkring
eksistensminimum, og mange familier kunne kun overleve ved hele familiens
slidsomme arbejde.
Datidige undersøgelser viser at en jordløs landarbejder
normalt ikke kunne forsørge hustru og to børn blot tarveligt, selv hvis han
havde arbejde året rundt. Fattigfolks børn på landet kom ud at tjene fra de var
8-10 år.
Indtil 1921 hed tjenestefolk tyende og blev defineret som
personer, som ikke havde egen husholdning, og som stillede deres legemlige
arbejdskraft til rådighed for et herskab eller en husbond. Forholdene for
tyendet var fastlagt i en tyendelov fra 1854, der i alt væsentligt var mere
optaget af at sikre arbejdsgiverinteresserne end at beskytte tjenestefolkene.
Loven indeholdt bestemmelser, der tillod husbonden korporligt at revse piger
indtil 16 år og drenge indtil 18 år - en
ret, der ofte synes udnyttet på landet. Loven krævede også, at ethvert tyende
var forsynet med en skudsmålsbog til angivelse af, hvor og hvor længe
vedkommende havde tjent.
Forholdene for tjenestefolk var uensartede. En række
steder på landet optoges de i familien, men både i byerne og på landet var tjenestefolkene normalt en ildestedt gruppe
fattige uden nogen form for uddannelse. De måtte arbejde for næsten ingen løn,
var praktisk talt uden fritid, og boligforholdene var usle.
Betragtes udviklingen 1890-1914 under ét, var der dog tale
om fremgang. Foruden en svag indkomstudligning fandt der også en
reallønsstigning sted. Overordentlig mange familier i Danmark omkring 1900
kunne kun klare sig, hvis de udviste den yderste sparsommelighed, og at
levefoden som helhed var lav.
Den 15. maj 1919 nåede man frem til en overenskomst.
8-timers arbejdsdagen skulle være indført overalt fra 1. januar 1920, og den
kunne gennemføres tidligere i fag, hvor arbejdsgivere og arbejdere enedes
derom. Men arbejderne måtte selv bære det løntab, der var forbundet med den
kortere arbejdstid.
I februar 1919 blev der forelagt fire jordlovsforslag i
Rigsdagen. De tre af dem tilsigtede at skaffe jord til udstykning, henholdsvis
fra lensgodserne, fra præstegårdsjorderne og ved ekspropriation. Det fjerde
handlede om de vilkår, på hvilke jorden skulle komme husmændene i hænde.
Kravet om ”lige adgang for alle til fædrelandets jord” var
vokset i styrke. Der var, sagde Zahle, en ”hunger efter jord”.
Der var temmelig store tilliggender til de fleste
præstegårde, og det var gerne god jord. Hvor præsten selv drev jorden, skulle
udstykning finde sted ved embedsskifte. Hvor den var forpagtet ud, skulle det
ske, når forpagtningskontrakten udløb. Der ville altså gå en årrække, før dette
lovforslag rigtig kom til at virke i praksis.
Len og stamhuse var besiddelsesformer, der stammede fra
enevældens første dage. De kunne ikke sælges, og de gik samlet i arv til
nærmeste arving. Selv om de ofte var oprettet af privat gods, havde staten en
art overejendomsret til dem, hvis juridiske karakter var omstridt, og på nogle
af dem hvilede der en hjemfaldsret til staten. I en tid, hvor liberalistiske
anskuelser rådede, føltes denne besiddelsesform som noget fortidigt, og derfor
havde grundlovsfædrene i 1849 bestemt, at der ikke kunne oprettes flere len og
stamhuse, og at det ved lov nærmere skulle ordnes, hvorledes de bestående kunne
overgå til fri ejendom. Dette løfte var aldrig blevet indfriet, fordi man ikke
havde kunnet enes om, på hvilke vilkår overgangen burde ske.
Flertallet i en landbokommission, der var nedsat i 1911,
havde fundet det rimeligt, at besidderne til gengæld for løsningen af
lensbåndet afgav 10% af værdien og mod erstatning en fjerdedel af tilliggendet.
Her var altså både jord at hente til udstykning og penge til finansiering
deraf. Men det var karakteristisk for den mere radikale stemning i 1919, at
betingelserne blev skærpet. Regeringens forslag gik ud på, at godserne skulle
indbetale 25% af værdien, hvis der hvilede hjemfaldsret på dem, og ellers 20%,
og at de skulle afgive afgive en tredjedel af deres tilliggende mod erstatning.
Med disse forslag regnede man med at få jord nok til 5-6.000 nye husmandsbrug
Det fjerde forslag var næsten det mest omdiskuterede. Det
gik ud på, at jorden ikke af staten skulle sælges på almindelige vilkår. Der
skulle ikke erlægges nogen købesum, men køberen skulle til stadighed forrente
jordværdien. Jordens værdi skulle ansættes ved periodiske vurderinger. Steg
den, skulle husmanden altså betale mere, faldt den, bar staten sin del af tabet. Dermed
tilsigtede man at komme jordspekulationen til livs. Husmanden ville frit kunne
afhænde sit brug; det han kunne sælge var imidlertid kun bygninger, redskaber,
besætning og de forbedringer, han ved sit arbejde havde tilført jorden, men
ikke denne selv. D.v.s. at han ikke kunne få nogen fordel af den
værdiforøgelse, som den almindelige udvikling i samfundet kunne tilføre jorden.
Af sine tilhængere blev denne nye besiddelsesform betegnet som ”brugseje”.
Bondestanden havde oplevet sin store fremgangstid, da den
efter landboreformerne var blevet en stand af ejere i stedet for fæstere.
De sidste rester af det gamle fæstevæsen blev netop afskaffet ved denne tid.
Men var den rette betegnelse på den foreslåede besiddelsesform ikke
”statsfæste”, da jorden dog forblev statens?
De Radikale måtte opgive ekspropriationsloven, til gengæld
affandt Venstre sig med salgsloven, og i denne skikkelse blev jordlovene
vedtaget i oktober 1919. Det var en betydningsfuld reform, der var båret af en
fremherskende overbevisning om, at husmandsbruget både økonomisk, nemlig i
kraft af det intense arbejde, husmanden kunne lægge i sin jord og i pasningen
af sine dyr, og socialt, ved den afsvækkelse af flugten fra land til by, men
derigennem kunne opnå af stor samfundsmæssig værdi. De nye brug skulle være af
en sådan størrelse, at de kunne beslaglægge en families hele arbejdskraft, så
det ikke var nødvendigt, at husmanden tog arbejde for andre.
Danmark 1920 - 1939
Hvor
alvorlig den krise var, der ramte Danmark sidst i året 1920, viste
arbejdsløshedstallene. De var højere end nogensinde før i århundredet. I
vinteren 1922 gik hver tredje organiseret arbejder arbejdsløs, og i de to år
1921 og 1922 drejede det sig om hver femte mand i årligt gennemsnit. Under
disse omstændigheder blev disse to år de store arbejdskampes år, hidtil kun
overgået af den store konflikt i 1899. Det lykkedes arbejderne at fastholde
8-timers arbejdsdagen, og de bevarede også en højere realløn end før krigen,
men de måtte affinde sig med en nedgang på ca. 15% i forhold til 1920. Det var
første gang, de oplevede ved overenskomster at måtte give slip på noget af det
vundne.
Samtidig
klagede landmændene over mangel på arbejdskraft. Der bestod et svælg mellem
lønninger og fritid på land og i by. På landet var der ingen 8-timers
arbejdsdag, og selv om mange landarbejdere var blevet
organiseret, lå lønningerne væsentlig under dem, de lavest lønnede fik i
byerne. Derfor trak de unge til byerne uden altid at være klar over, at
leveomkostningerne dér var ikke så lidt højere end på landet.
Landmændene
erstattede den menneskelige arbejdskraft ved at anskaffe landbrugsmaskiner.
Mange gårde fik radsåmaskiner og tærskeværker, og på nogle af de største
begyndte man at bruge malkemaskiner og traktorer. Før krigen havde hver tredje
dansker været beskæftiget ved landbruget, i slutningen af 1920’erne var det
lidt over en fjerdedel.
Lovene
af 1919 blev udnyttet i 1920’erne med det resultat, at der rejste sig ca. 4.200
nye statshusmandsbrug på jordrentevilkår. Mange af dem kom til at ligge i
kolonier med temmelig ens huse, hvor før store herregårdsmarker havde strakt
sig.
Der
var interesserede nok, der ville have jord. De skulle udfylde et
ansøgningsskema, som de hentede hos sognerådet, og som med dettes påtegning om
ansøgerens kvalifikationer blev sendt videre til en husmandsbrugs-kommission i
hvert amt, der arbejdede efter de direktiver, Statens Jordlovsudvalg havde
opstillet. Det var dette der fremskaffede jorden, efterhånden som lenene gik
over til fri ejendom og præstegårdsjorderne blev ledige, og det var også det
der traf den endelige afgørelse af, hvem der skulle have jorden, efter at
amtskommissionen havde opstillet ansøgerne i den rækkefølge, hvori den
skønnede, at de burde komme i betragtning. Det der blev lagt vægt på, var flid,
sparsommelighed og dygtighed. De unge husmænd og deres koner skulle kunne tage
en hård tørn.
Udstykningerne
blev altid gennemført, så parcellisterne i god tid kunne tage fat på
forårsarbejdet. De skulle have jorden i drift og bygninger opført, så de stod
færdige inden 1. oktober. Det var et travlt sommerhalvår. De mest energiske
slog en midlertidig bræddehytte op og flyttede ind med familie, heste og høns,
og arbejdede både i marken og ved byggeriet for at holde omkostningerne nede.
Det var, som det blev sagt om det første hold, der blev indsat, ”ikke
cigaretrygende kasketdrenge, men det var kraftige, målbevidste og viljestærke
lejehusmænd fra herregårdene, landarbejdere og enkelte tjenestekarle, alle
præget af energi og virkelyst”.
Med
Madsen-Mygdal som leder voksede uviljen i Venstre mod ”brugsejet” som princip
for udstykningen. Han gennemførte derfor i 1921 en fornyelse af husmandsloven,
så der også kunne udstykkes til selveje på betingelser, der kunne konkurrere
med 1919-lovens. Det viste sig, at der blev oprettet endnu flere brug på dette
grundlag, i tiden 1921-30 næsten 5.400, deraf især mange i Jylland, hvor der
ikke var så megen lensjord til rådighed.
Venstre-regeringen
hyldede kræfternes frie spil, men Madsen-Mygdals husmandslov er et eksempel på,
at andre hensyn kunne gøre sig gældende. Niels Neergaard selv var vel en
trofast frihandelsmand, men samtidig en af de første, der havde taget til orde
for en sociallovgivning, og han havde haft sin store andel i tilblivelsen af de
første sociale love i begyndelsen af 1890’erne. Han fik nu som statsminister
lejlighed til at medvirke til en udbygning og modernisering deraf, da hans
indenrigsminister dr. Krag i 1921 og 1922 gennemførte nye love på disse
områder.
I den
hidtidige sociallovgivning fandtes ingen invalideforsikring.
En kommission havde arbejdet med problemerne. De kronisk syge havde hidtil været
henvist til fattighjælp, som også efter 1915-grundloven berøvede dem
stemmeretten.
Den
lov som dr. Krag nu gennemførte, knyttede invalideforsikringen sammen med
sygeforsikringen. Det var frivilligt at være medlem af en af de
statsunderstøttede sygekasser for ubemidlede, men det blev nu gjort tvunget for
sygekassemedlemmer, at forsikre sig mod invaliditet. De kronisk syge havde
hidtil været henvist til fattighjælp, som også efter 1915-grundloven berøvede
dem stemmeretten. En invalideforsikringsret, der fik K.K. Steincke som
præsident, skulle afgøre om en persons arbejdsevne var nedsat til en tredjedel
Hvis
arbejdsevnen blev nedsat til en tredjedel fik vedkommende 800 kr. årligt i
invaliderente. At loven imødekom et stort behov, viste sig ved, at der på fem
fjerdingår indkom over 11.000 ansøgninger. Den hyppigste årsag var endnu i
1920’erne tuberkulose. Ved midten af årtiet havde ca. 20.000 fået tilkendt
retten til invaliderente.
Denne
reform byggede på dansk sociallovgivnings hidtidige hovedprincip, en kombination
af forsikring, og statstilskud
På alderdomsforsorgens område havde der
været fremsat forslag under den foregående regering, og Socialdemokrater og
Radikale fandt, at Venstres forslag var så meget ringere end deres, at de
undlod at stemme.
Denne
anden del af det sociale reformkompleks, loven om aldersrente fra 1922, brød
med det ofte ydmygende skøn over behovet for alderdomsunderstøttelse, som
ansøgeren måtte underkaste sig.
Den
nye lov byggede ligesom den gamle på forsorgsprincippet. Men den indførte noget
nyt ved, at hjælpen ikke mere skulle gives efter skøn i det enkelte tilfælde,
men som en ret efter faste takster, der var forskellige efter ansøgerens bopæl,
alder, og indtægts- og formueforhold. Man søgte at markere dette ved et
navneskifte:
alderdomsunderstøttelse blev en aldersrente. Derved
fjernede man det præg af tiggergang til sognerådene, som i mange landkommuner
havde hvilet over det gamle system. Samtidig blev aldersgrænsen hævet fra 60
til 65 år.
Også
på andre måder skete der i disse år forandringer af de gamles kår. Hidtil var
gamle, der ikke kunne klare sig alene, blevet anbragt i fattiggårdene. Det var
ikke særlig formålstjenligt, og det føltes ydmygende. Nu gav flere og flere
kommuner sig til at bygge alderdomshjem.
I
1919 havde kun ¼ af De samvirkende Fagforeninger’s (DsF) medlemmer ret til
ferie. Det var de offentligt ansatte, der først havde fået ret til ferie, og
derefter blev det almindeligt i funktionærkredse i det private erhvervsliv
for til sidst at brede sig til arbejderne. I 1936 havde 63% af DsF’s medlemmer
opnået ret til 1 uges ferie. Denne udvikling blev fulgt op med en lov i 1938,
hvor langt de fleste lønmodtagere i byerhvervene fik ret til 12 dages ferie med
løn. Året før var der vedtaget en lov om forbud mod overarbejde og nedsættelse
af aldersgrænsen for at opnå aldersrente fra 65 til 60 år for at give plads for
andre på arbejdsmarkedet. Det blev i mellemkrigstiden almindeligt at tage på
cykel- eller vandretur, og for at holde omkostningerne nede overnattede mange i
telt eller i et af de nye ungdomsherberger. Kun et fåtal af danskere nåede i
denne periode at komme til udlandet. Byernes ældre borgere og familier med
mindre børn udnyttede ferien i kolonihavehuset eller hos familien på landet.
Gennem årtier havde tyendeloven af 1854 været et
angrebsmål for Socialdemokratiet og de spæde landarbejder- og
tyendeorganisationer. Også Venstre indså nu, at den var utidssvarende. Loven
havde placeret tjenestefolkene som andenrangs borgere. De havde ganske vist
fået stemmeret i 1915, men det gamle patriarkalske forhold mellem husbond og
tyende eksisterede endnu. Det blev ophævet ved
medhjælperloven
i 1921. Her fjernedes tyendebegrebet og tyendets personlige
underordningsforhold under husbonden. Den forhadte skudsmålsbog, landarbejderens
”slavemærke”, som den blev kaldt, blev afskaffet sammen med husbondens ret til
korporlig afstraffelse af drenge under 18 år og piger under 16 år. Medhjælperne
blev ligestillet med øvrige arbejdere, og der blev formelt en retslig
ligestilling mellem parterne i arbejdsforholdet. Der blev fastsat regler for
medhjælpernes boligforhold, kost og rettigheder under sygdom. De fik ret til
tre dages ferie med løn hvert halve år, men til gengæld blev der ikke lagt
nogen øvre grænser for arbejdstiden, således som det var sket for næsten alle
andre arbejdere.
Loven
forudsatte, at aftaleforholdet for landbrugets arbejdere fortsat skulle hvile
på individuelle aftaler mellem parterne. Gårdmændene ville ikke vide af en
organisering, hverken af dem selv som arbejdsgivere eller af arbejderne. Et
kollektivt aftalesystem som på det øvrige arbejdsmarked bekæmpede de med næb og
kløer. Der skulle gå mange år, før lovens krav til pigers og karles logi og
kost blev opfyldt alle steder, og lønmæssigt haltede de langt efter arbejderne
i andre fag. Medhjælperloven gælder stort set uændret endnu i dag. At loven
trods dens formelle forbedringer ikke umiddelbart medførte virkelige ændringer
for de unge på landet vidner mange erindringer om. Sådan fortæller en
landarbejder, født i 1909:
”Hældt
ud på arbejdsmarkedet som tjenestedrenge måtte vi slide os fremad - arbejde,
arbejde, arbejde - lønnen var lille og stod ikke i fornuftigt forhold til
arbejdet. Vi var en kæmpestor flok, mer eller mindre forsagte og ikke
sammensvejsede arbejdsdyr, forhutlede og ofte savnende menneskelighed, og det
er ikke for meget sagt, at man i håbløsheden undertiden følte sig forladt af
gud og mennesker.”
Indtil
1958 var der en betydelig forskel på landsbyskoler og købstadsskoler, en
forskel der allerede var forudset i folkeskolens grundlov fra 1814, som endnu i
store træk var gældende.
Endnu
i mellemkrigstiden var der flest børn i landsbyskolerne, hvor undervisningen
formelt set var ringere end i byerne, da undervisningstiden var ujævnt fordelt,
og da der var uforholdsmæssigt meget erhvervsarbejde og for få klasser og fag.
Den
typiske landsbyskole havde under 100 elever og havde mellem 2 og 4 klasser til
de 7 årgange. Det var derfor vanskeligt at undervise alle på én gang, og
hverandendagsundervisning var derfor almindelig. Især i Vestjylland var det
udbredt, at de ældste klassers elever gik i skole en dag om ugen i sommertiden
og de yngste alle 6 dage. Om vinteren var det omvendte tilfældet. Denne ordning
var specielt etableret for at muliggøre børnenes deltagelse i
landbrugsarbejdet. Ofte fik de ældste drenge - især fra husmandshjem - plads på
en gård i sommerhalvåret og besøgte så skolen derfra. I perioder med stort
arbejdspres fik mange af de ældste børn lov til at blive hjemme, eller
forældrene forlangte, at de skulle blive hjemme. Det kunne dog straffes med
bøder, der dog let kunne opvejes med værdien af det udførte arbejde. Et særligt
problem for eleverne
i landsbyskolen var, at de ikke lærte fremmedsprog og efter gældende regler
derfor ikke kunne optages i mellem- og realskolen uden ekstraundervisning. Selv
om der var flest elever i landsbyskolerne, kom kun 26% af eksamensskolernes
elever herfra i tyverne.
1937-skoleloven
indeholdt en afløsning af målsætningen fra 1814, der havde ønsket gode
samfundsborgere. Den nye folkeskole skulle ”fremme og udvikle børnenes anlæg og
evner, styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber”.
Mellemskolen
blev indført i 1903 og skulle forbinde grundskolen med realskole og gymnasium.
