tirsdag den 6. december 2011

Familieavisen 6. årgang nr. 4


Familieavisen  - Smilet

6. årgang                           Nr. 4                               2011




Nu til noget mere alvorligt!

Dette det sidste nr. af Familieavisen på papir, men jeg har fundet en anden måde at levere avisen på. nemlig som en ”blog” på internettet. Det er gratis, så alle med computer kan være med; ligesom alle kan give deres besyv med i form af kommentarer.

Avisen har en formue på 600 kr., som foreløbig vil blive anvendt til udsendelse af avisen til abonnenter uden internetforbindelse.

Beløbet stammer fra familiefesten i Roslev, hvor der var et overskud på 900 kr. De 300 kr. er anvendt i år til porto for indbydelserne i år.

Hidtil har jeg modtaget en del materiale fra familiemedlemmerne, bl.a. især fra Aage, som var tæt på arkivet i Stoholm, som han tit besøgte.  Men nu er det tyndet ud i modtagelsen af tekster. De yngre medlemmer af familien er ligeledes spredt over hele landet, og har derfor ikke så tæt kontakt med egnen.

Avisens hovedsponsor er blevet ramt af en hjerneblødning, og skal efter genoptræning flytte i en beskyttet bolig. Derfor forsvinder den gratis printer med farver og papir.

Familietræf i Ebeltoft

40 familiemedlemmer havde en hyggelig weekend på Vandrerhjemmet i Ebeltoft den 5. november.
Vi mødtes til kaffe kl. 15, og derefter gik vi rundt i Ebeltoft by i to grupper anført af  Per og Bent.
Kl. 19 fik vi en flot middag med tre retter. Resten af aftenen var der kaffe på kanden, og mulighed for at købe andre drikkevarer i hyggelige lokaler.
Efter kl. 24 blev vi henvist til opholdsstuen i værelsesfløjen, som familien var alene om.
Efter det store morgenbord søndag morgen invaderede vi Fregatten Jylland, hvor vi var et par timer, før vi skiltes.

Næste familietræf er fastsat til september 2013 i Silkeborg.

Det er Aages familie som arrangerer festen, der starter i Lailas have, og fortsætter i Silkeborg. Nærmere detaljer vil komme senere.

Deltagere i FAMILIETRÆF DEN 5. NOVEMBER 2011




Deltagere
Personer
Familiegren
Eva, Marinus og Karin
3
Eva
Esther
1
Esther
Brita,Børge, Oda og Olav
4
Jens
Lisbeth, Birte, Johnny, Kristine & Egil
5
Henning
Ruth, Flemming, Stella og Leif
4
Godtfred
Else & Jens Pedersen
2
Henrik
Solveig, Jens Jørn, Smilla & Sia
4
Henrik
Poul Erik Nielsen & Jan
6
Henrik
Grethe, Ingvard & Lailla
6
Aage
Annemette, Per og Maria
3
Albert
Sonja og Bent
2
Albert



Hej i Ebeltoft.
Jeg medsender et billede af nogle af deltagerne på trappen ved rådhuset.
Måske en anden har en i bedre kvalitet.
Men jeg vil gerne have følgende tekst med i næste familieavis - hvis det kan
nås:

Fra Breum og Selde skal der lyde en stor tak til Bent for hans store arbejde
med familieavisen - en skam den nedlægges nu. Desuden vil vi gerne sige tak
til Bent med familie for arrangementet i Ebeltoft i november - det var som
sædvanligt hyggeligt at møde jer alle.
Vi glæder os til næste samling om to år.
Hilsen fra Eva, Karin og Marinus.

Venlig hilsen fra Karin.



og Maria's bidrag









To venner følges hen over golfbanen. Den ene skal til at sende en bold af sted, da han får øje på en rustvogn med følge ude på landevejen. Han standser, tager sin golfkasket af, lukker øjnene og fremsiger en kort bøn.
-Det er noget af det mest rørende, jeg nogensinde har set, siger hans ven.
- Du er et fint og medfølende menneske.
-Tja, vi var trods alt gift i 35 år


 Kone paa Tastumgaard gennem tre snese aar
(referat fra Skive Folkeblad o. 1962)
I anledning af Ane Margrethe Odgaards’ 6o års dag på Tastumgård, har Skive Folkeblad haft et interview med hende.
 ”Og det har været en dejlig sejlads”, siger fru Margrethe Odgaard
Ane Margrethe Odgaard blev født 19. aug. 1881 og døde i 1979 på Sjørup plejehjem – 98 år gl.
Hun blev gift med Niels Odgaard, som overtog ”Tastumgaard” i 1901 efter sin far Per Odgaard. Niels og Ane Margrethe blev gift året efter overtagelsen d. 5. oktober i 1902. P. Odgaard flyttede til ”Ny Skivehus”. Han mistede sin kone, Karen, i 1902. Hun døde af tuberkulose. Niels havde to brødre, Anders og Jacob. Niels, som var den ældste, blev født 31. 3. 1879, Anders, født d. 1.4. 1884, døde 16. år gammel i 1901 og Jacob, f. d. 11. 10. 1890, og døde 78 år gammel.
Niels’ far Per Odgaard
blev født i Hvidbjerg på Thyholm d. 22. juni 1851. Hans kone, Karen Slot Nielsen, var også fra Hvidbjerg. Karen og P. Odgaard flyttede Tastumgaard fra Tastum by til dens nuværende placering. De var begge dygtige og afholdte, hvilket man kunne læse i Skive Folkeblad i 1902 i anledning af Karens død:
 P. Odgaards hustru, Karen Odgaard, Ny Skivehus, blev begravet under overordentlig stor deltagelse. Det kendtes, at P. Odgaards hjem har en stor vennekreds både fjern og nær. Fra 48 mænd i Tastum, Iglsø, Feldingbjerg, Kardyb, Børsting, Fly, Trevad, Sjørup og Kjeldbjerg har P. Odgaard modtaget en skrivelse med flg. indhold:
Som en smule erkendelse og tak til Karen og P. Odgaard for den gæstfrihed og venlige modtagelse, vi har fundet i Eders hjem, tillader vi os at sætte en lille mindeplade på Karen Odgaards grav, idet vi har fundet, at denne erindring vil være varig, som vore minder om hende er det.
På Tastumgaard oprettedes en friskole eller privatskole. En lærerinde ved navn fru Teglborg, må have været der før Thomine og må have haft en elev ved navn Ane Margrethe Maltesen og dennes bror fra Iglsø. I 1894 hed lærerinden, Thomine Rasmussen, og eleverne: Jeppe, Søren Johan og Karen Sørensen, tre søskende fra matr. nr. 7 ”Nedergaard” i Tastum, Jens Østergaard fra Feldingbjerg og Per Odgaards egne tre sønner Niels, Anders og Jacob. Der findes et billede hos Niels Rasmussen, Tastum, hvor hans bedstemor, Thomine Rasmussen, er fotograferet sammen med de førnævnte elever. Jacob, der er ca. 4 år, er også kommet med. P. Odgaards anden ældste søn, Anders, blev født 1. 4. 1884 og døde 16 år gammel i 1901.
Sønnen, Jacob, blev det man kalder for ”evighedsstudent”. Han skrev en del historier og krøniker og en bog: ”Folkeminder fra Fjends Herred” i 1929. Han blev født 11. 10. 1890 og døde 78 år gammel i 1963.
P. Odgaard byggede senere et teglværk (nedlagt 1913) og havde eget mejeri på gården (nedlagt 1901). På teglværket fabrikeredes sten og drænrør, hvor æltemaskinen m.m. gik ved damp fra mejeriet. I 1902 blev mejeriet nedlagt og opstod som Kjeldbjerg Andelsmejeri. I 1903 startede han en cementfabrik.  I 1904 byggede han et elektricitetsværk og det var endda før Skive fik et. I 1913 blev teglværket nedlagt. Han var også med i Økjær Mose ved Sparkær, Højslev Teglværk, og der kan nævnes meget mere, som han deltog i.
Margrethe Maltesen fra Iglsø må have været dygtig, for hun flytter i 1901 med Karen og Per til Skive, hvor hun blev en slags privatsekretær for P. Odgaard. Hun blev forlovet med Niels Odgaard, og i forlovelsestiden tog hun til familien på Thyholm for at lære husholdning på en bondegård af samme størrelse som Tastumgaard. Året efter holdt de bryllup og skabte et godt hjem på Tastumgaard, for de tre døtre og syv sønner, de fik. De første fem år var Niels og Margrethe barnløse, men så kom i hurtig rækkefølge 11 børn:
Peder, der kom til at bo i Toftum ved Mønsted Kalkværk, gift med Gudrun f. Refsgaard, Tastum.
Karen boede i Otting, g.m. Osvald Søndergaard fra Trevad.
Anders slog sig ned i Tastum by, g.m. Mathilde f. Pedersen fra Kardyb. Byggede på 16 tdr. land udskilt fra ”Tastumgaard”.
Aksel fik en gård i Kjeldbjerg, g.m. Mette Daugbjerg, datter af Ole Daugbjerg, Iglsø.
Anna tog til København, g. m. Henry Daugbjerg, søn af Ole Daugbjerg, Iglsø.
Else boede i Vridsted og var gift med præstegårdsforpagter Anton Pedersen, søn af Jens P., Vridsted.
Malthe kom til at bo i Hald ved Ørslevkloster, g.m. Marie, d.a. Søren Vistisen, Vridsted.
Poul slog sig ned i Lee sammen med sin kone Dorthea.
Hans overtog Tastumgård, Tastumvej 44, g.m. Lilly, som stadig bor der i 2011.
Jens bor stadig på Holstebrovej 249, var gift med Esther Christensen, d. a. Kirstine og Martin C., Sjørup. Jens blev født i 1925 og er i dag d. 5.3. 2011 86 år gammel.
1896.  Den 2. maj kunne man i avisen læse:
Kobberup kirke er solgt. I søndags var der tvangsauktion over Kobberup kirke med tilhørende kirke- korn- og kvægtiende samt jordlod. Trafikassistent Rønn fra Brørup blev højstbydende med 6200 kr. Næsthøjestbydende var gårdejer P. Odgaard, Tastumgaard”, der bød 6050 kr.
Alt for tidligt døde P. Odgaard d. 17. januar 1910 i en alder af 58 år.
1910. 19 januar skrev Skive Folkeblad:
P. Odgaard, Ny Skivehus ved Skive, er afgået ved døden. Han var stærkt med i grundtvigste bevægelse og han åbnede sit hjem for egnens beboere og holdt improviserede foredrag for dem. Der var en dreng derude, der særlig lyttede til de mange gode ord. P. Odgaard lagde mærke til drengens usædvanlige store evner og begavelse, og han optog ham i sit hus og var, sammen med andre, med til at hjælpe ham frem til studentereksamen. Han sagde om denne dreng: ”Det er de største Kræfter, der er født i Fjends Herred i de sidste 100 Aar”. Muligt får P. Odgaard ret, for drengen var Jeppe Jensen fra Åkjær.
Niels døde d.27. aug. i 1949 70 år gammel. Margrethe drev gården videre med hjælp fra sønnerne. I 1965 overdrog hun ”Tastumgaard” til sønnen Hans og dennes kone Lilly. Hans døde 14. november 2003. Lilly bor stadig i dag på gården, som hun bevarer i gammel stil i ærbødighed for efterslægten. Hun viderefører også gamle traditioner. Lilly og Hans fik to sønner, Klaus og Kristian. Klaus har to sønner, Jens Peter og Kasper, Kristian har en dreng, Malte, og en datter, Sofie.
På avisens journalists spørgsmål: Hvor stor bliver så hele familien?
 -De plejer at komme så mange, som kan 1. juledag, det er sådan en gammel skik i vort hjem, og så på min fødselsdag i øvrigt, og vi er nu et sted mellem 40 og 50 -.
På P. Odgaards tid var Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl gæster på Tastumgaard. Margrethe husker, at en aften på Skivehus skulle alle i teatret i Skive, men så kom Nanna og Jeppe Aakjær på besøg, og P. Odgaard blev hjemme, for så ville man hellere ”snakke” i stedet for at gå i teater. Da vi andre kom hjem fra teatret, var de begge næsten sorte i hovedet. Lampen var begyndt at ose uden at nogen af dem havde lagt mærke til det.
Margrethe har altid syntes, det var meget sørgeligt, at venskabet mellem disse to mænd til sidst skulle briste på en uoverensstemmelse, der syntes lille for alle os, der husker denne sag.
-Marie Bregendahl kom også ofte på besøg hos min svigerfar, men det var kun på korte besøg. Aakjær blev her ofte længe. Også Marie Bregendahl var en kær gæst på Tastumgård-.
Ved interviewet blev Margrethe spurgt om det var P. Odgaard, der var model til Holger Hauge i Maries bog. Til det svarede hun, at som portræt var det i hvert fald dårligt. Marie Bregendahl har også selv afvist, at der skulle være tale om ”levende model” for hendes Holger Hauge.
Margrethe fortalte endvidere:
Afholdstaleren Ole Nygaard var også gæst på Tastumgård. Han kom til at stå ene med en lille pige, som han selv ville opdrage. Han kom så her til og var her i tre år. Den lille pige fik tuberkulose, men overlevede sygdommen. Ja, han var en mærkelig mand selvopofrende overfor ulykkelige mennesker. Hans datter blev gift og kom til at bo i Ørre ved Herning, og der flyttede han til sidst hen.

Jo, afholdsbevægelsen har spillet en stor rolle her på gården. Vi holdt sommermøder i haven. Jeg husker særligt et stort møde, hvor Jeppe Aakjær talte. Også Larsen Ledet, Harald Bergsted og højesteretssagfører C.C. Hejlesen har talt her. Også Ungdomsforeningen holdt møde her og fik lov til at spille komedie og illuminere haven.
For eksempel d. 7. august 1887, hvor der ved et møde hos gårdejer P. Odgaard oprettedes en forening, hvis formål var ved et medlemsbidrag på 1 krone årligt at få entréen til Fly forsamlingshus nedsat. Ca. 80 medlemmer var forud for mødet indtegnet. Til foreningens bestyrelse valgtes Peder Toft, Iglsø, Jens Jensen, Aakjær,(en bror til Jeppe), Frederik Nielsen, Tastum, Kamilla Bregendal, Fly, og Marie Jensen, Vroue.
Nu er der hverken afholds- eller ungdomsforening her i Tastum. Der er for resten heller ingen unge mere.
Det fordømte fjernsyn
Margrethe er den eneste i landsbyen, der har en tjenestepige. Udviklingen har ændret landsbyens liv. Der foregår ikke ret meget i forsamlingshuset mere. Nu sidder man og glor på det fordømte fjernsyn, man skal lige se ”Aktuelt” inden kaffen, og derefter går man i seng. Ingen siger noget. I hvert fald bliver det ikke til en diskussion. Der er ikke den samtale i stuen som før.     
                     
Aase Madsen, tidligere nabo til Tastumgård fortæller om sommerfester hos Niels og Margrethe Odgaard

Det var gerne i juni, og jeg syntes, der altid var godt vejr. Der blev sat flag op i de store træer, som danner allé ned til Tastumgård, og da mit hjem lå, hvor alléen begynder ved vejen, var vi jo med fra morgenstunden af. Det var Afholdsforeningen, der holdt de fester. Der var stillet et telt op fra Stoholms Afholdshotel, hvor man kunne købe kaffe.
Haven var også pyntet med flag. Talerstolen stod foran den store veranda. Om talerne husker jeg meget, især husker jeg , at en præst fra Sønderjylland blev der til dagen efter.
Folk kom på cykler og i hestevogne. Nogle kom kørende i bil, men dem var der jo ikke mange af i 20’erne. For os børn var det en stor dag. Vi kom i vores fineste tøj. Jeg husker, at mor syede lyseblå silkekjoler til os. Det var de fineste kjoler, vi har haft.
Der var også folkedans, og det var Tastum Ungdomsforening, der gav opvisning. Der har også været et lystspil, som opførtes ovre på øen. Det er en gammel mergelgrav lige ved haven med en ø ude i midten. Der var en flot, hvid bro derover, men den er der ikke mere. I vandkanten var der kulørte lamper, og ænder svømmede rundt på vandet. Folk sad på græsplænen og på bænke. Jeg syntes, at haven var stor og flot med træer og springvand. Der var også et lysthus og masser af roser. Margrethe havde altid noget godt til os børn, bl.a. saftevand.
Der var fri adgang til hele huset. Hvor har det været et stort arbejde både før og efter for at få det hele i orden, men det var en oplevelse for os at være med. Om aftenen dansede de unge i forsamlingshuset, hvis de kunne få fat i én til at spille.
Dagen efter var vi børn nede for at hjælpe med at samle papir op.
Aase Madsen er født d. 27. februar 1920 og bor nu i eget hjem i Stoholm 92 år gammel. Hun kan huske meget, og er en god fortæller. I går, d. 16. 3. 2011, blev hun begravet fra Stoholm kirke.
Stor tak til Inga Pedersen for dette indlæg

Gammel skole- og kirkesti i Iglsø
Kr. Langerskov Pedersens, Iglsøvej 59, bedstefar solgte i 1894 et stykke af sin jord til Iglsø kirke, som stod færdig i 1895. Han beholdt et hjørne til at bygge sin aftægtsbolig på, nuværende Iglsøvej 90. Et dige var dengang skel mod syd. I dag er et stykke af diget bevaret mellem Langerskovs og Kjeldbjerggårds jorder. Diget fortsatte vel hundrede meter vest for vejen, og en markvej langs digets nordside gjorde det muligt for Kristian Pedersen at komme op til marken vest for kirken. En gammel byvej fra Trevad mod Stoholm gik tæt forbi kirkegården. Den eksisterer ikke mere, men er aftegnet på matrikelkortet. På et tidspunkt, vel sagtens i forbindelse med en udvidelse af kirkegården, blev diget fjernet (1928), og markvejen blev byttet med en smal strimmel jord nord for kirkegården, uden at det blev registreret på matrikelkontoret. Provst Boserup opdagede det og gjorde opmærksom på det, så den side af sagen blev bragt i orden. Kirkegården er senere blevet udvidet både mod syd og mod vest. Den sidste del af diget blev fjernet i forbindelse med jordfordeling ved omfartsvejens placering i 1981.

I skellet mod nord var der i mange år en låge, som blev benyttet af kirkegængerne, siger Langerskov.
En skole-/kirkesti gik fra Bregendal i nordlig retning mod Marie og Aage Sørensens ejendom, Bregendalsvej 3. Her var det en markvej, som blev benyttet af mælkekusk, landpost og skolebørn m. fl. Langs med vejen var der en hæk. På et tidspunkt blev et langt stykke af vejen overpløjet, og en anden markvej etableret længere mod øst. Skolestien fortsatte forbi Bregendalsvej 3 og 1 og op forbi frugtplantagen eller nuværende møbelpolstrer Ole Jensen, Kjeldbjergvej 1, fortæller Aage Sørensen.
Markvejen førte forbi Skivevej 29 og 31. Lidt før nr 33 drejede stien til højre ned langs skellet til nuværende Iglsøvej 86. Ved hjørnet af kirkegården gik stien tværs over marken hen til kirkegårdslågen. Stien fortsatte ned til Iglsø-Stoholmvejen, langs denne et kort stykke, tværs over en lavning til vejen om til Iglsøvej 57. Lidt efter gik stien langs et skel, bag om en skov og ned til skolen. Det sidste stykke af skolestien blev kun benyttet på vej hjem fra skole. Det hastede ikke så stærkt med at komme hjem. Man blev sat til at arbejde, og kunne f. eks. risikere at blive sat til at luge i stenpikningen omkring Iglsø kirke, har Langerskov fortalt. Det var sikkert den skolesti Marie Bregendahl benyttede og har fortalt om i sine erindringer om skoletiden hos lærer Ottogreen i Iglsø.
Langerskovs bedstefar blev ansat som graver og kirkegårdsgartner fra 1895. En samling af mindesten over den første komité, som havde taget initiativet til kirkebyggeriet, er samlet tæt ved kirken. Rundt om kirkegården blev der plantet en tjørnehæk, og indenfor denne en række grantræer. I ca. 1926 blev grantræerne fældet, og Kr. Langerskov Pedersen, født i 1921, kan huske, at han hjalp med at styre en lille hest, som kunne trække stammerne hjem til ejendommen. Her skulle træet bruges som brændsel. På granernes plads plantede faderen, som nu var graver, en række bøgetræer, som stadig står og pynter både sommer og vinter. De er klippet i facon og er helt unikke og specielle for Iglsø kirkegård. Mage til smukke træer findes næppe andre steder.
Tre generationer har passet og plejet kirken og kirkegården i knap 100 år. Først Kristian Pedersen fra 1895-1918, derefter Niels Kristian Pedersen til 1945, og Kristian Langerskov Pedersen og hustru, Erna, til 1970. Herefter overtog Erna jobbet med hjælp af sin mand fra 1970-1989.
Efter Ingas samtale med K. Langerskov Pedersen  og Aage Sørensen den 28. 11. 2003                                                                          
Stor tak til Inga Pedersen for dette indlæg

Pas på ældre kvinder!
Jeg endte ved siden af en ældre kvinde på en bar forleden. Hun så egentlig rigtigt godt ud, selvom hun sagde at hun fejrede hendes 61 års dag. Hun så faktisk bedre og bedre ud efterhånden som timerne blev mindre, og jeg kan huske at jeg tog mig i at tænke at hun sikkert havde en rigtig flot datter.
Vi drak lidt og kisse-missede da også lidt efterhånden.
Pludseligt spurgte hun om jeg havde prøvet en sportsmand-doublet?
"Hvad mener du med det?" Spurgte jeg.
"Det er en mor og datter-trekant med dig" sagde hun med et smil på læben.
Jeg sagde "Nej" ret opstemt, med et forventningsfuldt smil på mine læber
Vi drak lidt mere, og så var det hun sagde at det var "min heldige nat".
Kort efter tog vi hjem til hende, hvor hun tændte al lys i hall'en og råbte op af trappen:
"MOR - er du stadig vågen?

Mønsted kalkgruber



Mønsted Kalkgruber og Kalkværk besidder store biologiske, friluftsmæssige, geologiske og kulturhistoriske værdier.
Mønsted Kalkgruber og Kalkværk har i århundreder været kilde til kalksten, der er blevet hugget i de underjordiske gruber. Derefter blev kalken brændt i primitive skaktovne.
Produktionen i Mønsted blev industrialiseret i 1872. Mønsted Kalkværk blev bygget med højovne, knusemaskiner og lokomobiler over jorden. Udvindingen af kalken under jorden blev effektiviseret med kilometerlange tipvognsspor. Den nuværende ovnbygning er fra 1934. Råstofudvindingen sluttede i 1953.
I kalkværket findes udstillinger om flagermus, geologi og kalkens kulturhistorie. Gruberne er i dag vinterbolig for titusindvis af flagermus. Der er fem forskellige flagermusearter, blandt anden den meget sjældne damflagermus, der kun har tre overvintringssteder i Europa.
Siden middelalderen har bønderne i Daugbjerg og Mønsted vest for Viborg haft kalkudvinding som et lukrativt bierhverv. Undergrunden i området er rig på kalksten, som ved kraftig opvarmning bliver til brændt kalk – grundsubstansen i mørtel.
Kalken blev hentet både i åbne brud og i underjordiske gruber. Brændingen foregik i primitive skaktovne, som blev fyret op med træ og siden lyng, da man i 1500-tallet havde fældet skoven.
I 1872 solgte Mønsteds bønder deres kalkrettigheder til interessentselskabet Mønsted Kalkgruber, som senere blev en del af aktieselskabet "De jyske Kalkværker".
Med interessentselskabets overtagelse begyndte den industrielle udnyttelse af kalkforekomsterne ved Mønsted. Ejerne investerede i maskiner og nye ovne, som ikke skulle afkøles før tømning, men kunne brænde kontinuerligt. Om sommeren foregik kalkbrydningen i åbne grave, om vinteren i gruberne, hvor tipvogne sørgede for transporten. Omkring 1880 beskæftigede værket 60 mand og 10 kvinder.
De jyske Kalkværker foretog i 1933 en stor ombygning og udvidelse af værket. Tyve år senere ophørte grubedriften, og i 1955 var det også slut med kalkbrydning i det åbne brud. Værket fortsatte dog med at brænde kalk fra Djursland helt frem til 1979.
Skov- og Naturstyrelsen købte i 1997 Mønsted Kalkgruber med bygninger, gruber og 14 hektar jord. Året efter blev kalkværket fredet, og frem til 2004 gennemgik det en omfattende restaurering.
Ud over at anlægget har kulturhistorisk betydning, er gruberne et vigtigt overvintringssted for flagermus. Den selvejende institution Mønsted Kalkgruber står for drift og formidling, herunder afholdelse af underjordiske koncerter og andre kulturelle arrangementer.
Bygninger og anlæg
Kalkværket fik sit nuværende udseende ved ombygningen i 1930'erne. Værket består af en halbygning med tre skaktovne. I samme bygning fandtes også læskesektionen med udluftningsanlæg. En tilbygning mod øst indeholdt kalklagre.
Kalkværket er bygget af træ på et fundament af beton og flint. Overalt er der betongulve.
Omkring værket er der bevaret flere potovne, ligesom transportvejen til anlægget og en del af tipvognsskinnerne til kalkgruberne stadig eksisterer.
I gruberne findes op imod 60 km underjordiske minegange i tre lag, ned til 35 meter under jordoverfladen.
Kalkudvindingen i Mønsted har været en betydningsfuld del af den midtjyske råstofindustri.
Mønsted Kalkværk med bygninger, kalkbrud og gruber er et unikt og yderst velbevaret industrimiljø. Anlægget er et fremragende udgangspunkt for formidling af kalkudvindingens lange historie og områdets geologi.
Hancock Bryggerierne

Bryggeriet Hancocks historie går tilbage til et lille hvidtølsbryggeri, som A.P. Lorentzen i 1876 grundlagde i Nørregade 44 i Skive.
I 1895 blev det købt af møller Christian Christiansen, som udvidede det og delte det op i et ølbryggeri (med navnet Thordal) og en mineralvandsfabrik
Først i 1935 begyndte bryggeriet at producere det lyse pilsnerøl.
I 1954 flyttede tapperiet til sin nuværende adresse i Resen nord for Skive, mens bryghuset og lagerkældrene forblev i Nørregade indtil 1963.
Navnet "Hancock" blev introduceret i forbindelse med et eksportfremstød i 1950'erne. Da bryggeriet i 1971 omdannedes til aktieselskab, måtte det gamle navn, Thordal Bryggeri og Mineralvandsfabrik, vige til fordel for "Hancock Bryggerierne A/S". Bryggeriet er fortsat i drift.
Bygninger og anlæg
Bryggeriet Hancock er opført på en højtliggende grund nord for Skive, tæt ved udfaldsvejen mod Mors og Fur. Alle anlæggets bygninger står i røde mursten med hvide markeringer omkring vinduespartierne.
Den ældste af bygningerne, opført i 1955, er samtidig den mest markante. Bygningen er i én etage med vinduesfacade mod syd. Midt på bygningen rejser sig et tårn i tre etager med en gennemgående glasfacade i hele tårnets højde. Ved østgavlen står fire store gærings- og lagertanke fra 2003.
Bagved ligger den nyere produktionsbygning fra 1963. Den har lavere taghældning og lavere tårn end 1955-bygningen, men er i øvrigt udformet på samme måde. Anlægget omfatter desuden en lagerbygning fra 1972 og en stor lagerhal fra 1989.
Skive Byhistoriske Arkiv har materiale om bryggeriet.
Hancock er et af få eksisterende bryggerier med rødder tilbage i 1800-tallet. Bryggeriet er endvidere et tidligt eksempel på udflytningen af industri fra Skives bymidte. Bygningerne er velbevarede og et fint eksempel på 1950'ernes og -60'ernes industriarkitektur. Med sin højtliggende placering i landskabet står bryggeriet som et vartegn for Skive.
Udpegning og vurdering: Museumsrådet i Viborg Amt.





Underjordiske væsener !
Blandt de underjordiske væsener, som fjandboerne troede på, og som de virkelig mente eksisterede, var bjergmændene.
Disse folk boede i høje og bakker og blev ofte benævnt højfolk.
Hvorledes en bjergmand så ud, vidste man ikke, da ingen nogensinde har set en sådan bjergmand.
Derfor var opfattelsen af, hvorledes sådanne højfolks udseende var, forskellig. Ikke sådan at forstå, at befolkningen i den ene del af herredet havde én opfattelse af bjergmændene, mens beboerne i en anden del af herredet havde en anden. Nej, selv inden for nærmeste familier var opfattelsen forskellig. Nogle mente, at bjergmanden var en lille mand med lille skæg; andre troede derimod, at han var både høj og kraftig med store hænder og fødder, og desuden var han umådelig stærk.
Så himmelvidt forskellige var fjandboernes mening om bjergmændene.
Sagnet fortæller, at der i en bakke i Feldingbjerg boede en bjergmand, som senere flyttede til Daugbjerg Daas. Hvilken høj i Feldingbjerg nævnes ikke, og ingen har nogensinde tillagt en høj eller bakke i Feldingbjerg at være bolig for en bjergmand, vides ikke.
Anderledes med Daugbjerg Daas. Her vidste gamle folk at fortælle om Bjergmanden, og en mængde sagn er knyttet til dette sted. Dog mærkeligt, hvor mange historier, der end fortælles om Bjergmanden i Daugbjerg Daas, har dog ikke en eneste fjandbo nogensinde set ham.
Om folk fra andre egne af landet har været mere heldige, vides vistnok ikke, i hvert fald synes der ikke at være skrevet noget om det.
                                                              *****
Hvis det er rigtigt, at ingen har set den berømte bjergmand i Daugbjerg Daas, så er antagelig den ejer af Grovegaard, som i år 1820 kom gående ad vejen ved Daugbjerg Daas, nok den person, der har været nærmest ved at få øje på ham.
Denne mand så i alt fald højen lukke sig, men mere fik han heller ikke at se; Bjegmanden var ham for snild og for hurtig i vendingen. Han løb ind, inden den gode bondemand fik set sig ret omkring.
Det hedder i sagnet om Højslev Kirke, at der boede en trold i Bruddals bakker, men i hvilken af bakkerne, han boede, omtales ikke, og det er umuligt at få konstateret, hvilken bakke, det er, at folkefantasien har tillagt at være Bjergmandens bopæl.
På Lundø har Bjergmanden også boet, og her ved man endda, hvor han boede. Der ligger nemlig på Lundø en bakke, der hedder Bjergbakke, og i den boede trolden engang. Ganske vist fortæller sagnet, at han omsider
måtte flytte, fordi han ikke kunne forblive længere på grund af de mange katte, som fandtes på øen, og som lagde den stakkels trold for mange hindringer i vejen
Han har i en periode boet i Feldingbjerg, men i hvilken høj vides ikke. På Lundø ved man, at han en overgang boede i Bjergbak. Ja, det er alt, hvad man ved om Bjergmandens bosteder i Fjends Herred.
Det næste spørgsmål vil uvægerligt blive dette: Hvorledes opfattede fjandboerne bjergmændene?     
Her må svaret blive religiøst. De troede ham ikke just som en djævel, men dog som en person, der udøver onde gerninger. Man kan heller ikke sige, at han var en mørkets gud, skønt det måske ville komme meget nær ved at passe.
I hvert tilfælde troede fjandboerne på ham som en, der kæmpede imod kristendommen, og overalt, hvor han kunne, søgte han at hindre, at kirker byggedes.
Alt dette gav sig hos fjandboerne udslag ved fødsel og død.
Det kan således nævnes, at det var forældrenes visse pligt at passe på, at Bjergmanden ikke kom og tog barnet, mens det endnu var udøbt. Thi det var en antagelse, at bjergmænd ville komme og tage de udøbte børn og så lægge et af sine egne i stedet.
Men for at dette ikke skulle ske, havde fjandboerne visse forholdsregler at tage.
Så snart et barn var født, og endnu inden det blev lagt på sit eget leje, blev der lagt en stoppenål i puderne for at gøre barnet stålsat.
Ligeledes var det skik over hele Fjends Herred, at så længe et barn ikke var døbt, skulle der altid brænde lys ved det. Derfor stilledes altid et lille bord ved vuggens hovedgærde. På bordet sattes to lys – et på hver side – og de blev så tændt ved aftenstide og blev ved med at brænde indtil morgengry.
Ved sådanne midler regnede man med at holde Bjergmanden fra huset; men nu er der rigtignok det at sige, at  man kan passe nok så godt på, så kunne det jo hænde, at man f.eks. en aften glemte at få lysene rettidigt tændt eller måske en anden lille bagatel, og dette benyttede Bjergmanden sig af. Han kom ind og tog barnet i vuggen og lagde et af sine egne i stedet.
Et sådant bjerhmandsbarn, der var byttet til kristne foeældre, kaldes en skifting. Af sådanne har Fjends Herred haft adskillige.
En af de ejendommeligste var vel nok Sølle Jens, der levede i den første halvdel af det attende århundrede og boede i Daugbjerg i et lille hus.
Om dagen sad han for det meste på en stor sten ved vejen, vist nok nærmere for at se, hvem der færdedes på vejen, og måske også for at få sig en passiar.
Når nogen spurgte ham om, hvem hans far var, svarede han altid: ”Det ved a sgu ett; men mi farbror bover i æ Døjs”.
Deraf sluttede folkene i nabolaget, at Sølle Jens var en skifting. Og når alt kom til alt, var Daugbjerg Daas måske hans rigtige hjem.
Mærkværdigt var det, syntes folk, men Jens, han kendte alle mennesker, ja, endog folk han aldrig havde set.
En dag skete det, at Jens som sædvanlig sad på sin sten ved vejen, at en rytter kom forbi i susende fart. En mand kom for sent til at se, hvem der havde sådant hastværk, og han spurgte derfor jens, hvem denne rytter var. ”Det var såmænd Jens Poulsen fra Bjat” var svaret, og det var også rigtigt, det var virkelig Jens Poulsen fra Bjert, der kom ridende forbi; men det mærkelige er, at Jens aldrig havde set Jens Poulsen og aldrig i sine dage været i Bjert.
En menneskealder senere levede der i Højslev sogn en familie, der havde flere børn. Der var den almindelige antagelse hos sognets beboere, at diss børn var skiftinger.
De var ikke som andre børn, syntes man, og deri havde man vist også ret. De var mere tilbageholdende end børn i almindelighed.
Når de legede, legede de helst med hverandre og ikke med fremmede kammerater.
I skolen var de noget tunge i opfattelsen; men i øvrigt havde de ikke nogen bestemt egenskab, dr kendetegnede dem.
Men skiftinger, det var de, mente folk. Og nogle vidste endog at fortælle. at Bjergmanden engang havde listet sig ind i stuen og byttet et barn, fordi forældrene enten havde glemt eller undladt at tænde lys ved barnet, mens det lå i vuggen.
Det var imidlertid ikke blot ved fødsel, at fjandboerne skulle passe på, at Bjergmanden ikke skulle tage menneskeliv, det gjaldt også ved døden.
Når et menneske var død, skulle man passe på, at ikke liget skulle blive taget.
Så snart den døde var lagt på strå, blev der øjeblikkeligt sendt bud efter nogle unge mennesker, om at komme på et bestemt klokkeslæt, enten sidst på eftermiddagen eller først på aftenen, det afhang af mørkets frembrud.
Til den bestemte tid samledes alle de unge, der var ordret til at komme, i huset, hvor den døde lå. De blev straks vist ind i det værelse, hvor den døde lå på strå. Nu blev der tændt en mængde lys, der skulle lyse hele natten. De unge havde dog ikke været samlet ret længe, før en eller anden af de tilstedeværende begyndte at spille enten på harmonika eller redekam, eller hvad man havde ved hånden. Dansen tog nu sin begyndelse, og den varede ved lige til den lyse morgen.




Lystigt gik det til ved en sådan lejlighed. Man dansede de gamle kendte dansestykker, og ind imellem gjorde man en lang pause, hvor alle unge fik alt, hvad de kunne spise og drikke.
Straks da dansen tog sin begyndelse, lagde man mærke til, at et eller flere fade med smørrebrød stod på bordet, og for at de ikke skulle blive for forsigtige, fandtes både brændevin og øl. Nu kunne de tage alt, hvad de ønskede.
Når man sådan var ude at holde vagt, kaldte fjandboerne det; aa lys æ Bjergmand fræ huus. Dette var i sin forstand ikke et gilde, man var til. Man blev ikke inviteret til at komme aa lys æ Bjergmand fræ huus, men man blev ordret, akkurat som tilfældet vil være med snekastning.
Længst har denne skik holdt sig i Borris sogn, hvor den endnu eksisterede i begyndelsen af 1850’erne; efter 1864 har ingen ”lyst æ Bjergmand fræ huus”. I slutningen af 1870’erne har det heller ikke været muligt at konstatere, at denne skik virkelig har fundet sted.
Blandt de underjordiske væsener, som fjandboerne troede på, og som de mente virkelig eksisterede, var bjergmændene.
Hvorledes denne tro er opstået, eller hvor gammel den er, kan sikkert ikke afgøres; men så meget er sikkert, troen på disse underjordiske væsener er ældgammel.
Et gammelt sagn fortæller, at da Vorherre udstødte de faldne engle af himlen, faldt nogle af dem ned på højene, og diss engle blev til Højfolk, eller som de også kaldes: Bjergmænd.
Med dette som grundlag forstår man også sagnene om, at bjergmændene søgte at hindre kirker i at blive bygget.
Disse sagn kan i mange måder danne et vist grundlag for forståelsen af den opfattelse, fjandboerne havde. Man kan vel ikke sige, at de opfattede Bjergmanden som en djævel, det er vel for meget sagt, snarere som en mørkets guddom, skønt dette også er overdrevet. Men så meget er sikkert, at han betragtedes som en ond ånd, der inden for viss grænser gerne ville gøre mennesker fortræd.
I forrige tider troede fjandboerne ligesom vistnok hele den danske befolkning på, at bjergmænd virkelig eksisterede.
Nå de i de lange vinteraftener sad samlede i en eller anden af de små lavloftede stuer, var bjergmænd et emne, man ofte talte om. Man fortalte de forskellige sagn om bjergmændene, og man diskuterede deres udseende. Man var klar over, at de boede i høje og bakker, men hvorledes en bjergmand så ud, vidste man ikke.                       
                                                                                            Af Jacob Odgaard, Tastum

Medlem af Fjends Egnshistoriske Forening!

Fjends Egnshistoriske Forening har til formål,
at medvirke til bevarelse af og interesse for kendskab til vor egns historie og fortidsminder,
at samarbejde med Æ Fjandboarkiv om vor egns historie,
at samle oplysninger til udgivelse af hæfter om vores egn, og
at udgive et eller flere årsskrifter i samarbejde med Æ Fjandboarkiv.
Foreningen udgiver hvert år til medlemmerne 2 halvårsskrifter,
et ”Forårsskrift” og
et ”Efterårsskrift”,
begge med et lokalhistorisk indhold.
Desuden afholdes
2 foredragsaftener,
3 udflugter i nærområdet og
1 lidt længere bustur/sommerudflugt.
Årskontingent:
60,- kr for enlige,
100,- kr. for par.
Benyt www.fjendsnet.dk og fortæl, at du ønsker at være medlem.
Efterfølgende vil du blive optaget i vores medlemsregister, der pt. tæller 216 medlemmer.







1 kommentar:

  1. Det er en god idé i disse IT-tider.
    vi skal nok lade Eva se med når hun er på besøg.

    Hilsen Karin

    SvarSlet