Forhistorien

Jeg vil fremover forsøge at fortælle så meget om vores familie som muligt.

Her er lidt om danske forhold på vore oldeforældres tid:

Danmark 1850 - 1919

Byernes erhvervsliv var strammet ind i et korset af ældgamle restriktioner, først og fremmest af det lukkede lavsvæsen og næringslove, der forhindrede fri handels- og erhvervsvirksomhed. I junigrundloven af 1848 blev der givet løfte om, at disse restriktioner skulle ophæves. Det skete ved næringsloven af 1857, der med virkning fra 1862 løste to snærende bånd. Dels tvangsophævede loven de gamle faglige monopoler omkring håndværkslavene i hver by. Alle, der havde aflagt svendeprøve og dermed kunne få næringsbrev, måtte nedsætte sig som selvstændige håndværkere. Reformens anden del var en ophævelse af købstædernes tidligere eneret på næsten al handel og håndværk - også en gammel torn i øjet på bønderne. Alle erhvervsdrivende kunne nu frit slå sig ned på landet - den frie konkurrence ville afgrænse antallet. Mange troede det ville slå købstæderne i stykker økonomisk, men bekymringen viste sig unødig. Købstæderne blomstrede, selv om liberaliseringen betød, at f.eks. købmænd nu slog sig ned ved vejkryds eller jernbaneoverskæringer - spiren til de kommende stationsbyer

Danske bønder blev i disse år meget standsbevidste, afstak deres grænser klart i forhold til både landbrugets overklasse, godsejerne, og til byernes borgerskab. Men de definerede også meget bevidst bondestandens grænser nedad mod de besiddelsesløse på landet.

Klassedelingen på landet var bestemt af jordfordelingen. Mellem godsejere og proprietærer var grænsen flydende, men sammen udgjorde godsejere og proprietærer en overklasse højt hævet over den øvrige landbefolkning. Godsernes jord blev dels drevet af fæstere, hvis antal var i tilbagegang, dels af et stort folkehold, der i sæsonen fik hjælp af et stort antal daglejere. En proprietær drev selv sin gård, uden dog selv at arbejde med.

Bondestanden var beboerne på de ca. 70.000 mellemstore gårde på mellem en og 20 tønder hartkorn. Udenfor stod ca. 750.000 landboere, som endnu knap var blevet politisk bevidste, ja, næppe havde tid eller kræfter til andet end sliddet med at skaffe sig selv og deres familier føden.

I gårdmandsstanden holdt man tyende: karle og piger, som i den travle tid fik hjælp af daglejere. Gårdmændene deltog selv i arbejdet og spiste sammen med folkene, og det var gårdmandsstanden, som var tyngdepunktet i landbruget.

Skellet mellem gårdmænd og husmænd var identisk med forskellen mellem middelstand og underklasse. Husmændene havde ingen hjælp og ofte så lidt jord, at de periodevis måtte arbejde for andre. Husmænd og gårdejere stod tit på spændt fod med hinanden.

Nærmest bønderne lå de godt 160.000 husmandsfamilier, en forarmet og overset social klasse, som først fandt et politisk  ståsted et halvt århundrede senere og da vel at mærke uden for Venstre. En fjerdedel af dem havde mellem 10 og 20 tdr. land og klarede sig lige akkurat på egen produktion. I Nordjylland var afstanden fra husmands- til bondebrug ikke stor, den sociale afstand altså heller ikke. Men i resten af landet var der en afgrund mellem bønder på den ene side og husmænd på den anden. De mindste husmænd, som med et gammelt udtryk kaldtes inderster, havde slet ingen eller kun meget små jordlodder og var derfor henvist til at søge arbejde på godser eller bøndergårde.

Hvor lavt husmændene stod socialt fremgår af, at det først var i 1848, at godsejernes ret til at straffe ”deres” husmænd korporligt blev ophævet. Men husmændene sakkede også bagud socialt, fordi de ikke havde råd til at tage de nye metoder som dræning og mergling i brug, eller til f.eks. at anskaffe heste i stedet for stude. På den anden side var godsejere og bønder afhængige af husmændenes arbejdskraft især i perioderne omkring såning og høst.

En stor gruppe forsørgere på landet var daglejerne. Når det gik højt, havde de en stump jord, hvor de kunne dyrke grøntsager. Hovedindtægten stammede imidlertid fra arbejde for andre, hvortil de blev ”lejet” for en dag ad gangen.

Grænsen nedad fra husmænd til, hvad man kaldte daglejere var usynlig. Fælles for hele denne klasse af tjenestefolk var, at det overvejende var gifte folk med mange børn og en levefod, der lå på eller under sultegrænsen alt efter konjukturerne og høstudbyttet. Her var der tale et liv fra hånden og i munden, en økonomi, hvor børnenes mulighed for indtjening allerede længe før konfirmationen var en afgørende del af overlevelsen. Men de gifte husmænd og inderster måtte konkurrere om arbejdet på bøndergårde med den egentlige tyendeklasse, de unge, ugifte karle og piger, der udgjorde den største del af landarbejderne. I gennemsnit havde en almindelig gårdejer et par karle til markarbejdet og en eller to piger til malkning. 1860’erne er endnu den store kornslagstid og behovet for arbejdskraft derfor relativt beskedent i forhold til senere, hvor det udvidede kreatur- og svinehold krævede flere medhjælpere.

De, som var på kost hos husbond, havde den fordel, at de tre gange om dagen kunne sætte sig til madmors fælles grød- eller sulefad og stikke til sig. Men dermed var det også forbi med fordelen ved tilværelsen som karl eller pige. Kønspolitisk set kunne man her tale om en ligedårligstilling, hvad arbejdstid og arbejdsbetingelser angik, men ikke om ligeløn. Udbuddet af arbejdskraft var så stort, at kontantlønnen var forsvindende lille og i mange tilfælde erstattedes helt eller delvist af materielle goder som et par træsko og et sæt tøj om året. Ofte kunne der være et smukt patriarkalsk forhold mellem husbond og tyende. Men der var også hyppigt tale om en urimelig udnyttelse, en diskrimination, der kom klart til orde i den lov om tyendets retsstilling, som Rigsdagen vedtog i 1854. Set med samtidens øjne var tyendeloven nok et fremskridt, en parallel til forbedringen af husmænds rettigheder fra 1848. Men de unge karle og piger var uvidende om deres rettigheder over for husbond og dermed som følge af tidens autoritære tankegang forsvarsløse over for retssystemet og blev - set med senere tiders øjne - gjort næsten værgeløse over for husbonds vilkårlighed. I tyendelovens formuleringer er der mindelser om fortidens stavnsbånd og hoveri.

Tyendet eller ”der”, som de unge mænd og kvinder slet og ret betegnedes under ét i loven, skulle ved konfirmationen udstyres med en ”skudsmålsbog”, som husbond skulle skrive i. De fæstedes ofte for et helt eller halvt år ad gangen, og når de skiftede plads, skulle de hen hos præsten og ”melde afgang” og tilsvarende ”melde tilgang” hos præsten det nye sted. De kunne ikke bare rejse ligesom andre.

Tyendeloven blev vedtaget af bondevenner og godsejere i forening, og det er en meget sigende kendsgerning, at det senere bondeflertal i Folketinget og godsejerflertallet i Landstinget ikke i det følgende halve århundrede fandt anledning til at menneskeliggøre tyendeloven eller skaffe husmænd bedre vilkår. På kort sigt betød dette, at bønder og godsejere forholdsvis let sikrede sig billig arbejdskraft, men på langt sigt var konsekvensen, at Venstre som følge af denne standsegoisme tabte en betydelig del af landbefolkningens stemmer. Radikale og socialister høstede siden rige afgrøder på landbosamfundets ”overdrev.

Dansk landbrug var i slutningen af 1860’erne ved at løbe ind i et befolkningsproblem. Bønder og husmænd fik store børneflokke, hvilket bevirkede at der opstod et proletariat af jordløse gårdmands- og husmandsbørn. I Sverige løste bønderne delvist dette problem ved at opdele deres jord i mindre landbrug, der fordeltes til arvingerne. Men i Danmark havde fæstevæsenet og de mange slægtsgårde, der gik i arv gennem generationer, gjort, at man nødigt delte danske bøndergårde i arveforhold.

Børnene måtte altså ud at tjene som tyende. Udbuddet af arbejdskraft blev derved så stort, at det trykkede lønnen til et minimum. Karlene havde næsten ingen mulighed for at spare op til et husmandssted endsige en bondegård. Efterspørgslen på jord fik priserne til at stige, og det er påfaldende, at de steg mest i de egne af landet, hvor storlandbrug med mange karle og piger på kost dominerede.

Bondebruget og navnlig husmandsbruget var gennem århundreder lagt an på at være selvforsynende enheder. Korndyrkning og kvægopdræt gav ikke mere udbytte, end at der kun var meget lidt tilovers til at sælge, når alle munde skulle mættes og kroppe klædes på. I stort og småt kunne man klare sig uden rede penge. Tøj til familien fremstillede man i vid udstrækning selv, og maden hentede man i stald og hønsehus. Ofte byttede man sig frem mellem naboer. Den lokale væver havde også jordbrug og leverede klæde af ulden fra bøndernes får mod at få f.eks. såkorn eller vinterfoder til kreaturerne som betaling. 

Befolkningstallet var i 1801 på 1 mill. indbyggere stigende til i 1890 at være 2,2 mill. indbyggere.

Det er karakteristisk for udviklingen efter 1860, at byerne voksede kraftigt, især Københavnsområdet.

Den hurtige stigning i antallet af mennesker i byerne medførte i de større byområder, at boligbyggeriet ikke kunne følge med. I store byer som Århus og København havde man naturligvis kendt til slum tidligere, normalt som resultat af hård grundudnyttelse og efterfølgende overbefolkning og forfald. Nu hvor industrialiseringen var ved at komme i gang, og mennesketilstrømningen sprængte alle rammer, byggede man direkte slum. At huse folk blev et spekulations- og investeringsobjekt, som både de statslige og de kommunale myndigheder greb lidt og sent ind over for. Følgen blev, at der såvel i København som i provinsbyerne opstod hele kvarterer med elendige lejekaserner. Sygdom og underernæring var sådanne steder det normale.

Samtidig med slumbyggeriets fremkomst flyttede en række af byernes bedrestillede lidt væk fra den indre by og bosatte sig i gode huse, oftest villaer, i nye kvarterer

Gennem anlægget af jernbaner i 1860’erne og 1870’erne blev det muligt at føre store varemængder til og fra byerne. Industrien udvikledes gradvis fra 1870’erne; detailhandlen overgik fra torvehandel til butikshandel, og sammenstuvningen af mennesker i byerne skabte behov for en lang række servicefunktioner. Byerne frembød derved flere muligheder end tidligere.

Den væsentligste årsag til byernes vækst var imidlertid, at en mængde mennesker simpelthen flygtede fra landdistrikterne. Nogle har her talt om ”fabriksfløjtens kalden”, men det er nok rimeligere at pege på det voksende antal mennesker på landet og på de fortvivlende ringe muligheder for de fattige.

Kraftig befolkningstilvækst havde på landet betydet flere fattige, fordi antallet af landbrug - og dermed antallet af arbejdspladser - umuligt kunne øges i samme takt, som antallet af mennesker. Et voksende antal mennesker blev proletariseret, og i stedet for deres eget måtte de blive tyende. Denne befolkningsgruppe, der talte over 150.000 mennesker, havde for det meste en hård tilværelse: de boede rædsomt og måtte arbejde for så lav en løn, at de ikke var i stand til at oprette deres egen husstand. Hermed var giftermål udelukket. De havde ingen rettigheder i forholdet til deres arbejdsgiver og ingen valgret. I landdistrikterne herskede ydermere en udbredt skjult arbejdsløshed, således at daglejerne, der udgjorde en væsentlig del af arbejdskraften, som regel havde mindre end 280-300 arbejdsdage om året.

Et resultat af udviklingen blev også udvandringen, hovedsagelig til Amerika. I alt udvandrede fra Danmark i perioden 1850-1914 ca. 300.000 mennesker.

I byerne dominerede storborgerskabet, som sad solidt på ca.¼ af byernes samlede indkomster. Omkring århundredeskiftet var der vokset en ny form for småborgerskab frem: Detailhandlerne. Tidligere havde de mindre husholdninger dækket deres indkøb ved torvehandelen.

Detailhandel var et frit erhverv og i mange henseender et nøderhverv, som man slog sig på, når det kneb med at klare sig på anden vis, og disse forhold satte sit præg på småhandelen, der kom til at lide under hård konkurrence, og mangel på såvel kapital som fagkundskab. Gældsstiftelser og fallitter hørte til dagens orden; omkring 1900 måtte gennemsnitligt 16% af de københavnske detailhandlere lukke.

Omkring 1890 var den sociale ulighed så stor, at det er på sin plads at tale om en egentlig underklasse, bestående af en ret broget skare af ekspedienter, håndværkssvende, faglærte og ufaglærte arbejdere og tjenestefolk. Der var nok af arbejdskraft, så lønningerne lå tit omkring eksistensminimum, og mange familier kunne kun overleve ved hele familiens slidsomme arbejde.

Datidige undersøgelser viser at en jordløs landarbejder normalt ikke kunne forsørge hustru og to børn blot tarveligt, selv hvis han havde arbejde året rundt. Fattigfolks børn på landet kom ud at tjene fra de var 8-10 år.

Indtil 1921 hed tjenestefolk tyende og blev defineret som personer, som ikke havde egen husholdning, og som stillede deres legemlige arbejdskraft til rådighed for et herskab eller en husbond. Forholdene for tyendet var fastlagt i en tyendelov fra 1854, der i alt væsentligt var mere optaget af at sikre arbejdsgiverinteresserne end at beskytte tjenestefolkene. Loven indeholdt bestemmelser, der tillod husbonden korporligt at revse piger indtil 16 år og drenge indtil 18 år  - en ret, der ofte synes udnyttet på landet. Loven krævede også, at ethvert tyende var forsynet med en skudsmålsbog til angivelse af, hvor og hvor længe vedkommende havde tjent.

Forholdene for tjenestefolk var uensartede. En række steder på landet optoges de i familien, men både i byerne og på landet var tjenestefolkene normalt en ildestedt gruppe fattige uden nogen form for uddannelse. De måtte arbejde for næsten ingen løn, var praktisk talt uden fritid, og boligforholdene var usle.

Betragtes udviklingen 1890-1914 under ét, var der dog tale om fremgang. Foruden en svag indkomstudligning fandt der også en reallønsstigning sted. Overordentlig mange familier i Danmark omkring 1900 kunne kun klare sig, hvis de udviste den yderste sparsommelighed, og at levefoden som helhed var lav.

Den 15. maj 1919 nåede man frem til en overenskomst. 8-timers arbejdsdagen skulle være indført overalt fra 1. januar 1920, og den kunne gennemføres tidligere i fag, hvor arbejdsgivere og arbejdere enedes derom. Men arbejderne måtte selv bære det løntab, der var forbundet med den kortere arbejdstid.

I februar 1919 blev der forelagt fire jordlovsforslag i Rigsdagen. De tre af dem tilsigtede at skaffe jord til udstykning, henholdsvis fra lensgodserne, fra præstegårdsjorderne og ved ekspropriation. Det fjerde handlede om de vilkår, på hvilke jorden skulle komme husmændene i hænde.

Kravet om ”lige adgang for alle til fædrelandets jord” var vokset i styrke. Der var, sagde Zahle, en ”hunger efter jord”.

Der var temmelig store tilliggender til de fleste præstegårde, og det var gerne god jord. Hvor præsten selv drev jorden, skulle udstykning finde sted ved embedsskifte. Hvor den var forpagtet ud, skulle det ske, når forpagtningskontrakten udløb. Der ville altså gå en årrække, før dette lovforslag rigtig kom til at virke i praksis.

Len og stamhuse var besiddelsesformer, der stammede fra enevældens første dage. De kunne ikke sælges, og de gik samlet i arv til nærmeste arving. Selv om de ofte var oprettet af privat gods, havde staten en art overejendomsret til dem, hvis juridiske karakter var omstridt, og på nogle af dem hvilede der en hjemfaldsret til staten. I en tid, hvor liberalistiske anskuelser rådede, føltes denne besiddelsesform som noget fortidigt, og derfor havde grundlovsfædrene i 1849 bestemt, at der ikke kunne oprettes flere len og stamhuse, og at det ved lov nærmere skulle ordnes, hvorledes de bestående kunne overgå til fri ejendom. Dette løfte var aldrig blevet indfriet, fordi man ikke havde kunnet enes om, på hvilke vilkår overgangen burde ske.

Flertallet i en landbokommission, der var nedsat i 1911, havde fundet det rimeligt, at besidderne til gengæld for løsningen af lensbåndet afgav 10% af værdien og mod erstatning en fjerdedel af tilliggendet. Her var altså både jord at hente til udstykning og penge til finansiering deraf. Men det var karakteristisk for den mere radikale stemning i 1919, at betingelserne blev skærpet. Regeringens forslag gik ud på, at godserne skulle indbetale 25% af værdien, hvis der hvilede hjemfaldsret på dem, og ellers 20%, og at de skulle afgive afgive en tredjedel af deres tilliggende mod erstatning. Med disse forslag regnede man med at få jord nok til 5-6.000 nye husmandsbrug

Det fjerde forslag var næsten det mest omdiskuterede. Det gik ud på, at jorden ikke af staten skulle sælges på almindelige vilkår. Der skulle ikke erlægges nogen købesum, men køberen skulle til stadighed forrente jordværdien. Jordens værdi skulle ansættes ved periodiske vurderinger. Steg den, skulle husmanden altså betale mere, faldt den, bar staten sin del af tabet. Dermed tilsigtede man at komme jordspekulationen til livs. Husmanden ville frit kunne afhænde sit brug; det han kunne sælge var imidlertid kun bygninger, redskaber, besætning og de forbedringer, han ved sit arbejde havde tilført jorden, men ikke denne selv. D.v.s. at han ikke kunne få nogen fordel af den værdiforøgelse, som den almindelige udvikling i samfundet kunne tilføre jorden. Af sine tilhængere blev denne nye besiddelsesform betegnet som ”brugseje”.

Bondestanden havde oplevet sin store fremgangstid, da den efter landboreformerne var blevet en stand af ejere i stedet for fæstere. De sidste rester af det gamle fæstevæsen blev netop afskaffet ved denne tid. Men var den rette betegnelse på den foreslåede besiddelsesform ikke ”statsfæste”, da jorden dog forblev statens?

De Radikale måtte opgive ekspropriationsloven, til gengæld affandt Venstre sig med salgsloven, og i denne skikkelse blev jordlovene vedtaget i oktober 1919. Det var en betydningsfuld reform, der var båret af en fremherskende overbevisning om, at husmandsbruget både økonomisk, nemlig i kraft af det intense arbejde, husmanden kunne lægge i sin jord og i pasningen af sine dyr, og socialt, ved den afsvækkelse af flugten fra land til by, men derigennem kunne opnå af stor samfundsmæssig værdi. De nye brug skulle være af en sådan størrelse, at de kunne beslaglægge en families hele arbejdskraft, så det ikke var nødvendigt, at husmanden tog arbejde for andre.

  Danmark 1920 - 1939

Hvor alvorlig den krise var, der ramte Danmark sidst i året 1920, viste arbejdsløshedstallene. De var højere end nogensinde før i århundredet. I vinteren 1922 gik hver tredje organiseret arbejder arbejdsløs, og i de to år 1921 og 1922 drejede det sig om hver femte mand i årligt gennemsnit. Under disse omstændigheder blev disse to år de store arbejdskampes år, hidtil kun overgået af den store konflikt i 1899. Det lykkedes arbejderne at fastholde 8-timers arbejdsdagen, og de bevarede også en højere realløn end før krigen, men de måtte affinde sig med en nedgang på ca. 15% i forhold til 1920. Det var første gang, de oplevede ved overenskomster at måtte give slip på noget af det vundne.

Samtidig klagede landmændene over mangel på arbejdskraft. Der bestod et svælg mellem lønninger og fritid på land og i by. På landet var der ingen 8-timers arbejdsdag, og selv om mange landarbejdere var blevet organiseret, lå lønningerne væsentlig under dem, de lavest lønnede fik i byerne. Derfor trak de unge til byerne uden altid at være klar over, at leveomkostningerne dér var ikke så lidt højere end på landet.

Landmændene erstattede den menneskelige arbejdskraft ved at anskaffe landbrugsmaskiner. Mange gårde fik radsåmaskiner og tærskeværker, og på nogle af de største begyndte man at bruge malkemaskiner og traktorer. Før krigen havde hver tredje dansker været beskæftiget ved landbruget, i slutningen af 1920’erne var det lidt over en fjerdedel.

Lovene af 1919 blev udnyttet i 1920’erne med det resultat, at der rejste sig ca. 4.200 nye statshusmandsbrug på jordrentevilkår. Mange af dem kom til at ligge i kolonier med temmelig ens huse, hvor før store herregårdsmarker havde strakt sig.

Der var interesserede nok, der ville have jord. De skulle udfylde et ansøgningsskema, som de hentede hos sognerådet, og som med dettes påtegning om ansøgerens kvalifikationer blev sendt videre til en husmandsbrugs-kommission i hvert amt, der arbejdede efter de direktiver, Statens Jordlovsudvalg havde opstillet. Det var dette der fremskaffede jorden, efterhånden som lenene gik over til fri ejendom og præstegårdsjorderne blev ledige, og det var også det der traf den endelige afgørelse af, hvem der skulle have jorden, efter at amtskommissionen havde opstillet ansøgerne i den rækkefølge, hvori den skønnede, at de burde komme i betragtning. Det der blev lagt vægt på, var flid, sparsommelighed og dygtighed. De unge husmænd og deres koner skulle kunne tage en hård tørn.

Udstykningerne blev altid gennemført, så parcellisterne i god tid kunne tage fat på forårsarbejdet. De skulle have jorden i drift og bygninger opført, så de stod færdige inden 1. oktober. Det var et travlt sommerhalvår. De mest energiske slog en midlertidig bræddehytte op og flyttede ind med familie, heste og høns, og arbejdede både i marken og ved byggeriet for at holde omkostningerne nede. Det var, som det blev sagt om det første hold, der blev indsat, ”ikke cigaretrygende kasketdrenge, men det var kraftige, målbevidste og viljestærke lejehusmænd fra herregårdene, landarbejdere og enkelte tjenestekarle, alle præget af energi og virkelyst”.

Med Madsen-Mygdal som leder voksede uviljen i Venstre mod ”brugsejet” som princip for udstykningen. Han gennemførte derfor i 1921 en fornyelse af husmandsloven, så der også kunne udstykkes til selveje på betingelser, der kunne konkurrere med 1919-lovens. Det viste sig, at der blev oprettet endnu flere brug på dette grundlag, i tiden 1921-30 næsten 5.400, deraf især mange i Jylland, hvor der ikke var så megen lensjord til rådighed.

Venstre-regeringen hyldede kræfternes frie spil, men Madsen-Mygdals husmandslov er et eksempel på, at andre hensyn kunne gøre sig gældende. Niels Neergaard selv var vel en trofast frihandelsmand, men samtidig en af de første, der havde taget til orde for en sociallovgivning, og han havde haft sin store andel i tilblivelsen af de første sociale love i begyndelsen af 1890’erne. Han fik nu som statsminister lejlighed til at medvirke til en udbygning og modernisering deraf, da hans indenrigsminister dr. Krag i 1921 og 1922 gennemførte nye love på disse områder.

I den hidtidige sociallovgivning fandtes ingen invalideforsikring. En kommission havde arbejdet med problemerne. De kronisk syge havde hidtil været henvist til fattighjælp, som også efter 1915-grundloven berøvede dem stemmeretten.

Den lov som dr. Krag nu gennemførte, knyttede invalideforsikringen sammen med sygeforsikringen. Det var frivilligt at være medlem af en af de statsunderstøttede sygekasser for ubemidlede, men det blev nu gjort tvunget for sygekassemedlemmer, at forsikre sig mod invaliditet. De kronisk syge havde hidtil været henvist til fattighjælp, som også efter 1915-grundloven berøvede dem stemmeretten. En invalideforsikringsret, der fik K.K. Steincke som præsident, skulle afgøre om en persons arbejdsevne var nedsat til en tredjedel

Hvis arbejdsevnen blev nedsat til en tredjedel fik vedkommende 800 kr. årligt i invaliderente. At loven imødekom et stort behov, viste sig ved, at der på fem fjerdingår indkom over 11.000 ansøgninger. Den hyppigste årsag var endnu i 1920’erne tuberkulose. Ved midten af årtiet havde ca. 20.000 fået tilkendt retten til invaliderente.

Denne reform byggede på dansk sociallovgivnings hidtidige hovedprincip, en kombination af forsikring, og statstilskud

På alderdomsforsorgens område havde der været fremsat forslag under den foregående regering, og Socialdemokrater og Radikale fandt, at Venstres forslag var så meget ringere end deres, at de undlod at stemme.

Denne anden del af det sociale reformkompleks, loven om aldersrente fra 1922, brød med det ofte ydmygende skøn over behovet for alderdomsunderstøttelse, som ansøgeren måtte underkaste sig.

Den nye lov byggede ligesom den gamle på forsorgsprincippet. Men den indførte noget nyt ved, at hjælpen ikke mere skulle gives efter skøn i det enkelte tilfælde, men som en ret efter faste takster, der var forskellige efter ansøgerens bopæl, alder, og indtægts- og formueforhold. Man søgte at markere dette ved et navneskifte:

alderdomsunderstøttelse blev en aldersrente. Derved fjernede man det præg af tiggergang til sognerådene, som i mange landkommuner havde hvilet over det gamle system. Samtidig blev aldersgrænsen hævet fra 60 til 65 år.

Også på andre måder skete der i disse år forandringer af de gamles kår. Hidtil var gamle, der ikke kunne klare sig alene, blevet anbragt i fattiggårdene. Det var ikke særlig formålstjenligt, og det føltes ydmygende. Nu gav flere og flere kommuner sig til at bygge alderdomshjem.

I 1919 havde kun ¼ af De samvirkende Fagforeninger’s (DsF) medlemmer ret til ferie. Det var de offentligt ansatte, der først havde fået ret til ferie, og derefter blev det almindeligt i funktionærkredse i det private erhvervsliv for til sidst at brede sig til arbejderne. I 1936 havde 63% af DsF’s medlemmer opnået ret til 1 uges ferie. Denne udvikling blev fulgt op med en lov i 1938, hvor langt de fleste lønmodtagere i byerhvervene fik ret til 12 dages ferie med løn. Året før var der vedtaget en lov om forbud mod overarbejde og nedsættelse af aldersgrænsen for at opnå aldersrente fra 65 til 60 år for at give plads for andre på arbejdsmarkedet. Det blev i mellemkrigstiden almindeligt at tage på cykel- eller vandretur, og for at holde omkostningerne nede overnattede mange i telt eller i et af de nye ungdomsherberger. Kun et fåtal af danskere nåede i denne periode at komme til udlandet. Byernes ældre borgere og familier med mindre børn udnyttede ferien i kolonihavehuset eller hos familien på landet.

Gennem årtier havde tyendeloven af 1854 været et angrebsmål for Socialdemokratiet og de spæde landarbejder- og tyendeorganisationer. Også Venstre indså nu, at den var utidssvarende. Loven havde placeret tjenestefolkene som andenrangs borgere. De havde ganske vist fået stemmeret i 1915, men det gamle patriarkalske forhold mellem husbond og tyende eksisterede endnu. Det blev ophævet ved

medhjælperloven i 1921. Her fjernedes tyendebegrebet og tyendets personlige underordningsforhold under husbonden. Den forhadte skudsmålsbog, landarbejderens ”slavemærke”, som den blev kaldt, blev afskaffet sammen med husbondens ret til korporlig afstraffelse af drenge under 18 år og piger under 16 år. Medhjælperne blev ligestillet med øvrige arbejdere, og der blev formelt en retslig ligestilling mellem parterne i arbejdsforholdet. Der blev fastsat regler for medhjælpernes boligforhold, kost og rettigheder under sygdom. De fik ret til tre dages ferie med løn hvert halve år, men til gengæld blev der ikke lagt nogen øvre grænser for arbejdstiden, således som det var sket for næsten alle andre arbejdere.

Loven forudsatte, at aftaleforholdet for landbrugets arbejdere fortsat skulle hvile på individuelle aftaler mellem parterne. Gårdmændene ville ikke vide af en organisering, hverken af dem selv som arbejdsgivere eller af arbejderne. Et kollektivt aftalesystem som på det øvrige arbejdsmarked bekæmpede de med næb og kløer. Der skulle gå mange år, før lovens krav til pigers og karles logi og kost blev opfyldt alle steder, og lønmæssigt haltede de langt efter arbejderne i andre fag. Medhjælperloven gælder stort set uændret endnu i dag. At loven trods dens formelle forbedringer ikke umiddelbart medførte virkelige ændringer for de unge på landet vidner mange erindringer om. Sådan fortæller en landarbejder, født i 1909:

”Hældt ud på arbejdsmarkedet som tjenestedrenge måtte vi slide os fremad - arbejde, arbejde, arbejde - lønnen var lille og stod ikke i fornuftigt forhold til arbejdet. Vi var en kæmpestor flok, mer eller mindre forsagte og ikke sammensvejsede arbejdsdyr, forhutlede og ofte savnende menneskelighed, og det er ikke for meget sagt, at man i håbløsheden undertiden følte sig forladt af gud og mennesker.”

Indtil 1958 var der en betydelig forskel på landsbyskoler og købstadsskoler, en forskel der allerede var forudset i folkeskolens grundlov fra 1814, som endnu i store træk var gældende.

Endnu i mellemkrigstiden var der flest børn i landsbyskolerne, hvor undervisningen formelt set var ringere end i byerne, da undervisningstiden var ujævnt fordelt, og da der var uforholdsmæssigt meget erhvervsarbejde og for få klasser og fag.

Den typiske landsbyskole havde under 100 elever og havde mellem 2 og 4 klasser til de 7 årgange. Det var derfor vanskeligt at undervise alle på én gang, og hverandendagsundervisning var derfor almindelig. Især i Vestjylland var det udbredt, at de ældste klassers elever gik i skole en dag om ugen i sommertiden og de yngste alle 6 dage. Om vinteren var det omvendte tilfældet. Denne ordning var specielt etableret for at muliggøre børnenes deltagelse i landbrugsarbejdet. Ofte fik de ældste drenge - især fra husmandshjem - plads på en gård i sommerhalvåret og besøgte så skolen derfra. I perioder med stort arbejdspres fik mange af de ældste børn lov til at blive hjemme, eller forældrene forlangte, at de skulle blive hjemme. Det kunne dog straffes med bøder, der dog let kunne opvejes med værdien af det udførte arbejde. Et særligt problem for eleverne i landsbyskolen var, at de ikke lærte fremmedsprog og efter gældende regler derfor ikke kunne optages i mellem- og realskolen uden ekstraundervisning. Selv om der var flest elever i landsbyskolerne, kom kun 26% af eksamensskolernes elever herfra i tyverne.

1937-skoleloven indeholdt en afløsning af målsætningen fra 1814, der havde ønsket gode samfundsborgere. Den nye folkeskole skulle ”fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber”.

Mellemskolen blev indført i 1903 og skulle forbinde grundskolen med realskole og gymnasium.