fredag den 23. december 2011

Elnas julehilsen


Kære venner og bekendte

Det er altid dejligt, når et år snart er slut, et år som har budt på mange både spændende og knap så spændende oplevelser.  I ved selvfølgelig meget af, hvad der er sket i vores liv det sidste år, men I får alligevel et lille resume. Jeg starter lidt længere tilbage, da jeg ikke fik sendt julebrev sidste år, det kan måske gøre det nemme at forstå dette års begivenheder.

Jeg brugte en del af sommeren 2010 og efterår på at få lidt klarhed over mit liv, nogen vil måske kalde det en alderskrise(Men ikke jeg, jeg er jo stadig ung!). Jeg kunne ikke længere følge med i mit liv, alt var gået for hurtigt, jeg havde også svært ved at komme over min fars død, så jeg besluttede mig for at gå til psykolog. Det var et godt forløb, men jeg havde brug for ro til at tænke mit liv igennem. Jeg besluttede at flytte til Skive. Det var sidste år i december, hvor tiden dog flyver.

Frits og jeg holder stadig sammen, det har været svært, nok især for Frits.  Jeg havde brug for at finde mig selv, ret egoistisk vil nogen sige, det var en nødvendighed for mig, var Frits tilbage i Ikast. Det har ikke altid været sjovt for ham.

Ja, og jeg havde travlt i Skive med at samle til rede, og skabe mig et ”nyt” liv, min drøm var helt klart at jeg kunne få ”både og”, men sådan går det jo ikke altid. Altså være gift med Frits, men blive boende i Skive.  I løbet af sommeren ønskede Frits skilsmisse. Det var ikke lige med i mine drømme/planer, hvis jeg fortsat ville være gift med Frits, hed det også Ikast. Så nu er jeg i Ikast igen, og det er nu ikke så tosset endda, selv om det kræver meget arbejde fra os begge.  Det var vist de ægteskabelige begivenheder.
Både Frits og jeg er også blevet mere modne, vi er begge blevet 50 år.  Frits havde den nærmeste familie på besøg, og jeg inviterede familie og venner til brunch i haven, kan det være mere pragtfuld i maj mdr., at kunne sidde uden for.

I februar var vi med Hanne og Svend i Østrig på skiferie.  Det var en dejlig tur med godt vejr og Frits fik ingen skader.


Frits fik endelig sit golfgennembrud i foråret. Nogen vil sige, han har udviklet sig til en rigtig golfnørd! (positivt ment). Ja, hans første pokal er faktisk i hus.  Jeg har ligeledes haft min debut inden for dette spil, jeg er også blevet golfspiller, hvem skulle have troet det!  ”Frits vil kun være gift med en golfspiller” så jeg havde ligesom ikke noget valg. Men for dælen hvor er det svært, jeg er dog indstillet på at kæmpe videre til næste år.

Frits og jeg havde et par små ferier, en til København sammen med Josephine og hendes veninde. Og en alene ferie i Skagen.

Vejret var rent faktisk med os, så mens tøserne kiggede på butikker nød Frits og jeg Nyhavn.

Efter flere års planlægning lykkes det langt om længe at komme ud at sejle med Carl Erik og Lene(vores venner). Begge familier kunne, vejret var med os og Carl Erik kunne låne en båd. Vi sejlede rundt om Venø, det var en rigtig dejlig oplevelse og forhåbentlig ikke sidste gang.
Vi har gennem mange år haft en opsparing med Solhaven i Skive, og endelig lykkes det at få pengene brugt. Vi var på en dejlig weekend i Ebeltoft, god mad, dans og lidt tømmermænd dagen derpå. Nu må vi se, om der kommer en ny opsparing. Det er i hvert fald en dejlig fornemmelse at tage på weekend uden det ”koster ”noget.
Efterårsferien startede ikke særlig godt. Frits`bil blev stjålet, han havde desværre ”glemt” at tage nøglen ud (så dækker forsikringen ikke). Den blev dog fundet efter få dage i god behold. Det var lidt heldigt.  Kia`en måtte en tur til Flensborg , da vi skulle på et forlænget weekendophold. Det gik nu uden problemer, det er jo en god lille bil. Opholdet var en super oplevelse, med lange bade, efterfølgende massage og god mad. 
Jeg ved ikke om det var tyveriet af den gamle bil eller …, men Frits har i hvert fald fået ny bil, man kan vel næsten se på billedet, hvor glad han er for den.

Vores gamle kat besluttede at gå sin vej i sommers, det var mærkeligt, at den pludselig var væk, vi efterlyste den, men uden et positivt resultat. Vi besluttede at få en ny killing i november, det endte selvfølgelig med to, Frits kunne ikke modstå dem, han siger dog det var ment i sjov! Efter en uge med de små pus, blev vi ringet op af en familie i Knudstrup, de havde en kat, som de havde fået oplyst på ”kattenes værn” var vores. Så den måtte vi af sted for at hente. Han var gået 28 km. Så det var en mager, slidt og 2 år ældre kat vi fik hjem. I starten var det mad, sove og måske lige ud for at komme på toilettet. Men tre katte, er mange katte. Det kunne DBA heldigvis hjælpe os med, så Bimmer (opkaldt efter BMWen) har fået sig et nyt hjem, hos en rigtig katteelsker. Så nu har vi Kia som i kan se på billedet og selvfølgelig Mitte.


Bjørn har jo været ude på de store vande, han aftjente sin værnepligt på Dannebrog. En superoplevelse, men han måtte desværre hjemsendes. Han sprang et ledbånd i knæet, men han er frisk igen. Bjørn og Sissel er flyttet sammen i en lejlighed i Ålborg. Bjørn ved endnu ikke, om han vil studie videre eller arbejde, lige nu er det arbejde. Sissel skal starte på sygeplejeskolen til februar.

Kristine nyder fortsat livet i Odense. Hun har taget et års orlov, og arbejder som næstformand i fagforeningen i København, så hun bruger en masse tid på at sidde i toget hver dag. Hun var endnu engang medhjælper ved Grøn koncert i sommers, det skulle efter sigende være en rigtig dejlig måde at tilbringe sommeren på. Jeg ved nu ikke lige om det er mig ”slæbe hegn”.

Steffen blev student i sommers og er nu startet på UNI, han læser datalogi, det er han glad for. Han bor stadig hos os, så han bruger også lidt tid i toget.

Josephine går fortsat på handelsskolen i Ikast og bor hos sin mor, hun har travlt med at arbejde og gymnastik i sin fritid.
Mit arbejde er lidt drøjt for tiden, jeg er startet på biblioteksarbejdet og uddannelsen, jeg arbejder desværre sammen med en mand som ikke er særlig sympatisk, det har betydet at det ikke altid er lige spændende. Min specialklasse trækker også tænder ud. Så jeg jubler, når jeg har haft en stille og rolig dag hos dem (det har jeg f.eks. i dag)
Jeg skal starte på andet modul af biblioteks- uddannelsen efter jul. Det bliver dejligt at blive lidt klogere igen.
Frits har nok at se til hvad angår arbejdet, han har heldigvis ikke mærket så meget til krisen, så det er jo dejligt.
Gad vide om det ikke er året i store træk. Vi håber på et år med knap så voldsomme begivenheder, som det vi forlader.
Vi skal holde jul i Ikast sammen med Steffen, Josephine og Frits` forældre, de er heldigvis stadig friske.
Glædelig jul og godt nytår.
Frits og Elna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar