Familieavisen - Smilet
6. årgang Nr. 4 2011
Nu til noget mere alvorligt!
Dette det sidste nr. af
Familieavisen på papir, men jeg har fundet en anden måde at levere avisen på.
nemlig som en ”blog” på internettet. Det er gratis, så alle med computer kan
være med; ligesom alle kan give deres besyv med i form af kommentarer.
Adressen er: http://www.familieavisensmilet.blogspot.com/
Avisen
har en formue på 600 kr., som foreløbig vil blive anvendt til udsendelse af
avisen til abonnenter uden internetforbindelse.
Beløbet
stammer fra familiefesten i Roslev, hvor der var et overskud på 900 kr. De 300
kr. er anvendt i år til porto for indbydelserne i år.
Hidtil
har jeg modtaget en del materiale fra familiemedlemmerne, bl.a. især fra Aage,
som var tæt på arkivet i Stoholm, som han tit besøgte. Men nu er det tyndet ud i modtagelsen af
tekster. De yngre medlemmer af familien er ligeledes spredt over hele landet,
og har derfor ikke så tæt kontakt med egnen.
Avisens
hovedsponsor er blevet ramt af en hjerneblødning, og skal efter genoptræning
flytte i en beskyttet bolig. Derfor forsvinder den gratis printer med farver og
papir.
Familietræf i Ebeltoft
40 familiemedlemmer havde en hyggelig weekend på Vandrerhjemmet i Ebeltoft den 5. november.
Kl. 19 fik vi en flot middag med tre retter. Resten af aftenen var der kaffe på kanden, og mulighed for at købe andre drikkevarer i hyggelige lokaler.
Efter kl. 24 blev vi henvist til opholdsstuen i værelsesfløjen, som familien var alene om.
Efter det store morgenbord søndag morgen invaderede vi Fregatten Jylland, hvor vi var et par timer, før vi skiltes.
Næste familietræf er
fastsat til september 2013 i Silkeborg.
Det er Aages familie som
arrangerer festen, der starter i Lailas have, og fortsætter i Silkeborg. Nærmere detaljer vil komme senere.
Deltagere i FAMILIETRÆF DEN 5. NOVEMBER 2011
|
||
Deltagere
|
Personer
|
Familiegren
|
Eva, Marinus og Karin
|
3
|
Eva
|
Esther
|
1
|
Esther
|
Brita,Børge, Oda og Olav
|
4
|
Jens
|
Lisbeth, Birte, Johnny, Kristine & Egil
|
5
|
Henning
|
Ruth, Flemming, Stella og Leif
|
4
|
Godtfred
|
Else & Jens Pedersen
|
2
|
Henrik
|
Solveig, Jens Jørn, Smilla & Sia
|
4
|
Henrik
|
Poul Erik Nielsen & Jan
|
6
|
Henrik
|
Grethe, Ingvard & Lailla
|
6
|
Aage
|
Annemette, Per og Maria
|
3
|
Albert
|
Sonja og Bent
|
2
|
Albert
|
Jeg medsender et billede af nogle af deltagerne på trappen ved rådhuset.
Måske en anden har en i bedre kvalitet.
Men jeg vil gerne have følgende tekst med i næste familieavis - hvis det kan
nås:
Fra Breum og Selde skal der lyde en stor tak til Bent for hans store arbejde
med familieavisen - en skam den nedlægges nu. Desuden vil vi gerne sige tak
til Bent med familie for arrangementet i Ebeltoft i november - det var som
sædvanligt hyggeligt at møde jer alle.
Vi glæder os til næste samling om to år.
Hilsen fra Eva, Karin og Marinus.
Venlig hilsen fra Karin.
og Maria's bidrag
To venner følges hen over golfbanen. Den ene skal til
at sende en bold af sted, da han får øje på en rustvogn med følge ude på
landevejen. Han standser, tager sin golfkasket af, lukker øjnene og fremsiger
en kort bøn.
-Det er noget af det mest rørende, jeg nogensinde har
set, siger hans ven.
- Du er et fint og medfølende menneske.
-Tja, vi var trods alt gift i 35 år …
(referat
fra Skive Folkeblad o. 1962)
I
anledning af Ane Margrethe
Odgaards’ 6o års dag på Tastumgård, har Skive
Folkeblad haft et interview med hende.
Ane
Margrethe Odgaard blev født 19. aug. 1881 og døde i 1979 på Sjørup plejehjem –
98 år gl.
Hun
blev gift med Niels Odgaard, som overtog ”Tastumgaard” i 1901 efter sin far Per
Odgaard. Niels og Ane Margrethe blev gift året efter overtagelsen d. 5. oktober
i 1902. P. Odgaard flyttede til ”Ny Skivehus”. Han mistede sin kone, Karen, i
1902. Hun døde af tuberkulose. Niels havde to brødre, Anders og Jacob. Niels,
som var den ældste, blev født 31. 3. 1879, Anders, født d. 1.4. 1884, døde 16.
år gammel i 1901 og Jacob, f. d. 11. 10. 1890, og døde 78 år gammel.
Niels’
far Per Odgaard
blev
født i Hvidbjerg på Thyholm d. 22. juni 1851. Hans kone, Karen Slot Nielsen,
var også fra Hvidbjerg. Karen og P. Odgaard flyttede Tastumgaard fra Tastum by
til dens nuværende placering. De var begge dygtige og afholdte, hvilket man
kunne læse i Skive Folkeblad i 1902 i anledning af Karens død:
Som en smule erkendelse og tak til Karen og P. Odgaard for den
gæstfrihed og venlige modtagelse, vi har fundet i Eders hjem, tillader vi os at
sætte en lille mindeplade på Karen Odgaards grav, idet vi har fundet, at denne
erindring vil være varig, som vore minder om hende er det.
På Tastumgaard oprettedes en friskole eller
privatskole. En lærerinde ved navn fru Teglborg, må have været der før Thomine
og må have haft en elev ved navn Ane Margrethe Maltesen og dennes bror fra
Iglsø. I 1894 hed lærerinden, Thomine Rasmussen, og eleverne: Jeppe, Søren
Johan og Karen Sørensen, tre søskende fra matr. nr. 7 ”Nedergaard” i Tastum,
Jens Østergaard fra Feldingbjerg og Per Odgaards egne tre sønner Niels, Anders
og Jacob. Der findes et billede hos Niels Rasmussen, Tastum, hvor hans
bedstemor, Thomine Rasmussen, er fotograferet sammen med de førnævnte elever.
Jacob, der er ca.
4 år, er også kommet med. P. Odgaards anden ældste
søn, Anders, blev født 1. 4. 1884 og døde 16 år gammel i 1901.
Sønnen, Jacob, blev det man kalder for
”evighedsstudent”. Han skrev en del historier og krøniker og en bog:
”Folkeminder fra Fjends Herred” i 1929. Han blev født 11. 10. 1890 og døde 78
år gammel i 1963.
P. Odgaard byggede senere et teglværk
(nedlagt 1913) og havde eget mejeri på gården (nedlagt 1901). På teglværket
fabrikeredes sten og drænrør, hvor æltemaskinen m.m. gik ved damp fra mejeriet.
I 1902 blev mejeriet nedlagt og opstod som Kjeldbjerg Andelsmejeri. I 1903
startede han en cementfabrik. I 1904
byggede han et elektricitetsværk og det var endda før Skive fik et. I 1913 blev
teglværket nedlagt. Han var også med i Økjær Mose ved Sparkær, Højslev
Teglværk, og der kan nævnes meget mere, som han deltog i.
Margrethe
Maltesen fra Iglsø må have været dygtig, for hun flytter i 1901 med Karen og
Per til Skive, hvor hun blev en slags privatsekretær for P. Odgaard. Hun blev
forlovet med Niels Odgaard, og i forlovelsestiden tog hun til familien på
Thyholm for at lære husholdning på en bondegård af samme størrelse som
Tastumgaard. Året efter holdt de bryllup og skabte et godt hjem på Tastumgaard,
for de tre døtre og syv sønner, de fik. De første fem år var Niels og Margrethe
barnløse, men så kom i hurtig rækkefølge 11 børn:
Peder, der kom til at bo i
Toftum ved Mønsted Kalkværk, gift med Gudrun f. Refsgaard, Tastum.
Karen boede i Otting, g.m. Osvald Søndergaard fra Trevad.
Anders slog sig ned i Tastum by, g.m. Mathilde f. Pedersen fra Kardyb.
Byggede på 16 tdr. land udskilt fra ”Tastumgaard”.
Aksel fik en gård i Kjeldbjerg, g.m. Mette Daugbjerg, datter af Ole
Daugbjerg, Iglsø.
Anna tog til København, g. m. Henry
Daugbjerg, søn af Ole Daugbjerg, Iglsø.
Else boede i Vridsted og var gift med præstegårdsforpagter Anton Pedersen,
søn af Jens P., Vridsted.
Malthe kom til at bo i Hald ved Ørslevkloster, g.m. Marie, d.a. Søren
Vistisen, Vridsted.
Poul slog sig ned i Lee sammen
med sin kone Dorthea.
Hans overtog Tastumgård,
Tastumvej 44, g .m.
Lilly, som stadig bor der i 2011.
Jens bor stadig på Holstebrovej
249, var gift med Esther Christensen, d. a. Kirstine og Martin C., Sjørup. Jens
blev født i 1925 og er i dag d. 5.3. 2011 86 år gammel.
1896. Den
2. maj kunne man i avisen læse:
Kobberup kirke er solgt. I søndags var der tvangsauktion over Kobberup
kirke med tilhørende kirke- korn- og kvægtiende samt jordlod. Trafikassistent
Rønn fra Brørup blev højstbydende med 6200 kr. Næsthøjestbydende var gårdejer
P. Odgaard, Tastumgaard”, der bød 6050 kr.
Alt
for tidligt døde P. Odgaard d. 17. januar 1910 i en alder af 58 år.
1910. 19 januar skrev Skive Folkeblad:
P. Odgaard, Ny Skivehus
ved Skive, er afgået ved døden. Han var stærkt med i grundtvigste bevægelse og han åbnede sit hjem for egnens beboere og holdt improviserede
foredrag for dem. Der var en dreng derude, der særlig lyttede til de mange gode
ord. P. Odgaard lagde mærke til drengens usædvanlige store evner og begavelse,
og han optog ham i sit hus og var, sammen med andre, med til at hjælpe ham frem
til studentereksamen. Han sagde om denne dreng: ”Det er de største Kræfter, der
er født i Fjends Herred i de sidste 100 Aar”. Muligt får P. Odgaard ret, for
drengen var Jeppe Jensen fra Åkjær.
Niels døde d.27. aug. i 1949 70
år gammel. Margrethe drev gården videre med hjælp fra sønnerne. I 1965 overdrog
hun ”Tastumgaard” til sønnen Hans og dennes kone Lilly. Hans døde 14. november
2003. Lilly bor stadig i dag på gården, som hun bevarer i gammel stil i
ærbødighed for efterslægten. Hun viderefører også gamle traditioner. Lilly og
Hans fik to sønner, Klaus og Kristian. Klaus har to sønner, Jens Peter og
Kasper, Kristian har en dreng, Malte, og en datter, Sofie.
På
avisens journalists spørgsmål: Hvor
stor bliver så hele familien?
-De plejer at komme så mange, som kan 1.
juledag, det er sådan en gammel skik i vort hjem, og så på min fødselsdag i
øvrigt, og vi er nu et sted mellem 40 og 50 -.
På P. Odgaards tid var Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl
gæster på Tastumgaard. Margrethe husker, at en aften på Skivehus skulle alle i
teatret i Skive, men så kom Nanna og Jeppe Aakjær på besøg, og P. Odgaard blev
hjemme, for så ville man hellere ”snakke” i stedet for at gå i teater. Da vi
andre kom hjem fra teatret, var de begge næsten sorte i hovedet. Lampen var
begyndt at ose uden at nogen af dem havde lagt mærke til det.
Margrethe
har altid syntes, det var meget sørgeligt, at venskabet mellem disse to mænd
til sidst skulle briste på en uoverensstemmelse, der syntes lille for alle os,
der husker denne sag.
-Marie
Bregendahl kom også ofte på besøg hos min svigerfar, men det var kun på korte
besøg. Aakjær blev her ofte længe. Også Marie Bregendahl var en kær gæst på
Tastumgård-.
Ved interviewet blev
Margrethe spurgt om det var P. Odgaard, der var model til Holger Hauge i Maries
bog. Til det svarede hun, at som portræt var det i hvert fald dårligt. Marie
Bregendahl har også selv afvist, at der skulle være tale om ”levende model” for
hendes Holger Hauge.
Margrethe
fortalte endvidere:
Afholdstaleren Ole Nygaard var også gæst på Tastumgård. Han kom til at stå ene med en lille pige,
som han selv ville opdrage. Han kom så her til og var her i tre år. Den lille
pige fik tuberkulose, men overlevede sygdommen. Ja, han var en mærkelig mand
selvopofrende overfor ulykkelige mennesker. Hans datter blev gift og kom til at
bo i Ørre ved Herning, og der flyttede han til sidst hen.
Jo, afholdsbevægelsen
har spillet en stor rolle her på gården. Vi holdt sommermøder i haven. Jeg
husker særligt et stort møde, hvor Jeppe Aakjær talte. Også Larsen Ledet,
Harald Bergsted og højesteretssagfører C.C. Hejlesen har talt her. Også
Ungdomsforeningen holdt møde her og fik lov til at spille komedie og illuminere
haven.
For eksempel d. 7.
august 1887, hvor der ved et møde hos gårdejer P. Odgaard oprettedes en
forening, hvis formål var ved et medlemsbidrag på 1 krone årligt at få entréen
til Fly forsamlingshus nedsat. Ca. 80 medlemmer var forud for mødet indtegnet.
Til foreningens bestyrelse valgtes Peder Toft, Iglsø, Jens Jensen, Aakjær,(en
bror til Jeppe), Frederik Nielsen, Tastum, Kamilla Bregendal, Fly, og Marie
Jensen, Vroue.
Nu er der hverken afholds- eller ungdomsforening her i
Tastum. Der er for resten heller ingen unge mere.
Det fordømte fjernsyn
Margrethe er den eneste i landsbyen, der har en
tjenestepige. Udviklingen har ændret landsbyens liv. Der foregår ikke ret
meget i forsamlingshuset mere. Nu sidder man og glor på det fordømte fjernsyn,
man skal lige se ”Aktuelt” inden kaffen, og derefter går man i seng. Ingen
siger noget. I hvert fald bliver det ikke til en diskussion. Der er ikke den
samtale i stuen som før.
Aase Madsen, tidligere nabo til Tastumgård fortæller om sommerfester hos Niels og Margrethe Odgaard
Det var gerne i juni, og jeg syntes, der altid var
godt vejr. Der blev sat flag op i de store træer, som danner allé ned til
Tastumgård, og da mit hjem lå, hvor alléen begynder ved vejen, var vi jo med
fra morgenstunden af. Det var Afholdsforeningen, der holdt de fester. Der var
stillet et telt op fra Stoholms Afholdshotel, hvor man kunne købe kaffe.
Haven var også pyntet med flag. Talerstolen stod foran
den store veranda. Om talerne husker jeg meget, især husker jeg , at en præst
fra Sønderjylland blev der til dagen efter.
Folk kom på cykler og i hestevogne. Nogle kom kørende
i bil, men dem var der jo ikke mange af i 20’erne. For os børn var det en stor
dag. Vi kom i vores fineste tøj. Jeg husker, at mor syede lyseblå silkekjoler
til os. Det var de fineste kjoler, vi har haft.
Der var også folkedans, og det var Tastum
Ungdomsforening, der gav opvisning. Der har også været et lystspil, som
opførtes ovre på øen. Det er en gammel mergelgrav lige ved haven med en ø ude i
midten. Der var en flot, hvid bro derover, men den er der ikke mere. I
vandkanten var der kulørte lamper, og ænder svømmede rundt på vandet. Folk sad
på græsplænen og på bænke. Jeg syntes, at haven var stor og flot med træer og
springvand. Der var også et lysthus og masser af roser. Margrethe havde altid
noget godt til os børn, bl.a. saftevand.
Der var fri adgang til hele huset. Hvor har det været
et stort arbejde både før og efter for at få det hele i orden, men det var en
oplevelse for os at være med. Om aftenen dansede de unge i forsamlingshuset,
hvis de kunne få fat i én til at spille.
Dagen efter var vi børn nede for at hjælpe med at
samle papir op.
Aase
Madsen er født d. 27. februar 1920 og bor nu i eget hjem i Stoholm 92 år
gammel. Hun kan huske meget, og er en god fortæller. I går, d. 16. 3. 2011,
blev hun begravet fra Stoholm kirke.
Stor tak til Inga
Pedersen for dette indlæg
Gammel skole- og kirkesti i Iglsø
Kr. Langerskov Pedersens, Iglsøvej 59,
bedstefar solgte i 1894 et stykke af sin jord til Iglsø kirke, som stod færdig
i 1895. Han beholdt et hjørne til at bygge sin aftægtsbolig på, nuværende
Iglsøvej 90. Et dige var dengang skel mod syd. I dag er et stykke af diget
bevaret mellem Langerskovs og Kjeldbjerggårds jorder. Diget fortsatte vel
hundrede meter vest for vejen, og en markvej langs digets nordside gjorde det
muligt for Kristian Pedersen at komme op til marken vest for kirken. En gammel
byvej fra Trevad mod Stoholm gik tæt forbi kirkegården. Den eksisterer ikke
mere, men er aftegnet på matrikelkortet. På et tidspunkt, vel sagtens i
forbindelse med en udvidelse af kirkegården, blev diget fjernet (1928), og markvejen
blev byttet med en smal strimmel jord nord for kirkegården, uden at det blev
registreret på matrikelkontoret. Provst Boserup opdagede det og gjorde
opmærksom på det, så den side af sagen blev bragt i orden. Kirkegården er
senere blevet udvidet både mod syd og mod vest. Den sidste del af diget blev
fjernet i forbindelse med jordfordeling ved omfartsvejens placering i 1981.
En
skole-/kirkesti gik fra Bregendal i nordlig retning mod Marie og Aage Sørensens
ejendom, Bregendalsvej 3. Her var det en markvej, som blev benyttet af
mælkekusk, landpost og skolebørn m. fl. Langs med vejen var der en hæk. På et
tidspunkt blev et langt stykke af vejen overpløjet, og en anden markvej
etableret længere mod øst. Skolestien fortsatte forbi Bregendalsvej 3 og 1 og
op forbi frugtplantagen eller nuværende møbelpolstrer Ole Jensen, Kjeldbjergvej
1, fortæller Aage Sørensen.
Markvejen
førte forbi Skivevej 29 og 31. Lidt før nr 33 drejede stien til højre ned langs
skellet til nuværende Iglsøvej 86. Ved hjørnet af kirkegården gik stien tværs
over marken hen til kirkegårdslågen. Stien fortsatte ned til
Iglsø-Stoholmvejen, langs denne et kort stykke, tværs over en lavning til vejen
om til Iglsøvej 57. Lidt efter gik stien langs et skel, bag om en skov og ned
til skolen. Det sidste stykke af skolestien blev kun benyttet på vej hjem fra
skole. Det hastede ikke så stærkt med at komme hjem.
Man blev sat til at arbejde, og kunne f. eks. risikere at blive sat til at luge
i stenpikningen omkring Iglsø kirke, har Langerskov fortalt. Det var sikkert
den skolesti Marie Bregendahl benyttede og har fortalt om i sine erindringer om
skoletiden hos lærer Ottogreen i Iglsø.
Langerskovs
bedstefar blev ansat som graver og kirkegårdsgartner fra 1895. En samling af
mindesten over den første komité, som havde taget initiativet til
kirkebyggeriet, er samlet tæt ved kirken. Rundt om kirkegården blev der plantet
en tjørnehæk, og indenfor denne en række grantræer. I ca. 1926 blev grantræerne
fældet, og Kr. Langerskov Pedersen, født i 1921, kan huske, at han hjalp med at
styre en lille hest, som kunne trække stammerne hjem til ejendommen. Her skulle
træet bruges som brændsel. På granernes plads plantede faderen, som nu var
graver, en række bøgetræer, som stadig står og pynter både sommer og vinter. De
er klippet i facon og er helt unikke og specielle for Iglsø kirkegård. Mage til
smukke træer findes næppe andre steder.
Tre
generationer har passet og plejet kirken og kirkegården i knap 100 år. Først
Kristian Pedersen fra 1895-1918, derefter Niels Kristian Pedersen til 1945, og
Kristian Langerskov Pedersen og hustru, Erna, til 1970. Herefter overtog Erna
jobbet med hjælp af sin mand fra 1970-1989.
Efter Ingas samtale med K.
Langerskov Pedersen og Aage Sørensen den
28. 11. 2003
Stor tak til Inga
Pedersen for dette indlæg
Pas på ældre kvinder!
Jeg endte ved siden af en ældre kvinde på en bar forleden. Hun så egentlig rigtigt godt ud, selvom hun sagde at hun fejrede hendes 61 års dag. Hun så faktisk bedre og bedre ud efterhånden som timerne blev mindre, og jeg kan huske at jeg tog mig i at tænke at hun sikkert havde en rigtig flot datter.
Vi drak lidt og kisse-missede da også lidt efterhånden.
Pludseligt spurgte hun om jeg havde prøvet en sportsmand-doublet?
"Hvad mener du med det?" Spurgte jeg.
"Det er en mor og datter-trekant med dig" sagde hun med et smil på læben.
Jeg sagde "Nej" ret opstemt, med et forventningsfuldt smil på mine læber
Vi drak lidt mere, og så var det hun sagde at det var "min heldige nat".
Kort efter tog vi hjem til hende, hvor hun tændte al lys i hall'en og råbte op af trappen:
"MOR - er du stadig vågen?
Jeg endte ved siden af en ældre kvinde på en bar forleden. Hun så egentlig rigtigt godt ud, selvom hun sagde at hun fejrede hendes 61 års dag. Hun så faktisk bedre og bedre ud efterhånden som timerne blev mindre, og jeg kan huske at jeg tog mig i at tænke at hun sikkert havde en rigtig flot datter.
Vi drak lidt og kisse-missede da også lidt efterhånden.
Pludseligt spurgte hun om jeg havde prøvet en sportsmand-doublet?
"Hvad mener du med det?" Spurgte jeg.
"Det er en mor og datter-trekant med dig" sagde hun med et smil på læben.
Jeg sagde "Nej" ret opstemt, med et forventningsfuldt smil på mine læber
Vi drak lidt mere, og så var det hun sagde at det var "min heldige nat".
Kort efter tog vi hjem til hende, hvor hun tændte al lys i hall'en og råbte op af trappen:
"MOR - er du stadig vågen?
Mønsted kalkgruber
Mønsted Kalkgruber og
Kalkværk besidder store biologiske, friluftsmæssige, geologiske og kulturhistoriske
værdier.
Mønsted Kalkgruber og
Kalkværk har i århundreder været kilde til kalksten, der er blevet hugget i de
underjordiske gruber. Derefter blev kalken brændt i primitive skaktovne.
Produktionen i Mønsted blev
industrialiseret i 1872. Mønsted Kalkværk blev bygget med højovne,
knusemaskiner og lokomobiler over jorden. Udvindingen af kalken under jorden
blev effektiviseret med kilometerlange tipvognsspor. Den nuværende ovnbygning
er fra 1934. Råstofudvindingen sluttede i 1953.
I kalkværket findes
udstillinger om flagermus, geologi og kalkens kulturhistorie. Gruberne er i dag
vinterbolig for titusindvis af flagermus. Der er fem forskellige
flagermusearter, blandt anden den meget sjældne damflagermus, der kun har tre
overvintringssteder i Europa.
Siden middelalderen har
bønderne i Daugbjerg og Mønsted vest for Viborg haft kalkudvinding som et
lukrativt bierhverv. Undergrunden i området er rig på kalksten, som ved kraftig
opvarmning bliver til brændt kalk – grundsubstansen i mørtel.
Kalken blev hentet både i
åbne brud og i underjordiske gruber. Brændingen foregik i primitive skaktovne,
som blev fyret op med træ og siden lyng, da man i 1500-tallet havde fældet
skoven.
I 1872 solgte Mønsteds bønder
deres kalkrettigheder til interessentselskabet Mønsted Kalkgruber, som senere
blev en del af aktieselskabet "De jyske Kalkværker".
Med interessentselskabets
overtagelse begyndte den industrielle udnyttelse af kalkforekomsterne ved
Mønsted. Ejerne investerede i maskiner og nye ovne, som ikke skulle afkøles før
tømning, men kunne brænde kontinuerligt. Om sommeren foregik kalkbrydningen i
åbne grave, om vinteren i gruberne, hvor tipvogne sørgede for transporten.
Omkring 1880 beskæftigede værket 60 mand og 10 kvinder.
De jyske Kalkværker foretog i
1933 en stor ombygning og udvidelse af værket. Tyve år senere ophørte
grubedriften, og i 1955 var det også slut med kalkbrydning i det åbne brud.
Værket fortsatte dog med at brænde kalk fra Djursland helt frem til 1979.
Skov- og Naturstyrelsen købte
i 1997 Mønsted Kalkgruber med bygninger, gruber og 14 hektar jord. Året
efter blev kalkværket fredet, og frem til 2004 gennemgik det en omfattende
restaurering.
Ud over at anlægget har
kulturhistorisk betydning, er gruberne et vigtigt overvintringssted for
flagermus. Den selvejende institution Mønsted Kalkgruber står for drift og
formidling, herunder afholdelse af underjordiske koncerter og andre kulturelle
arrangementer.
Bygninger og anlæg
Kalkværket fik sit nuværende
udseende ved ombygningen i 1930'erne. Værket består af en halbygning med tre
skaktovne. I samme bygning fandtes også læskesektionen med udluftningsanlæg. En
tilbygning mod øst indeholdt kalklagre.
Kalkværket er bygget af træ
på et fundament af beton og flint. Overalt er der betongulve.
Omkring værket er der bevaret
flere potovne, ligesom transportvejen til anlægget og en del af
tipvognsskinnerne til kalkgruberne stadig eksisterer.
I gruberne findes op imod 60 km underjordiske minegange
i tre lag, ned til 35 meter
under jordoverfladen.
Kalkudvindingen i Mønsted har
været en betydningsfuld del af den midtjyske råstofindustri.
Mønsted Kalkværk med
bygninger, kalkbrud og gruber er et unikt og yderst velbevaret industrimiljø.
Anlægget er et fremragende udgangspunkt for formidling af kalkudvindingens
lange historie og områdets geologi.
Hancock Bryggerierne
Bryggeriet Hancocks historie
går tilbage til et lille hvidtølsbryggeri, som A.P. Lorentzen i 1876 grundlagde
i Nørregade 44 i Skive.
I 1895 blev det købt af møller Christian Christiansen, som udvidede det
og delte det op i et ølbryggeri (med navnet Thordal) og en mineralvandsfabrik
Først i 1935 begyndte
bryggeriet at producere det lyse pilsnerøl.
I 1954 flyttede tapperiet til
sin nuværende adresse i Resen nord for Skive, mens bryghuset og lagerkældrene
forblev i Nørregade indtil 1963.
Navnet "Hancock"
blev introduceret i forbindelse med et eksportfremstød i 1950'erne. Da
bryggeriet i 1971 omdannedes til aktieselskab, måtte det gamle navn, Thordal
Bryggeri og Mineralvandsfabrik, vige til fordel for "Hancock Bryggerierne
A/S". Bryggeriet er fortsat i drift.
Bygninger og anlæg
Bryggeriet Hancock er opført
på en højtliggende grund nord for Skive, tæt ved udfaldsvejen mod Mors og Fur.
Alle anlæggets bygninger står i røde mursten med hvide markeringer omkring
vinduespartierne.
Den ældste af bygningerne,
opført i 1955, er samtidig den mest markante. Bygningen er i én etage med
vinduesfacade mod syd. Midt på bygningen rejser sig et tårn i tre etager med en
gennemgående glasfacade i hele tårnets højde. Ved østgavlen står fire store
gærings- og lagertanke fra 2003.
Bagved ligger den nyere
produktionsbygning fra 1963. Den har lavere taghældning og lavere tårn end
1955-bygningen, men er i øvrigt udformet på samme måde. Anlægget omfatter
desuden en lagerbygning fra 1972 og en stor lagerhal fra 1989.
Skive Byhistoriske Arkiv har
materiale om bryggeriet.
Hancock er et af få
eksisterende bryggerier med rødder tilbage i 1800-tallet. Bryggeriet er
endvidere et tidligt eksempel på udflytningen af industri fra Skives bymidte. Bygningerne
er velbevarede og et fint eksempel på 1950'ernes og -60'ernes
industriarkitektur. Med sin højtliggende placering i landskabet står bryggeriet
som et vartegn for Skive.
Udpegning og
vurdering: Museumsrådet i Viborg Amt.
Underjordiske væsener !
Blandt de underjordiske
væsener, som fjandboerne troede på, og som de virkelig mente eksisterede, var
bjergmændene.
Disse folk boede i høje og
bakker og blev ofte benævnt højfolk.
Hvorledes en bjergmand så ud,
vidste man ikke, da ingen nogensinde har set en sådan bjergmand.
Derfor var opfattelsen af,
hvorledes sådanne højfolks udseende var, forskellig. Ikke sådan at forstå, at
befolkningen i den ene del af herredet havde én opfattelse af bjergmændene,
mens beboerne i en anden del af herredet havde en anden. Nej, selv inden for
nærmeste familier var opfattelsen forskellig. Nogle mente, at bjergmanden var en
lille mand med lille skæg; andre troede derimod, at han var både høj og kraftig
med store hænder og fødder, og desuden var han umådelig stærk.
Så himmelvidt forskellige var
fjandboernes mening om bjergmændene.
Sagnet fortæller, at der i en
bakke i Feldingbjerg boede en bjergmand, som senere flyttede til Daugbjerg
Daas. Hvilken høj i Feldingbjerg nævnes ikke, og ingen har nogensinde tillagt
en høj eller bakke i Feldingbjerg at være bolig for en bjergmand, vides ikke.
Anderledes med Daugbjerg
Daas. Her vidste gamle folk at fortælle om Bjergmanden, og en mængde sagn er
knyttet til dette sted. Dog mærkeligt, hvor mange historier, der end fortælles
om Bjergmanden i Daugbjerg Daas, har dog ikke en eneste fjandbo nogensinde set
ham.
Om folk fra andre egne af landet
har været mere heldige, vides vistnok ikke, i hvert fald synes der ikke at være
skrevet noget om det.
*****
Hvis det er rigtigt, at ingen
har set den berømte bjergmand i Daugbjerg Daas, så er antagelig den ejer af
Grovegaard, som i år 1820 kom gående ad vejen ved Daugbjerg Daas, nok den
person, der har været nærmest ved at få øje på ham.
Denne mand så i alt fald
højen lukke sig, men mere fik han heller ikke at se; Bjegmanden var ham for
snild og for hurtig i vendingen. Han løb ind, inden den gode bondemand fik set
sig ret omkring.
Det hedder i sagnet om
Højslev Kirke, at der boede en trold i Bruddals bakker, men i hvilken af
bakkerne, han boede, omtales ikke, og det er umuligt at få konstateret, hvilken
bakke, det er, at folkefantasien har tillagt at være Bjergmandens bopæl.
På Lundø har Bjergmanden også boet, og her ved man
endda, hvor han boede. Der ligger nemlig på Lundø en bakke, der hedder
Bjergbakke, og i den boede trolden engang. Ganske vist fortæller sagnet, at han
omsider
måtte flytte, fordi han ikke
kunne forblive længere på grund af de mange katte, som fandtes på øen, og som
lagde den stakkels trold for mange hindringer i vejen
Han har i en periode boet i
Feldingbjerg, men i hvilken høj vides ikke. På Lundø ved man, at han en
overgang boede i Bjergbak. Ja, det er alt, hvad man ved om Bjergmandens
bosteder i Fjends Herred.
Det næste spørgsmål vil
uvægerligt blive dette: Hvorledes opfattede fjandboerne bjergmændene?
Her må svaret blive
religiøst. De troede ham ikke just som en djævel, men dog som en person, der
udøver onde gerninger. Man kan heller ikke sige, at han var en mørkets gud, skønt
det måske ville komme meget nær ved at passe.
I hvert tilfælde troede
fjandboerne på ham som en, der kæmpede imod kristendommen, og overalt, hvor han
kunne, søgte han at hindre, at kirker byggedes.
Alt dette gav sig hos
fjandboerne udslag ved fødsel og død.
Det kan således nævnes, at
det var forældrenes visse pligt at passe på, at Bjergmanden ikke kom og tog
barnet, mens det endnu var udøbt. Thi det var en antagelse, at bjergmænd ville
komme og tage de udøbte børn og så lægge et af sine egne i stedet.
Men for at dette ikke skulle
ske, havde fjandboerne visse forholdsregler at tage.
Så snart et barn var født, og
endnu inden det blev lagt på sit eget leje, blev der lagt en stoppenål i
puderne for at gøre barnet stålsat.
Ligeledes var det skik over
hele Fjends Herred, at så længe et barn ikke var døbt, skulle der altid brænde
lys ved det. Derfor stilledes altid et lille bord ved vuggens hovedgærde. På
bordet sattes to lys – et på hver side – og de blev så tændt ved aftenstide og
blev ved med at brænde indtil morgengry.
Ved sådanne midler regnede
man med at holde Bjergmanden fra huset; men nu er der rigtignok det at sige, at
man kan passe nok så godt på, så kunne
det jo hænde, at man f.eks. en aften glemte at få lysene rettidigt tændt eller
måske en anden lille bagatel, og dette benyttede Bjergmanden sig af. Han kom
ind og tog barnet i vuggen og lagde et af sine egne i stedet.
Et sådant bjerhmandsbarn, der
var byttet til kristne foeældre, kaldes en skifting. Af sådanne har Fjends
Herred haft adskillige.
En af de ejendommeligste var
vel nok Sølle Jens, der levede i den første halvdel af det attende århundrede
og boede i Daugbjerg i et lille hus.
Om dagen sad han for det meste på en stor sten ved
vejen, vist nok nærmere for at se, hvem der færdedes på vejen, og måske også
for at få sig en passiar.
Når nogen spurgte ham om,
hvem hans far var, svarede han altid: ”Det ved a sgu ett; men mi farbror bover
i æ Døjs”.
Deraf sluttede folkene i
nabolaget, at Sølle Jens var en skifting. Og når alt kom til alt, var Daugbjerg
Daas måske hans rigtige hjem.
Mærkværdigt var det, syntes
folk, men Jens, han kendte alle mennesker, ja, endog folk han aldrig havde set.
En dag skete det, at Jens som
sædvanlig sad på sin sten ved vejen, at en rytter kom forbi i susende fart. En
mand kom for sent til at se, hvem der havde sådant hastværk, og han spurgte
derfor jens, hvem denne rytter var. ”Det var såmænd Jens Poulsen fra Bjat” var
svaret, og det var også rigtigt, det var virkelig Jens Poulsen fra Bjert, der
kom ridende forbi; men det mærkelige er, at Jens aldrig havde set Jens Poulsen
og aldrig i sine dage været i Bjert.
En menneskealder senere
levede der i Højslev sogn en familie, der havde flere børn. Der var den
almindelige antagelse hos sognets beboere, at diss børn var skiftinger.
De var ikke som andre børn,
syntes man, og deri havde man vist også ret. De var mere tilbageholdende end
børn i almindelighed.
Når de legede, legede de
helst med hverandre og ikke med fremmede kammerater.
I skolen var de noget tunge i
opfattelsen; men i øvrigt havde de ikke nogen bestemt egenskab, dr kendetegnede
dem.
Men skiftinger, det var de,
mente folk. Og nogle vidste endog at fortælle. at Bjergmanden engang havde listet
sig ind i stuen og byttet et barn, fordi forældrene enten havde glemt eller
undladt at tænde lys ved barnet, mens det lå i vuggen.
Det var imidlertid ikke blot
ved fødsel, at fjandboerne skulle passe på, at Bjergmanden ikke skulle tage
menneskeliv, det gjaldt også ved døden.
Når et menneske var død,
skulle man passe på, at ikke liget skulle blive taget.
Så snart den døde var lagt på
strå, blev der øjeblikkeligt sendt bud efter nogle unge mennesker, om at komme
på et bestemt klokkeslæt, enten sidst på eftermiddagen eller først på aftenen,
det afhang af mørkets frembrud.
Til den bestemte tid samledes
alle de unge, der var ordret til at komme, i huset, hvor den døde lå. De blev
straks vist ind i det værelse, hvor den døde lå på strå. Nu blev der tændt en
mængde lys, der skulle lyse hele natten. De unge havde dog ikke været samlet
ret længe, før en eller anden af de tilstedeværende begyndte at spille enten på
harmonika eller redekam, eller hvad man havde ved hånden. Dansen tog nu sin
begyndelse, og den varede ved lige til den lyse morgen.
Lystigt gik det til ved en
sådan lejlighed. Man dansede de gamle kendte dansestykker, og ind imellem
gjorde man en lang pause, hvor alle unge fik alt, hvad de kunne spise og
drikke.
Straks da dansen tog sin
begyndelse, lagde man mærke til, at et eller flere fade med smørrebrød stod på
bordet, og for at de ikke skulle blive for forsigtige, fandtes både brændevin
og øl. Nu kunne de tage alt, hvad de ønskede.
Når man sådan var ude at
holde vagt, kaldte fjandboerne det; aa lys æ Bjergmand fræ huus. Dette var i
sin forstand ikke et gilde, man var til. Man blev ikke inviteret til at komme
aa lys æ Bjergmand fræ huus, men man blev ordret, akkurat som tilfældet vil
være med snekastning.
Længst har denne skik holdt
sig i Borris sogn, hvor den endnu eksisterede i begyndelsen af 1850’erne; efter
1864 har ingen ”lyst æ Bjergmand fræ huus”. I slutningen af 1870’erne har det
heller ikke været muligt at konstatere, at denne skik virkelig har fundet sted.
Blandt de underjordiske
væsener, som fjandboerne troede på, og som de mente virkelig eksisterede, var
bjergmændene.
Hvorledes denne tro er
opstået, eller hvor gammel den er, kan sikkert ikke afgøres; men så meget er
sikkert, troen på disse underjordiske væsener er ældgammel.
Et gammelt sagn fortæller, at
da Vorherre udstødte de faldne engle af himlen, faldt nogle af dem ned på
højene, og diss engle blev til Højfolk, eller som de også kaldes: Bjergmænd.
Med dette som grundlag
forstår man også sagnene om, at bjergmændene søgte at hindre kirker i at blive
bygget.
Disse sagn kan i mange måder
danne et vist grundlag for forståelsen af den opfattelse, fjandboerne havde.
Man kan vel ikke sige, at de opfattede Bjergmanden som en djævel, det er vel
for meget sagt, snarere som en mørkets guddom, skønt dette også er overdrevet.
Men så meget er sikkert, at han betragtedes som en ond ånd, der inden for viss
grænser gerne ville gøre mennesker fortræd.
I forrige tider troede
fjandboerne ligesom vistnok hele den danske befolkning på, at bjergmænd
virkelig eksisterede.
Nå de i de lange
vinteraftener sad samlede i en eller anden af de små lavloftede stuer, var
bjergmænd et emne, man ofte talte om. Man fortalte de forskellige sagn om
bjergmændene, og man diskuterede deres udseende. Man var klar over, at de boede
i høje og bakker, men hvorledes en bjergmand så ud, vidste man ikke.
Af Jacob Odgaard, Tastum
Medlem
af Fjends Egnshistoriske Forening!
Fjends Egnshistoriske Forening har til formål,
at medvirke til bevarelse af
og interesse for kendskab til vor egns historie og fortidsminder,
at samarbejde med Æ
Fjandboarkiv om vor egns historie,
at samle oplysninger til
udgivelse af hæfter om vores egn, og
at udgive et eller flere
årsskrifter i samarbejde med Æ Fjandboarkiv.
Foreningen udgiver hvert år
til medlemmerne 2 halvårsskrifter,
et ”Forårsskrift” og
et ”Efterårsskrift”,
begge med et lokalhistorisk
indhold.
Desuden afholdes
2 foredragsaftener,
3 udflugter i nærområdet og
1 lidt længere
bustur/sommerudflugt.
Årskontingent:
60,- kr for enlige,
100,- kr. for par.
Benyt www.fjendsnet.dk og fortæl, at du ønsker at
være medlem.
Efterfølgende vil du blive
optaget i vores medlemsregister, der pt. tæller 216 medlemmer.
Det er en god idé i disse IT-tider.
SvarSletvi skal nok lade Eva se med når hun er på besøg.
Hilsen Karin